Læsetid: 1 min.

Amerikansk poesi

10. august 2001

Vidste De, at den store amerikanske lyriker Wallace Stevens engang fik en kajeryster af
Ernest Hemingway? Næppe. Eller at samme Hem. spillede tennis med Ezra Pound og prøvede at lære ham at bokse – uden større held? Lyrikere, det er sådan noget med langt hår og filipenser, ligblege åndsboller, som
ingen kan forstå. Men Walt Whitman svømmede faktisk frem og tilbage over Delaware-floden og kurerede derved sin egen tuberkulose. Nævnte Stevens var sejlsportsmand, og Archibald MacLeish fangede sværdfisk. Men de var selvfølgelig også allesammen amerikanere. Og det var først da T.S. Elliot kom til England, at han blev bankmand og from anglikaner, indtil da havde han været helt normal. Senere blev vildskaben et adelsmærke, og med The Beat
Generation forandrede digterne sig til bohemer og narkomaner og zenbuddhister. De har allesammen betydet meget for mig og gør det stadig. Plus en hel del andre, f.eks. Sylvia Plath og
Anne Sexton. Nu er hver anden amerikansk digter udruget på universitetskurser i creative writing og tælles i millionvis, de er ikke sådan at hitte rede i. Men jeg
læser hvad der står i The New Yorker af poesi, og må derfor anses for passé eller i det mindste som reaktionær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu