Læsetid: 3 min.

Æstetik dominerer sportskunst

Man kan selv spille med, når OTTO spørger, hvad kunst og sport har med hinanden at gøre
1. august 2001

Udstilling
»Åh, ikke endnu en af disse julelege« var min første tanke, da det blev klart, at man for at se udstillingen skulle smide sommersandalerne og trække i et par tennissokker, før man kunne træde ind i en tom idrætshal. Horror vacui. Hvor er kunsten? Jeg føler mig temmelig uvant på disse sportsligt bonede gulve, hvor 17 yngre kunstnere udstiller værker der handler om sport: Kult, leg og præstationer, men også æstetik. Sporten bliver gennem kunsten abstrakt.
Udstillingen er arrangeret af OTTO, der for tiden består af Lone Bank, Eske Kath og Marie Rømer Westh. OTTO har siden 1997 fungeret som mobilt udstillingsforum og udgav tidligere i år bogen REOL. Bogen er kurateret som en udstilling med inviterede gæstekunstnere, der har ydet bidrag til de 220 billedrige sider. REOL præsenterer OTTO’s udstillingserfaringer fra f.eks. butikslokaler, kaffesalon, pakhus, byrum, nettet og traditionelle udstillingssteder – og nu kan de altså føje ’idrætshal’ til listen.
Hvad finder man i Idrættens Hus? Jesper Fabricius har med blodrødt blæk opridset forskellige spils baneaftegninger. I to videoer af
Jeannette Ehlers er henholdsvis skiløber og fodboldspillere reduceret til lydløse skygger i bevægelse. Akten er destilleret til det minimale så scenen virker absurd. Jonathan Monk har på lignende vis forskubbet fokus i sine avisudklip af fodboldspillere i heftig aktion, men hvor bolden er klippet ud og erstattet med et andet stykke fra fotoet. De store anstrengelser virker derfor som parodier på spillets alvor. Men hverken hos Ehlers eller Monk sker forskydningen på nævneværdig æstetisk vis (som man har kunnet se det ved værker af Gabriel Orozco).

Æstetik og komik?
Det æstetiske er derimod dominerende i flere andre værker, eksempelvis Tanja Raus sportsrekvisitter som tivolikulørte papmodeller. En pokal, medaljer, pointkort til dommerne og en skammel som skeletkonstruktion uden plateauer, hvor ingen derfor kan trone frem. Altsammen i utilpassede skalaforhold. Jason Dodges plakater med selvkonstruerede logoer for konkurrencer i tennis og biathlon – hvor man står på ski og skyder! – var ligeledes visuelt gennemførte.
Det komiske kom frem ved Eske Kaths lydinstallation af to personers prusten under vedvarende armbøjninger. Og hvad er det egentlig det går ud på, denne sportslige præsteren? Lægger vi røgslør ud når vi hengiver os til sport, enten ved personlig aktiv deltagelse eller kollektiv passiv deltagelse – i stil med den tåge vi kan træde ind i ved kunstoplevelser?
Det er morsomt. Det er gode oplevelser. Måske er det også nyttige tanker. Noget, berettiger det. Jublen var i hvert fald stor hos de fire spillere til Marie Rømer Wesths memory, hvis kort lå på bridgebordets grønne filt. Memorykortenes billeder var, naturligvis, detaljefotos fra bla. idrætsanlægget. Igen et æstetisk værk, men her måtte man være med.
Det gælder også ved Jakob Rød og Michael Fischers installation uden for, hvor man i et telt kan svede i sommervarmen og løfte jern til energisk musik og kaste et par blikke i opslagsværket med overdrevent muskuløse typer. Af en eller anden grund fik det mig til at tænke på Peter Bonde og Jason Rhoades’ The Snowball, men alt minder jo om noget.
Øvrige deltagere på udstillingen er Jens Brink, Thomas Seest, Anders Bockelie og
Steven Mygind Pedersen, Kristofer Hultenberg og Michelle Grabner og Bratt Killam.

*SPORT, Idrætshuset, Gunnar Nu Hansens Plads 7. Åbent fra 13-17, søndag dog 12-14.Til den 5. aug., hvor der også er rundboldturnering kl. 14 (tilmelding postotto@yahoo.com)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her