Læsetid: 12 min.

3.000 kilometer asfalteret americana

En rejse ad Route 66, Amerikas Hovedvej. En spektakulær rest fra bilismens barndom og en falmende souvenirbutik, indhyldet i benzinos og nostalgiske drømme
11. august 2001

Over there (II)
Det startede med en drøm. En drøm om at binde det amerikanske kontinent sammen. Med én vej. Én lang landevej, fra Chicago til Los Angeles. Gennem tre tidszoner og otte stater. Over flad prærie, på tværs af Midtvestens store kornkammer og ind mellem Rocky Mountains’ stejle klippesider. Gennem oliefelter, indianerterritorier og ørken. Fra storby til storby, fra amt til amt, fra flække til flække. Fra de tætbefolkede egne i nordøst til Stillehavskysten i sydvest. En storslået vision, født ud af de brølende 20’eres fremskridtstro og bakket op af en hastigt ekspanderende bilindustri. Og barnet havde et navn: Route 66.
Amerikanerne elskede fra første færd deres veje og deres biler. Landet blev grundlagt på trangen til at bevæge sig, og da hestene i starten af det 20. århundrede blev erstattet af motoriserede køretøjer, var det naturligt, at vejene kom til at spille en central rolle i kulturen og mytologien. I sange, litteratur, film, populærkultur. Og i bevidstheden hos et folk, der takket være bedre biler og stigende velstand blev mobile og dermed i ferierne, eller af ren og skær rastløshed, kunne bevæge sig omkring, langt uden for hjemegnen, over statsgrænser og til fremmede dele af det store land. Med biler og gode veje åbnede Amerika sig på en helt ny måde for den menige amerikaner.
De mest romantiske forestillinger om bilisme knytter sig til Route 66. Den hovedvej, der kom til at binde landet sammen, inden netværket af Interstate-motorveje gjorde de gamle hovedveje til backroads. Bobby Troup udødeliggjorde vejen i sangen fra 1946 om at »få sine kicks på Route 66«. Jack Kerouac genoplivede ti år efter opmærksomheden på småbyernes Amerika i romanen Vejene (1957). Og længe inden da havde John Steinbeck i Vredens druer (1939) sendt sin tørkeramte Joad-familie vestpå ad samme Route 66:
»Hovedvej nr. 66 er den vej, hvor det store træk går. Nr. 66, det lange asfaltbånd hen over landet, der bølger sagteligt op og ned på landkortet, fra Mississippi til Bakersfield. (...) Nr. 66 er flugtens hærvej, ad den kommer folk, der flygter for støv og nedgangstider, for traktorernes drøn og deres selvejes ruin, folk, der flygter for ørkenens langsomme invasion nordpå, for de farende vinde, der kommer hylende op fra Texas, for oversvømmelserne, der ikke bringer jorden nogen rigdom, men stjæler den smule, der er. For alle de ting flygter menneskene, og de kommer ud på nr. 66 fra sideveje, fra biveje, fra opkørte markveje, der er som bifloder til moderfloden. Nr. 66 er moderfloden, flugtens hærvej.«
Hovedvejene – og især Route 66 – kom i mellemkrigstiden til at repræsentere en kultur, som nu stort set er forsvundet. Moteller, caféer, butikker, benzintanke, autoværksteder. Et helt liv, der var bygget op omkring handlen langs vejene. Små samfund, der blomstrede op med den tiltagende trafik, og som sank tilbage i en søvnig dvaletilstand, da motorvejene kom til. Tilbage er minderne og de rustne motelskilte, der hænger i vinden og knirker deres fortvivlelse over, at bilisterne har fundet andre græsgange.
Som grundlæggeren af Route 66 Association, Tom Snyder, har formuleret det: »Et stop ved en hvilken som helst lille by langs den gamle Route 66 vil minde én om, at livet begynder ved afkørselsrampen. Når man kommer væk fra hovedfærdselsårerne, kan man stadig bestille et stykke tærte hos den, der bagte den, man kan stadig få byttepengene i hånden fra forretningens ejer, og man kan stadig opleve en lille stund, hvor mennesker bekymrer sig om hinanden, langt hjemmefra.«
Det er præcis denne følelse, turistindustrien omkring Route 66 lever af.

Vi nærmer os Route 66 efter at have forladt et andet stykke amerikansk kultur, Las Vegas. Fra spillebyen triller vi ned ad Highway 93 mod Kingman, Arizona. Det meste ad vejen har vi ude til den ene side solnedgangen hængende over ørkenen som en forførende cinemascope-film. Ind imellem forsvinder ildkuglen ned bag en silhouet af en bjergkam og efterlader horisonten som et takket papirklip på en baggrund af røde, lilla, violette, gule og orange nuancer. Skyerne ligger som dramatiske strukturer hen over horisonten og fanger det rødlige lys på deres bløde undersider. De står helt stille som nøje tilrettelagte objekter i himmelrummet over os. I Europa er vi vant til, at himlen virker større end landskabet. Her passer himmel og landskab sammen, de er i samme skala. Telegrafpælene glider roligt forbi bilens ruder med solnedgangshimlen som baggrund. Hastigheden mærkes ikke, fordi landskabet er så stort. Hvis man stikker hånden ud gennem en sprække i vinduet, føles luften lun og fløjlsagtig mod huden.
Det er langt fra hele Route 66, der eksisterer i dag. Lange passager er for længst smuldret bort i ørkensandet eller erstattet af motorveje. Men specielt i Arizona og New Mexico holdes stumper af den gamle vej ved lige, og langs dem finder man en blanding af ruiner efter landevejens velmagtsdage og ansatserne til en turistindustri, der aldrig rigtig har fået fat. Sine steder et aparte miks. Som i Holbrook lidt længere fremme ad vejen, i det østlige Arizona, hvor Route 66-nostalgien får frit løb i en række originale påfund, mest bizart Wigwam Motel, hvor gæsterne sover i cementhytter formet som indianertelte – med indlagt bad og aircondition.
Ved Kingman drejer vi ud på en strækning af den oprindelige Route 66, et loop på godt hundrede kilometer, der igen møder motorvejen ved Seligman. Første stop er Old Route 66 Visitor Center i Hackberry, en lille flække, der nærmest kun består af den excentriske kunstner Robert Waldmires bolig og forretning. Waldmires medhjælper – en autentisk Okie, som taget ud af Vredens druer – viser os rundt i de lavloftede lokaler, et museum fyldt med Route 66-memorabilia. Rummene er pakket fra gulv til loft med nips, souvenirs, postkort, objekter, bøger, tidsskrifter (Route 66 News) samt Waldmires egne idiosynkratiske frembringelser: Tegnede fremstillinger af Route 66’s historie, overskriblede og detaljefyldte. Assistenten fortæller de nyankomne om Waldmires kunst. Han var fire år om at tegne et hæfte om Route 66’s historie. For tiden arbejder han på at oprette en mindestue for sin far, Edwin Waldmire, lænestolsfilosof og opfinder af the corn dog!? På disken ligger kassettebånd med sange om den historiske landevej, og postkortstativet bugner af Waldmires håndtegnede kort. Skulle sulten melde sig, er der inspiration at hente i en hyldemeter kogebøger med opskrifter på autentiske Route 66-retter.

Route 66 fik sit navn i 1926, samme år som Henry Ford ændrede livet i USA ved at lancere en ny og billigere biltype. Allerede i 1800-tallet havde der været folkelige ønsker om bedre veje. Disse behov blev i nogen grad opfyldt af jernbanerne, men fra det øjeblik, hvor Fords biler begyndte at rulle ud fra samlebåndene, vendte kravet om bedre veje tilbage med fornyet styrke, og politikerne var ikke sene til at indse, at bilisterne snart ville komme til at udgøre en betragtelig vælgerskare. Bilerne ændrede folks hverdag. Farmere var ikke længere isolerede hillbillies, arbejdskraften blev mobil, og de fleste amerikanere fik et større kendskab til andre egne af deres land. Bilister blev en politisk magtfaktor.
Forud for åbningen af Route 66 lå Federal Aid Road Act, vedtaget allerede i 1916. Loven sikrede, at føderale midler ville blive stillet til rådighed med henblik på at bygge veje ude i staterne. Målet var at sætte gang i vejbyggeriet over hele landet. I 1921 vedtog Kongressen en ny lov, Federal Highway Act, og målet var nu eksplicit at bygge et system af forbundne hovedveje på tværs af staternes grænser. Kongressen lod de enkelte stater vide, at hvis man ville have del i de føderale midler, skulle man bygge mindst syv procent af sine veje som nationale hovedveje. Det blev starten til det landsdækkende netværk af hovedveje.
En af de mest engagerede fortalere for udviklingen var Cyrus Stevens Avery, senere kendt som The Father of Route 66. Avery var en kendt figur i Oklahomas politiske og økonomiske liv. Han var primus motor i statens olieboom og engagerede sig aktivt i vejbyggeri. I 1921 blev han valgt til præsident for The Associated Highways Associations of America og fik dermed stor indflydelse på gennemførelsen af Kongressens planer om et nationalt vejnet. Samtidig var han medlem af The American Assocation of State Highway Officials, og ved denne forenings årlige møde i San Francisco i 1924 traf man de endelige beslutninger omkring de føderale hovedvejes fremtid. Avery blev udpeget som konsulent for den plan, der hed United States Highway System, hvilket betød, at han skulle udstikke projektets overordnede retningslinjer.
Da der skulle vælges rute for en hovedfærdselsåre mellem Øst og Vest, valgte Avery at gå uden om det gamle Santa Fe trail og besluttede sig i stedet for en linje, der gik diagonalt fra nordøst til sydvest. Samtidig blev det vedtaget, at veje, der gik øst-vest skulle have lige numre, mens nord-syd veje skulle have ulige. Det blev også besluttet, at større veje skulle have numre, der var mindre end 100, og at de vigtigste veje skulle have runde tal: 10, 20, 30, 40... Da projektet blev annonceret offentligt i 1926, var godt 800 miles asfalteret. De resterende 1.648 miles var på lange strækninger blot belagt med jord eller småsten. Nogle steder bestod belægningen sågar af træplanker. Først i 1937 lå hele vejen færdig.
I dag er Route 66 – eller resterne af den – en 3.000 kilometer lang souvenir. Amerikas svar på den Kinesiske Mur eller den Transsibiriske Jernbane. Et monument over menneskets drømme, behov og formåen.

Fra Hackberry fortsætter vi østpå, parallelt med Colorado-floden og Grand Canyon, der snor sig nord for Route 66. Efter et langt øde stræk kommer vi til Truxton, hjembyen for et af de mest berømte steder på ruten: Frontier Motel Restaurant & Café. Truxton er en af de yngre byer på Route 66. Den blev grundlagt i 1951 af D.J. Dilts, som håbede på at skumme fløden af den stadigt stigende strøm af turister til Grand Canyon. Sådan kom det ikke til at gå, omend Truxton i slutningen af 50’erne oplevede nogle travle år, hvor ejeren af Frontier Café – Ray Parker - holdt åbent døgnet rundt.
Tiderne har ændret sig, men det er stadig Ray Parkers familie, der driver Frontier Café. Rygterne siger, at køkkenet præsterer noget af den mest autentiske og velsmagende mad på hele Route 66. Alligevel er parkeringspladsen gabende tom, da vi svinger op foran neonskiltet. Indenfor er vi de eneste gæster bortset fra en gammel mand, der lurer lidt på os, inden han kommer hen og slår sig ned ved vores bord. Han viser sig at høre til stedet. Kan det virkelig være den gamle Ray Parker? Nej, Ray døde for ti år siden, og manden præsenterer sig som hans stedfar, Alvin Beyers. Han er et stykke oppe i halvfemserne og forbløffende frisk af sin alder. Bortset fra at han konstant må tørre dryp af næsetippen og med mellemrum må op at stå for at få blodet til at cirkulere i benene, synes han ikke at fejle noget.
En kvinde med gråt, fedtet hår, omgivet af en aura af friture, kommer og tager vores bestilling. Vi bestemmer os for omelet med ost og tomat.
»Det er Mildred,« siger Alvin og sætter sig igen. »Rays kone.«
Så begynder han at tale om sit liv, lidt ligesom en gammel cirkushest, der knirkende går i gang med sit nummer, når publikum indfinder sig. Alvin – halvt indianer, halvt irer – har boet i Truxton i over 40 år. Han er født i Cherokee Nation i 1907, inden Oklahoma blev en amerikansk stat. I 30’erne kom han til Arizona for at arbejde ved de store dæmningsprojekter. Da jobbet var færdigt, blev han hængende, fordi han så muligheder i trafikken langs Route 66. Sammen med sin bror investerede han i et par kranvogne, og frem til starten af 50’erne var de travlt beskæftigede med at fragte havarerede biler til nærmeste værksted. Da Dilts grundlagde Truxton, åbnede Alvin en spiritusbutik i det lille smørhul. Det faldt dog ikke i god jord. Landevejsmyndighederne protesterede imod, at han først lod bilisterne kigge dybt i flasken og siden hentede deres bilvrag med sin kranvogn. Han blev tvunget til at vælge.
Mens vi taler, manøvrerer en tudsegammel kone sig frem bag disken, støttet til et gangstativ. Med slow motion-bevægelser får hun sig anbragt i en af båsene, hvor hun sidder og stirrer ud på den tomme landevej. Hun er gennemsigtig som et spøgelse.
»Det er min kone,« siger Alvin. »Vi har været gift i 70 år.«
Da vi har fortæret omeletterne – velsmagende, i øvrigt – takker vi for snakken og rejser os for at komme videre. I døren på vej ud støder vi ind i to mænd i 40-års alderen. De er begge i sorte jeans, t-shirt og cowboystøvler, begge har en rød klud bundet om panden, og begge har et ordentligt skydejern anbragt i et læderhylster fæstnet til bæltet. Lidt overrumplede spørger vi Alvin, der er kommet med ud for at tage afsked, om det er tilladt at gå bevæbnet i Arizona.
»Det er det,« siger han, »så længe man bærer våbnet synligt.«
Gennem ruden kan vi se, at den ene af mændene er sprunget om bag disken, hvor han er i færd med at skænke kaffe til sig selv og makkeren. Vi spørger, om der kommer mange af den slags på caféen. Det gør der ikke, siger Alvin. Til gengæld havde han forleden besøg af et tv-hold fra Sverige. Journalisten vidste ikke, hvad en frontier var. Så det måtte Alvin forklare ham.

Næsten alle amerikanere har på et eller andet tidspunkt i deres liv kørt på Route 66. I sine velmagtsdage var vejen befærdet af horder af turister, som blandede sig med en broget skare af countrymusikere, handelsrejsende, forfattere, servitricer, tankpassere, forretningsdrivende, motelportierer, truckere, automekanikere, hustlere og blaffere. Og en af hemmelighederne bag nostalgien omkring Route 66 er måske, at man på den gamle hovedvej mærkede forskellighederne mellem landsdele og stater. Med de nye motorveje slog ensartetheden, standardiseringen og kædeforretningerne igennem. Vejen er således kommet til at stå som et symbol på et Amerika, som mange nu drømmer om, før alting blev sterilt og anonymt, dengang der var rigtige butikker, ingen diet cokes, og det var ufarligt at blaffe. Når amerikanerne tænker på Route 66, tænker de på et mere uskyldigt USA. De tænker på fugleskræmsler, harmløse vagabonder og fregnede børn, der sælger limonade fra boder i vejkanten. De tænker på eventyr, rejser og drømme om en bedre fremtid. De tænker på en svunden tid, et tabt land.
Jo længere vi kører ad Route 66, jo mere har vi fornemmelsen af at forsvinde ind i en fiktion, et drømmesyn. I det østlige Arizona tager vi en afstikker op gennem Navajo-indianernes reservat og vågner brat op ved det triste syn af trailerhjem, rustne pick-ups og luvslidte hunde, der snuser omkring bag de endeløse hegn, som markerer afstanden mellem efterkommerne af Nordamerikas oprindelige befolkning og den kultur, der producerede Route 66.
Men snart er vi atter tilbage i fortidens fatamorgana. Umiddelbart efter at have passeret grænsen til New Mexico, kører vi ind i Gallup, ifølge rygtet mere et mareridt end en ønskedrøm. Lastbilchauffører gav på et tidspunkt byen tilnavnet Drunk City på grund af de mange stangstive indianere, der sværmede omkring barer og spiritusforretninger. Et problem af så voldsomme dimensioner, at Mother Theresa placerede byen på sin liste over »forsaken places in the world«.
Alt dette er imidlertid glemt, når man tjekker ind på Hotel El Rancho, i Route 66’s storhedstid mange Hollywood-stjerners refugium i Sydvesten. El Rancho blev startet i 1937 af filmpioneren D.W. Griffiths bror, og i en årrække var gæstebogen spækket med navne som Ronald Reagan, Spencer Tracy, Katherine Hepburn og Kirk Douglas. Det overdådigt udstyrede hotel var stedet, hvor man boede, når man indspillede westerns i området. Men da Hollywood i 50’erne begyndte at satse på andre genrer, og celluloidens cowboys fadede ud, styrede El Rancho mod afgrunden. En nedtur, der fortsatte, indtil stedet blev overtaget af indianeren Armand Ortega, som satsede på nostalgituristerne og førte hovedbygningen tilbage til fordums kitschede grandeur.
Dér sidder vi så, over hver sin John Wayne (en halvandet punds burger med guacamole), og funderer over, om det mon er et tilfælde, at Amerikas Hovedvej, det lokale topmål af autenticitet, ude ved Stillehavet slutter i Anaheim, hjemstedet for Disneyland. Det ligner en tanke.

*Dette er den anden i en række artikler fra USA af Lars Movin. Den første blev bragt 28.-29 juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu