Læsetid: 4 min.

Wittgenstein i fransk filosofi?

Fransk filosofi med og mod Deleuze, Derrida & Foucault
7. juli 2001

Ny bog
Vincent Descombes’ Moderne fransk filosofi fra 1978 var noget så taknemligt som en samlet fortælling om fransk tænkning fra 1933 til 1978. Den udfoldede historien fra Kojèves introduktion af Hegel i 30’erne og frem til tænkere som Deleuze, Derrida og Foucaults forsøg på at overvinde Hegels dialektik. Det er historien om, hvordan inspirationen fra Nietzsche og Heidegger bliver til frigørelser fra den metafysiske tradition, der ser fornuften, logos eller ånden som det højeste princip.
Deleuze, Derrida og Foucault beskrives som poststrukturalister, der åbner filosofien ved at afsløre forestillingen om den lovgivende fornuft i bestemt ental som en konstruktion.
Siden 60’erne har filosofiens død været et tema i fransk åndsliv. Alain Badiou har talt om fin de la fin, afslutningens afslutning.
Houellebecq har anklaget poststrukturalisterne for at føre filosofien væk fra virkeligheden. Houellebecq ser deres virtuose forsøg på at løsrive sig fra den traditionelle filosofi som tomme retoriske øvelser.
I 1996 publicerede Alain Sokal i Social Text en tilsyneladende meningsfuld, videnskabelig artikel. Senere afslørede Sokal artiklen som en samling postmoderne og poststrukturalistiske citater. Den reelt meningsløse artikel var en parodi på den ny filosofis retoriske tomgang.

Wittgenstein
Nu udkommer den glimrende antologi Temaer i nyere fransk filosofi, der præsenterer aspekter af det aktuelle filosofiske rum.
Bogens struktur er i sig selv et signalement. Den består derimod af 11 separate artikler om ni forskellige filosoffer. Filosofien fremstilles ikke i en syntetiserende stor fortælling, men som fællesskab af forskellige tanker.
Som Niels Buch-Jepsen skriver: »At udtale sig generelt om fransk filosofi er blevet sværere ... Man ser ingen ’skoler’ eller manifest-fastlagte filosofiske retninger med virkeligt greb om den parisiske scene.«
Alligevel afdækker antologien antydninger af tendenser. Man bemærker, at Wittgensteins navn figurerer i mere end halvdelen af indlæggene.
For den af Descombes skitserede generation af tænkere var filosofi det samme som kontinental filosofi. Hegel, Husserl og Heidegger blev konfronteret med de mistænksomme modtænkere Marx, Nietszche og Freud. Den analystik-logiske angelsaksiske filosofi var ude af billedet.
I Buch-Jepsens interessante præsentation af Jacques Bouveresse skitseres en ny dagsorden. Bouveresse har gennem de sidste tyve år via sine bøger om Wittgenstein importeret angelsaksisk filosofi. Fremfor at kritisere metafysikken indefra vender Bouveresse blikket mod den hverdagslige sproglige praksis. Filosofi er ikke en generel og central indsigt i verden. Bouveresse hævder derimod: »Det er en aktivitet, som man først foretager på sig selv og som vedrører måden, hvorpå man ser verden.« Filosofi er en terapeutisk korrektion af fejlslutninger.
Bouveresse var en af de få intellektuelle, som støttede Sokals parodi på poststrukturalismen. Derridas dekonstruktion er ifølge Bouveresse skyggeboksning baseret på en overvurdering af metafysikken. Derrida hævder, at brugen af metafysiske begreber som subjekt og sandhed saboterer forsøget på at tænke udover metafysikken. De fører tilbage.
Grundlæggende mener Bouveresse, at det snarere drejer sig om at helbrede behovet for metafysik. Han insisterer ligesom Wittgenstein på at studere filosofiske begreber i brug i konkrete sprogspil og ikke ud fra historisk etablerede betydninger.
Det er samtidig en polemik mod Deleuze og Guattari, der definerer filosofisk aktivitet som begrebsdannelse. De tilskriver det enkelte begreb selvstændig værdi som begreb uafhængig af dets konkrete filosofiske funktion.

Døde og levende
Uffe Juul Jensen introducerer diskuterende sociologen Pierre Bourdieus filosofiske forfatterskab. Bourdieu kritiserer Descartes’ forestilling om isoleret subjekt, der ser verden udefra. Forestillingen om den synsvinkel er for Bourdieu en illusion. Med udgangspunkt i Wittgenstein og Austin påpeger Bourdieu, at også filosoffen er indlejret i sociale omstændigheder, der konstituerer en praksis i verden. Bourdieu bruger den angelsaksiske filosofi til at forankre tænkningen i den livsverden, som Houellebecq efterlyste hos poststrukturalististerne.
Alain Badiou udlægges i hele to tekster, der hver især er glimrende. Han afviser den angelsaksiske filosofi med henvisning til Heideggers modstilling af sandhed og vished. Den logiske-analytiske filosofi reducerer sandhed til vished, der viser sig som modsætning til det falske. Et korrekt udregnet facit. Sandheden er for Badiou noget helt andet. Den er en åbenbaring, et indbrud i vores vished. Han ser ikke behov for at overvinde metafysikken. Tvætrimod; filosofien skal fortsætte historien. Den skal udvide sig mod det uudsigelige.
Temaer i nyere fransk filosofi er ikke struktureret omkring én generation af filosoffer. Den afdækker en aktuel og historisk horisont for fransk tænkning. De nævnte nulevende tænkere indtroduceres side og side med seks afdøde: Deleuze, Foucault, Bachelard, René Thom, Althusser og Lacan.
Det åbner for en dialog, hvor velkendte tanker sættes i spil med nye tendenser. Foucaults opgør med subjektet udlægges således af Espen Schaaning som et opgør med alle centralperspektiver i bestemt ental: Tidsånden, historien, fornuften etc. Foucault foreslår i stedet en undersøgelse af praksis inden for hver enkelt diskurs, der ligner Wittgensteins forestilling om sideordnede sprogspil.
Temaer i nyere fransk filosofi viser at Putnam måske fik ret, da han foreslog Wittgenstein som mulig bro mellem det tyvende århundredes filosfiske modpoler: Angelsaksisk og kontinental filosfi.

*Jesper Myryp red: Temaer i nyere fransk filosofi. 268 s., 248 kr. Philosophia

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu