Læsetid: 4 min.

Alheds blomstring

Fynbo-malerne var omgivet af kvindelige malertalenter, der i sjælden grad fik opbakning af deres kunstnermænd. På Johannes Larsen-museet ses den frodige vækst i deres billedkunst
4. august 2001

Kvindeminder
Det er de færreste kunstmuseer, hvor man begynder rundgangen i køkkenet, men i Kerteminde er rammen om Johannes Larsen og hans families kunstnerliv endnu summende af levet liv. Nok er de allesammen kommet på plancher i det store køkken og komfurer og kasseroller taget bort, men det blåmalede tekøkken angiver tonen af storfamilie og gæstfrihed. Madam Blå og det danske lertøj står fremme, og i køkkenskabet har man lommelærker og snapseglas.
Der er mange praktiske skuffer, skabe og anretterborde i passager, under trappen og i den røde spisestue med temaskinen i hjørnet og de spinkle rørflettede stole, som store danske digtere, komponister og malere har siddet i. Hvor har de været spinkle, de også! I dag ville ingen værtinde kunne anbringe et middagsselskab på så skrøbelige siddepladser.
Blandt de danske mindestuer er Villaen i Kerteminde det nærmeste, man kommer et museum over kernefamiliens liv i storhedstiden. Man celebrerer ikke blot den mandlige kunstner, men også hans ligeværdige hustru. Otto Gelsted, der en tid var huslærer for deres børn skrev nekrolog over Alhed Larsen i 1927 og husmor og kunstner får for en enkelt gangs skyld lige stor plads:
»I det store huskompleks paa Møllebakken var Alhed den styrende Haand. Altid brændende og i Aande. Altid oplagt og levende, fik hun hele den store Husholdning til at glide. Sit særlige Omraade havde hun i Drivhuset og Blomsterhaven... Saadan havde hun og Las delt Paradiset mellem sig – Johannes Larsen tog sig af Fuglene, Alhed af Blomsterne. Dejligt var Alheds Drivhus ved Siden af hendes Arbejdsrum ovre i ’Værkstedet’. Tropisk varm og fugtmættet var Luften, selv om Istapperne udenfor hang ned fra det grønmalede Glastag som lange grønne Skæg. Her plaskede Guldfiskene og rislede et Springvand under Orkideer og sjældne Kaktus, hvis straalende Kalke udaandede en bedøvende Duft...«

A Room of One’s Own
Man ser, at Alhed havde et arbejdsrum – det var ikke blot den malende mage, der kunne skabe kunst i Værkstedet. Den naturlige ligeværdighed, der fandtes i de fynske maleres ægteskaber har sit vidunderlige mindesmærke i Fritz Sybergs akvarellerede pennetegning En kunstnerfamilie, hvor Alhed maler, mens Las holder sin lille tissende søn frem over potten. Et korrelativ til mange enøjede undertrykkelseshistorier.
Alhed Warberg blev født i 1872 voksede op i godsforvalterboligen i det sydfynske grevskab Mucadell. Hun var den næstældste i en flok på otte, hvoraf de syv var piger - og omgivet af godsforvalterens tjenestefolk. Lærerinde, fuldmægtig, kokkepige, stuepige, barnepige, havemand og kusk sørgede for det nødvendige, men børnenes kost var øllebrød til morgen og fedtemadder og ost, når forældrene fik smørrebrød. Mor læser Dickens efter måltidet, mens pigerne strikker, indtil maleren Fritz Syberg dukker op i 1885. Han lærer fra sig, og Alhed tager til København for at få tegneundervisning hos sin onkel, billedhuggeren Ludvig Brandstrup. Men at få en svigersøn, der var maler, det var ikke forældredrømmen hos godsforvalteren på Erikshåb: Johannes Larsen siger senere, at ’kunstnere rangerede på denne tid i borgerlige kredse med en slags gøglere.’ De indbød ham ikke til at overnatte, så han måtte spadsere hjem til Kerteminde – 60 kilometer tværs over Fyn i sommernatten!
Til en anden datter skriver godsforvalter Warberg om de unges fremtidsudsigter: »Be går for tiden til tandlæge - jeg kan ikke begribe hvorfor, for hun kan da ikke vente at få noget at bide i, når hun bliver gift.«
Kunstskoler over hele Europa spyer kvindelige elever ud ved disse tider, og mange af dem udstiller på de respektable, akademiske saloner. Men så kom modernismen og fejede dem af bordet igen: Kunstneren blev revolutionær, grænseoverskridende, frem for alt maskulin – hovedeksempel Pablo Picasso. Alle de nette piger, man ser på fotografierne fra ateliererne i 1880’erne og 1890’erne går i glemmebogen, indtil popkunstens gennembrud i 1960’erne bragte en forestillende kunst på dagsordenen igen. Ganske få kvindelige kunstnere blev taget til nåde igen, Mary Cassatt og Helena Schjerfbeck eller Anna Ancher herhjemme fik deres andet gennembrud. Langsomt kom turen også til Alhed Larsen og Anna Syberg (søster til Peter Hansen), mens det forekommer somom de kvinder, der havde et langt og respekteret kunstnerliv i Danmark (Astrid Noack, Ebba Carstensen, Olivia Holm-Møller og Johannes Larsens søster Christine, gift Swane) endnu ikke får tilkendt den plads i kunsthistorien, der tilkommer dem.
Vokseværk
Alle danske kunstmuseer har vokseværk, og Johannes Larsen Museet er da også lige blevet udvidet med en endnu større tilbygning end den tidligere. Det er vældig kønt gjort af arkitekten Poul Ingemann, men den charmerende intime stemning i villaen bliver alligevel slået i stykker af museums- og særudstillingsrum. En del af de udstillede billeder af Kertemindekunstnere kan ikke bære de udsøgte omgivelsers kvalitetskrav, og det er også gået lidt for hurtigt med ophængningen, så det er ikke muligt at identificere alle de ophængte værker. Mindre havde været bedre. Det er netop hundrede år siden, Johannes og Alhed Larsen flyttede til Møllebakken i Kerteminde, hvilket museet mindes med særudstillingen Den store sommer – Et generationsmøde i kunsten. Her kan man lege en interessant leg om kønsroller i billedkunsten: Definér det specifikt mandlige/kvindelige i dette billede – vel at mærke før facitlisten er taget med på råd. For hvor feminine er Christine Swanes stramme landskabskompositioner, og hvor maskuline er Fritz Sybergs sitrende blomsterbilleder?

*Johannes Larsen Museet, Kerteminde. Særudstilling: Den store sommer - et generationsmøde i kunsten. Katalog med tekst af Erland Porsmose. 24 s. ill. Desuden: Kirsten Work Rasmussen: Alhed Larsen. Katalog til separatudstilling, J.L.Museet, 2000. 28 s. ill.

*En kunstnerfamilie – Alhed maler, Johannes Larsen holder sønnen Andreas ’Puf’ frem. Båxhult 1899. Johannes Larsen Museet, Kerteminde

*Dette er den tredje artikel i en serie, hvor Charlotte Christensen skriver om betydningsfulde kvinders steder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu