Læsetid: 4 min.

Urene linjer

Hvem producerer Musikbutikken?
27. juli 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Mandag aften kl. 23.10 tonede Keld Heick frem på sommerhusfjernsynets flimrende skærm og fortalte, at Musikbutikken var taget til Hamborg for at følge livet i Cirque du Soleils miniby, før truppen rykkede cirkusteltpælene op og flyttede forestillingen
Quidam til København. Så sagde Heick en masse ting, som var klippet direkte og ukritisk ud af Cirque du Soleils pressemappe (som jeg selv har haft fornøjelse af), hvorefter han viste 25 minutters optagelser og interviews med artister, instruktører og trænere under forberedelserne til forestillingen.
De 25 minutters billeder var Cirque du Soleils egen præsentationsvideo; filmet, klippet, oversat og tilrettelagt af virksomheden selv (for det er altså en virksomhed), men det sagde Musikbutikken bare ikke noget om. De lod overgangene være glidende; både fra Heicks intro i starten og efter de 25 minutters video til de 5-10 minutters interviews med forestillingens musikere, DR trods alt selv havde måttet producere for at retfærdiggøre, at et cirkus skulle præsenteres i et musikprogram. Musikbutikkens egne interviews kunne tydeligt kendes derved, at Heick var med i billedet, at der ikke kom nogen engelsk voice-over til de fransktalende canadiere, og at der ikke var sorte blokke i bunden af skærmen, hvor redaktionen ind til da havde måttet skjule præsentationsvideoens egen skærmgrafik.
Men er der egentlig noget galt med at bruge forproduceret materiale til at præsentere noget så harmløst som et cirkus? Det gør jo, at man kan bringe interviews med instruktøren selv, vise ’aktuelle’ billeder fra den indstudering til forestillingen, som blev overstået for fem år siden, og meget billigt producere et sjovt og informativt program? Næ, det er der ikke andet galt med, end at fremgangsmåden suspenderer den redaktionelle frihed, fordi redaktionen i første omgang ikke selv har udvalgt stoffet. Det har ikke været udsat for nogen redaktion andet end emnets egen (svarende til, at man lod Poul Nyrup interviewe sig selv og bagefter fik en journalist til at indspille spørgsmålene). Og at proceduren alt andet lige gør vejen til fjernsynsskærmene kortere for de underholdningsvirksomheder, der har midlerne til at producere deres egen footage.

Camouflage
Men det rigtige problem ved at vise forproducerede videoer på den statslige fjernsynskanal er, hvordan man gør det. En ting er at vise en præsentationsfilm; en anden ting er at gøre alt for at camouflere, at den ikke er egenproduceret; at skabe en illusion om, at denne udsendelse er DR’s værk.
I dette tilfælde var det ikke så svært at se forskel, men kun hvis man kiggede efter, for alle tilrettelæggelsernes anstrengelser havde rettet sig mod at skabe en homogen visuel identitet i hele programmet. Det blev ikke sagt, at man nu ville vise en præsentationsvideo, men det blev på den anden side set heller ikke sagt, at man ikke ville gøre det. I stedet bevarede redaktionen en meget bekvem uklarhed om, hvad der var hvad.
I dén uklarhed og glidende overgang mellem egenproduktion og præproduktion, som man tillader i sådan et program, ligger hele den troværdighed, som pr-bureauer lever af at udnytte. Den troværdighed, som består af, at det journalistiske medie lægger navn til et materiale, som emnet selv har udformet. I den sammenhæng er det ikke så vigtigt, om emnet er Microsoft, et omrejsende cirkus eller en politisk bevægelse, for problemet ligger ikke i programmets hvad, men dets hvordan.

Hvad med musikken?
DR har en høj troværdighed, derfor er det rigtig mange penge værd at få lov at bruge af den. Kun DR kan forhindre, at det bliver for nemt.
Normalt er det største problem ved Musikbutikken, at det stort set er det eneste musikprogram på dansk fjernsyn. Så i stedet for at være det sted, hvor dansktop- og gamle pigtrådsmusikere kan få en sludder med Keld Heick og jamme lidt på guitar med ham – for det er programmets grundide – er udsendelsen blevet til en ankomsthal, hvor alt, hvad der har udgivet en plade, kommer forbi. Det har ført til bizarre scener, hvor Heick (som ellers ikke overgås af nogen, når bare han er på hjemmebane) med et anstrengt, imødekommende smil famler sig gennem helt meningsløse interviews med superspændende musikere, som han bare ikke ved noget om.
Dengang det var Bowie, blev interviewet reddet af mandens store høflighed. Da Robbie Williams kom til byen i foråret, indså Heick dog sine begrænsninger. Så i dovenskabens navn ringede man derfor til en, som man vidste var hjemme: Kelds datter Anette. Helt ærligt. Når verden er så sprængfyldt med entusiastiske, musikalske folk, der ved noget om den musik, der har udviklet sig efter 1970!
Al respekt til dansktoppen: De må aldeles gerne have deres eget program, men hvad med alle de andre? Kunne DR TV ikke snakke med P3’s hyperaktive musikredaktion og låne Funkshowets værter Milling og Molbech, eller måske Krede og Thomas Madvig fra Det Store Mix bare en gang i mellem? Ideen er så uoriginal, at der sikkert er en grund derinde i Danmarks Radios bureaukratiske jungle til, at den ikke er afprøvet. Selv kan jeg bare ikke lige komme i tanker om, hvad den grund skulle være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu