Læsetid: 5 min.

Åh, at skifte køn

’Jeg ville helst være Oscar Wilde’, siger en af Canadas mest spændende forfattere, Anne Carson, der har optrådt på den københavnske lyrikfestival
18. august 2001

Litteratur
Canadieren Anne Carson er klassisk filolog og moderne forfatter. Det produktive kryds mellem fjern oldtid og endnu ikke defineret samtid fungerer som udgangspunkt for Carsons fiktioner. Hun skyder en platform ind mellem forfatter og fortælling. Som i en akademisk, historisk afhandling introduceres de oldgræske poeter Mimnermos og Stesichoros som fortællere i såvel Vandveje som Selvbiografi i rødt, der begge udkom på dansk i sidste uge.
Men fiktionerne finder sted i det tyvende århundrede og fortællingerne skrider ud. De antikke fortællere udsættes for terapeutiske interviewsamtaler. Eller de ender blandt cigaretrygende, fluekneppende franske filosoffer til en kongres om Martin Heidegger i Perugia.
»Jeg oplever ikke nogen afgørende forskel på fiktion og historieskrivning. Og folk spørger mig altid: ’Hvorfor er det ikke et problem?‘. Som akademiker forventes man at have en kategori for historie, som har sin egen sandhedværdi. Men jeg har aldrig været nogen særligt dygtig akademiker. For mit vedkommende blev den kategori hurtigt forurenet af impulser fra den anden side af det akademiske. Det er lidt rodet, men jeg er glad for den forurening. Så jeg holder fast i den. Det er to forskellige terræner, der mødes og blandes, og det virker frugtbart for mig.«
»På oldgræsk betyder historie det samme som at stille spørgsmål, og her kan man forene det akademiske og litterære projekt.«
Der er i Vandveje essays og pilgrimsvandringer og citater og digte og et afsnit, der hedder Vandkanter: et essay om svømning af min bror. Skrevet som gensidig forurening mellem reale hændelser og virkelig fantasi.
»Det er som regel svært for folk at skelne mellem det fiktive og det reale niveau i mine bøger. Psykoanalytikeren fra Vandveje hedder Mos, og han er en virkelig person. Til gengæld er der mange citater fra kinesisk og japansk filosofi, som jeg selv har fundet på. Det kan jeg selvfølgelig kun gøre, fordi jeg skriver i en vestlig kontekst, hvor man ikke er fortrolig med asiatisk kultur. Jeg kunne jo ikke fabrikere Shakespeare-citater.«

Selv opløst i vand
Egentlig havde Anne Carson sagt pænt nej tak til at komme til København og deltage i lyrikfestivalen In the making. Men så hørte hun om en usædvanlig attraktion: DGI-byens runde svømmebassin, hvor man kan bryde svømningens sædvanlige linie ved at svømme i cirkler. Og så kom Carson alligevel.
»Jeg svømmer hver dag, og jeg elsker vand. Det føles rigtigt for mig at være i vand. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg vil gætte på, det er fordi, man ikke længere er et partikulært ’jeg‘, når man er i vandet. Man er bare et ’noget‘, der bevæger sig, en bevægende og bevægelig størrelse.«
»I en paneldiskussion i går, hørte jeg Jørgen Sonne tale om at slippe af med sit selv. Og så kan man høre, hvor selvoptaget det projekt i virkeligheden er. I den vestlige kultur finder opgøret med selvet som regel sted som et personligt projekt. Vi har trosretninger og kristne mystikere, som har skabt en identitet gennem deres forsøg på at frigøre sig fra selvet.«
»Da jeg skrev Vandveje, var jeg selv en del af det projekt. Det var en fase, hvor jeg betragtede selvet som en konstruktion. Men det bliver sværere at tro på, jo ældre man bliver. For man bliver ved med at foretage valg, der ligner dem, man allerede har foretaget og det etablerer efterhånden et paradigme for én.«
»Jeg forbinder paradigmet med vores behov for at skabe sammenhæng i vores meninger og holdninger. Og det kan være problematisk. Hvis man kommer til at kende sine tanker, holder man op med at tænke. Så kan det være nødvendigt at bryde billedet op. «
– Hvordan?
»Når jeg underviser, forsøger jeg altid på vej ind i undervisningslokalet at glemme, hvad jeg selv mener. Så bliver jeg nødt til at tænke det igen, og det er langt mere inspirerende for mine studerende.«
»Det at undervise på akademisk niveau kræver modstand mod kontinuitet. Det er en modstand, jeg værdsætter. Man kan sammenlige det med springet ned i en swimming pool: Man bliver nødt til at gøre det igen. Man træder ind i fremmede bevidstheder.«

Psykoterapi
De nævnte interviewpassager i Carsons to oversatte bøger ironiserer over den kun alt for menneskelige tendens til at spørge efter definitive svar. Men Carsons grækere svarer ved at vende dialogens positioner. Intervieweren i Vandveje reagerer på et af Mimnermos svar: » Det var da en besynderlig ting at sige, er du nogen sinde blevet psykoanalyseret«. Og Mimnermos svarer: »Ikke så vidt jeg ved, hvorfor spørger du?«
Carson forklarer sin brug af interviews:
»For mig handler interviews om at skabe historie, og psykoanalysen er et af de steder, hvor vi søger efter svar som del i det der helt overordnede projekt om at finde frem til selvet, og det handler dybest set om at skrive historie.«
– Men sprogbrug kan fungere terapeutisk?
»Det er ikke nogen orginal idé, men jeg er til stadighed overrasket over den forandring, som sprog påfører smerte. Det at udtrykke noget med sprog, ændrer det indre i en person. Og det gælder for de fleste. Men jeg er også optaget af sprogets evne at bryde igennem og skabe åbenheder. Terapeutisk bruger vi sproget til at hele vores sår, hvorimod litteraturen åbner sårene.«

Oscar Wilde
– Vi har talt om konstruktionen af selvet. En anden central konstruktion er kønnet?
»Jeg ved ikke selv, hvilket køn jeg er. Da jeg var yngre, ville jeg være Oscar Wilde. Hvad køn det så end er. Jeg tror egentlig mest, det var en reaktion mod de begrænsninger, der lå i at være kvinde. Jeg ville ikke være mand i den forstand, at jeg identificerede mig med den mandlige funktionær eller sværvægtsbokser.«
»Da jeg i 1979 begyndte at undervise på Princeton, var stedet dominerede af mandlige idealer, selvom kønsfordelingen var nogenlunde lige. Dengang havde jeg hverken kræfter eller mod til at gå imod det som feministisk pionér. Det var nemmere for mig at gå med slips og jakke hver dag. Det gjorde jeg så og fik en slags neutral position. Det var en praktisk måde at klare sig i det klassisk filologiske miljø på. I otte år underviste jeg på Princeton i jakke og slips, indtil jeg blev ældre og tænkte: ’Hvorfor skal jeg hele tiden være så fast defineret? Hvorfor kan jeg ikke flyde lidt ud?’ Jeg opdagede, at jeg ikke havde fået et andet køn. At jeg var blevet neutrum, intetkøn.«
– Hvad gjorde du så?
»Problemet er, at tiden arbejder mod én. Som midaldrende kvinde på vej til at blive gammel, har man ikke længere den samme frihed til at eksperimentere. Selvom man kan have brug for det. Når man bliver ældre, har man brug for en eller anden form for selvbevidsthed. Og det er svært at finde. I den bedste af alle tænkelige verdener kunne man skifte køn hver dag. Det ville være fint.

*Mere på www.inthemaking.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu