Læsetid: 5 min.

Vandenes Moder

Mekong-floden styrer liv og død for millioner af verdens fattigste. Samtidig er den en af Asiens store konfliktpunkter
18. juli 2001

PHNOM PENH – At rejse på Mekong-floden er som at begive sig omkring i et levende Frilandsmuseum. Langt størsteparten af de 73 mio. mennesker, der lever langs floden, lever uden moderne bekvemmeligheder og er blandt de fattigste i verden.
Men den 4.350 km lange flod tager vare på sine mennesker. Deres bidrag til de respektive bruttonationalindkomster i Kina, Burma, Thailand, Laos, Cambodia og Vietnam er beskedent, for de fleste af dem lever uden for pengeøkonomien, i en subsistensøkonomi. De lever af deres fangst og deres afgrøder, bygger deres egne pælehytter, smeder eller skærer selv deres værktøj – som i en svunden tid, hvis man sammenligner med resten af regionen eller verden.
Og Mekong er en gavmild forsørger: nærer en rig fiskebestand og gøder frodige jorder. I århundreder har den forsynet sin befolkning med alle tilværelsens nødvendigheder. Men den kan også sprede død og ødelæggelse med voldsomme oversvømmelser, der flår mennesker, husdyr, bygninger og afgrøder med sig, som det skete i fjor ved de værste oversvømmelser i 40 år. De kostede flere end 1.000 mennesker livet – flest børn – og forrettede enorme materielle ødelæggelser.
Ingen forsøg på for alvor at tæmme Vandenes Moder, som beboerne omkring den kalder Mekong, er nogensinde lykkedes. Men det varer næppe ved. Kina er i færd med at inddæmme sin del af floden, som leverer 16 procent af hovedflodens vand; syv eller otte dæmninger skal det ende med i 2020, som tilsammen bliver i stand til at levere lige så meget strøm som den omstridte San Xia, der er under opførelse på Yangzi Floden.
Kina har også lavet en aftale med Burma, Laos og Thailand om at sprænge en sejlrende ned til Luang Prabang i det nordlige Laos. Den skal være bred og dyb nok til at fragtskibe på 2.000 tons kan sejle på den. Det bliver begyndelsen til den flodvej til Kina, som Indokinas franske koloniherrer drømte om at finde i 1860’erne, men som aldrig lykkedes dem. Hvad det vil betyde for gydepladser og fiskevandringsruter kan man kun gisne om.

Ny konflikt
Vand bliver fremtidens konfliktårsag, som olien har været det. Mekong-floden er verdens 12. største, en af de fiskerigeste og en af de mest uberørte. I 1957 oprettede Thailand, Laos, Cambodia og Vietnam Mekong-komiteen med visioner om vældige dæmninger, storstilet udvikling, industrialisering og - ironisk nok – som værn mod kommunismen. Samarbejdet strandede i konflikternes lammende skygge.
Regionen har alle dage været turbulent, og landene har, hvis de ikke ligefrem lå i krig, næret en dyb og indgroet gensidig mistillid. Så det var egentlig bemærkelsesværdigt, at de fandt sammen dengang i 1957. Først i begyndelsen af 1990’erne, da Vietnam trak sig ud af Cambodia, blev organisationen genoplivet, og først fra 1995 i fuld vigør. Genoptagelsen af samarbejdet blev nedfældet i en aftale, der fuldstændig ændrede fokus fra kraftværksvisionerne til social og samfundsudvikling med store hensyn til miljøet. Samtidig tog organisationen navneforandring til Mekong-kommissionen (Mekong River Commission, MRC) og flyttede hovedkvarter fra Bangkok til Cambodias hovedstad, Phnom Penh.
Det nye, mere humanistiske samarbejde fik – efter nogen vaklen – vældig opbakning hos bistandsdonorer, herunder især Danmark. MRC gik i gang med at gennemanalysere Mekong-floden som den velafbalancerede organisme, den er, og afslørede dermed, hvor afgørende den er for de millioner af verdens fattigste, som er helt afhængige af den.
Ingen havde skænket det en tanke, at floden var så fiskerig, eller hvor mange, der egentlig levede af den. Men efter, at det er fastslået, er medlemslandene begyndt at samarbejde om, hvordan de skal udvikle og fordele de enorme ressourcer mest hensigtsmæssigt og hensynsfuldt.
Kina og Burma valgte fra begyndelsen at holde sig uden for samarbejdet. Kina nærer en inderlig modvilje mod at afgive den mindste smule suverænitet, og de 13 mio. kinesere og burmesere, der lever langs flodbækkenet har ikke nær så megen gavn af den som de 60 mio. mennesker fordelt på fire lande, der deles om den nedre del af Mekong.

Store tanker
»Vi taler om Mekong-bækkenet. Det betyder, at vi tænker større end blot floden. Floden har været noget, der delte folk. Men hvis vi retter blikket ud over floden, ser på hele bækkenet, så kan vi udvikle det i fællesskab,« siger Cambodias minister for offentlige arbejder og transport, Khy Tainglim, som er medlem af MRC’s ledende Råd.
MRC’s direktør, danske Jørn Kristensen, fortæller på sit kontor i Phnom Penh, at organisationens første og største opgave faktisk er konfliktforebyggelse. De fire medlemslandes regeringer har ingen erfaring i at sætte sig sammen og dele deres fælles ressourcer på en måde, som tager hensyn til alle parter. Mekong-bækkenet skal udvikles. Om 25 år vil der være 120 mio. mennesker, heraf 90 mio. i den nedre del af floden. I dag er den gennemsnitlige årsindkomst omkring 2.000 kr. for de fleste langs floden og 3.500 kr. for de bedst stillede. Det er utænkeligt, at de skulle forholdes den udvikling, hygiejne, sundhed, uddannelse og indtægter, som bliver andre mennesker på kloden til del. Det kan være et køleskab, det kan være et neonrør, som gør det muligt for skolebarnet at læse lektier, en svalende elektrisk vifte, det kan være et toilet – blot en latrin – eller en telefon. Selvom Mekong-flodens poetiske mystik er dragende og smuk, kan man ikke længere indkapsle mennesker eller samfund i muslinger, hvor tiden står stille, for det gør tiden ikke.
Interesserne er forskellige og ofte modsatrettede. I Mekong-deltaet i Vietnam er det f.eks. afgørende, at vandgennemstrømningen aldrig kommer under 1.500 kubikmeter i sekundet, for så strømmer der saltvand op fra Det sydkinesiske Hav og forgifter landbrugsjorden. I deltaet kunstvander de, så de kan høste ris tre gange årligt. Det vil de også gerne i Cambodia, Thailand og Laos, men det er der ikke vand nok til i tørketiden, hvis saltvandet skal holdes ude af deltaet. Der er måske 500-1.000 kubikmeter at rutte med.
Når Kinas dæmninger er en realitet, vil de dæmme op for vandet i regntiden, hvilket kan være gunstigt i år som i fjor, når vandmasserne er for voldsomme. Vandet bliver samlet i reservoirer og lukket ud i en jævn strøm i tørketiden. Det kan også være en fordel, for som det er nu, er der stor vandmangel længere nede ad floden i den tørre tid frem til maj. Men hvad vil inddæmningen og den kontrollerede vandgennemstrømning betyde for fiskebestanden og gydepladser og dermed for, at der er nok at spise? Og hvad vil det betyde for det enestående og frugtbare naturfænomen, som finder sted, hver gang strømmen i Tonle Sap-floden i Cambodia vender i takt med regntiden og tørketiden og dermed vandstanden i Mekong?
Vandenes Moder skænker livet til sine mennesker, men kræver somme tider store ofre til gengæld. Hun har trodset alle, der forsøgte at knægte hende. Den tid er forbi; nu er der kun tilbage at håbe, at udviklingen af Mekong-floden sker nænsomt og ikke med den brutalitet, som de fleste af Europas store floder har oplevet. Man må håbe, at det sker i Mekongs fælles Ånd.

*Mette Holm er journalist ved DR’s Orientering. Hun har for nylig tilbragt tre måneder ved Mekongfloden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her