Læsetid: 5 min.

Aber, mennesker og rettigheder

30 års forskning i abers bevidsthed har vist, at de ikke deler vores selvbevidsthed. Derfor kan det forsvares stadig at bruge dem som forsøgsdyr
27. august 2001

Kommentar
Sølle en procent forskel i DNA adskiller mennesket fra vores tætteste slægtning – chimpansen. Det ’Store Abe-projekt’ argumenterer for, at når forskellen på mennesker og andre store aber (chimpanser, bonoboer, gorillaer og orangutanger) er så lille, bør de store aber også omfattes af de basale menneskerettigheder. Projektet går ud på, at få FN til at vedtage en erklæring om menneskeabers rettigheder, der skal forhindre, at man bruger dem til forsøg.
De, der støtter Det Store Abe-projekt, peger på den psykologiske lighed mellem menneskeaber og os selv – menneskeaber, siger de, er bevidste om sig selv. Som en konsekvens af selvbevidstheden må de store aber lide under fangenskab på nærmest samme måde som mennesker.

Medicinsk forskning
Dette er ikke blot en abstrakt debat. Alene i USA findes der 1.600 chimpanser, der udelukkende bruges til biomedicinske forskning og som dermed spiller en central rolle i undersøgelser af mange forskellige sygdomme. Det vigtigste eksempel er måske leversygdomme. Forskning, hvor man brugte chimpanser, ledte frem til vaccinen imod hepatitis B. Nærmest halvdelen af klodens befolkning er i højrisiko for at pådrage sig denne virus. Chimpanser har også været vigtige i undersøgelser af hepatitis C.
Men hepatitis er blot den sygdom, der står øverst på dagsordenen. Aids er et andet eksempel eftersom chimpanser er den eneste race ud over mennesket, der kan smittes med HIV. Chimpanser hjælper også videnskabsmænd i kampen mod andre sundhedsproblemer, deriblandt spongiform encephalitis (kogalskab), malaria, cystisk fibrose m.fl.
Eftersom menneskeaber ligner os, er de velegnede til forsøg omkring mange af de sygdomme, der ligger til grund for menneskelige lidelser. Er det netop denne lighed, der gør det svært at forsvare de biomedicinske forsøg rent etisk?

Sprogforståelse
En af grundene til et sådan ræsonnement er, at man mener, at de store menneskeabers hjerner minder meget om vores, eftersom nogle af dyrene har kunnet lære tegnsprog. Men tredive års forskning i chimpansers og bonoboers evne til at kommunikere ved hjælp af tegnsprog, har kun vist få overbevisende eksempler på noget, der bare tilnærmelsesvis minder om et menneskeligt sprog. Alle disse forsøg viste, at dyrets ordforråd udviklede sig langsomt, og aldrig nåede op på mere end et par hundrede tegn (cirka to ugers arbejde for en normal to-årig dreng). Chimpansers ytringer bestod sjældent af mere end et eller to tegn – hvilket gjorde al snak om grammatik eller syntaks temmelig malplaceret.
Senere rapporter, der kommer ind på abe-sprogforståelse, er for eksempel den, der handler om en bonobo ved navn Kanzi, hvis sproglige formåen rakte ud over den, som man havde konstateret i tidligere tegnsprogs-undersøgelser af chimpanser. En kritisk test af Kanzis forståelse af sætningsstrukturer som indbefattede, at man bad ham reagere på en opfordring i stil med »Vil du være så venlig at bære dette strå?«
Selvfølgelig tager Kanzi strået op. Men selv om man ved hjælp af sproglige kundskaber måske havde kunnet forstå sætningens rette mening, ville også omstændighederne kunne gøre den ønskede handling tydelig, (forudsat at Kanzi ved hvad ordene ’bære’ og ’strå’ henviser til). Når alt kommer til alt kan en chimpanse jo bære et strå, mens et strå ikke kan bære en chimpanse.

Selvbevidsthed
En anden tydelig belysning af menneskeabers selvbevidsthed stammer fra såkaldte spejltest. Mens subjektet er bedøvet, placerer den, der står for forsøget, en farveplet uden lugt eller smag på dyrets pande eller øre. Under opvågning viser man dyret et spejl. Vil det gå op for dyret, at farvepletten er på hans eget ansigt? Hvis dyret oftere berører farvepletten med et spejl foran sig end uden, må svaret siges at være ja.
Det er nu alment accepteret at chimpanser, bonoboer og orangutanger kan genkende sig selv i spejle. De fleste andre dyrearter (deriblandt fisk, hunde, katte, elefanter og papegøjer) reagerer enten overhovedet ikke på synet af sig selv i spejlet, eller også reagerer de som om, det er et andet dyr, de ser. Problemet med at benytte sig af spejltest for at belyse spørgsmålet om genkendelse ligger ikke i resultatet – det er tydeligt at menneskeaber genkender sig selv i spejle – men i fortolkningen.
Hvorfor sætte genkendelse lig med selvbevidsthed? Nogle mennesker kan ikke genkende sig selv i spejle (for eksempel blinde), men ingen beskylder dem af den grund for ikke at være bevidste om sig selv. Autistiske børns selvbevidsthed er hæmmet. Men autister udvikler evnen til at genkende sig selv i spejle på samme måde som normale børn. Så tests om genkendelse i spejle siger måske nok noget om, hvordan dyr ser deres egne kroppe, men ikke noget om deres selvbevidsthed.

Find maden
Det sidste indlysende bevis på selvbevidsthed hos menneskeaber stammer fra noget, der kaldes ’cognitive perspective taking’. En chimpanse ser én dyrepasser putte mad i en ud af fire kopper. Chimpansen ved, at kopperne er der, men kan ikke se, hvor maden kommer hen. En anden dyrepasser, som så, hvor maden kom hen (’den vidende’), peger på den med kop med mad i. En tredje dyrepasser, som ikke har set, hvor maden kom hen (’gætteren’) peger på en anden kop. En chimpanse – eller et barn – som er klar over, at andre har hjerne, kan hurtigt lære at sætte pris på, at én dyrepasser ved, hvor maden er gemt og en anden ikke. Derfor ville det dyr for at få sin mad udvælge en kop som ’den vidende’ har peget på.
Chimpanserne endte ud med at vælge koppen med mad, men det krævede hundredevis af træningsforsøg, før de konsekvent kunne træffe det rette valg.
Dette mønster på langsom indlæring minder mere om måden, hvorpå alle dyr er i stand til at finde frem til, hvor maden bliver gemt, og fortæller ikke noget om, at dyrene opfatter deres dyrepassere som mennesker med hjerner.

Tankeløse
I eksperimenter, der er blevet foretaget for nylig, fik en chimpanse valget imellem at bede om mad fra en person, der kunne se forskellig slags mad, og fra en person med bind for øjnene. Til eksperimentators store overraskelse ville chimpansen umiddelbart lige så gerne nærme sig den dyrepasser, der ikke kunne se maden.
Med nok erfaring kunne chimpansen lære kun at spørge den person, der kunne se det hele.
De viste ikke nogen umiddelbar forståelse af, at det, ikke at kunne se, skulle kunne diskvalificere en person fra at uddele snacks.
Der er meget lidt, der tyder på, at aber er bevidste om andres hjerner, og endnu mindre, der peger på, at de er bevidste om deres tanker. Store menneskeaber er måske kun en procent DNA væk fra os, men vores psykologi er ikke den samme.
De deler ikke vores selvbevidsthed, og de bør heller ikke få del i vores menneskerettigheder.

*Clive D. Wynne er lektor i psykologi på University of Western Australia. Copyright: Project Syndicate og Information

*Oversat af Gitte Lyngby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu