Læsetid: 6 min.

Asiens ældste demokrati vånder sig

Et halvt år efter folkeopstanden, der gjorde Gloria Macapagal-Arroyo til præsident for Filippinerne, står hun i problemer til halsen
22. august 2001

MANILA – Faldende valuta, et katastrofalt aktiemarked, en arresteret ekspræsident, gidseltagninger, der ingen ende tager og skræmte turister, der bliver væk, er kun nogle af de problemer, som sætter Filippinernes nye præsident, Gloria Macapagal-Arroyo, under pres.
Pesoen faldt onsdag i sidste uge til det laveste over for dollaren, siden hun kom til magten og tæt ved det laveste nogensinde. Manglende tro på fremtiden har stor indflydelse på økonomien, samtidig med, at Abu Sayyaf holder 21 turister som gidsler på den sydlige ø Basilan på snart tredje måned.
Turisterne bliver væk af frygt for Abu Sayyaf, og det samme gør fremmede investorer, som også jævnligt bliver kidnappet i Manila. Ingen tror på det nationale politis nyligt offentliggjorde statistik, som viser, at kriminaliteten er faldet. En uofficiel statistik offentliggjort dagen efter viste, at 47 kinesere, som bor i Filippinerne, blev kidnappet i løbet af det sidste år. Kun få af dem anmeldte kidnapningen og valgte i stedet at forhandle direkte med gidseltagerne.
Landet, der bryster sig af at være Asiens ældste demokrati, har inden for 15 år fået to nye præsidenter ved folkelige opstande – begge kvinder.
Den første, Corazon Aqui-no, som kom til magten efter 20 år med Ferdinand Marcos, måtte bruge det meste af sin energi på at afværge seks modkup og fik ikke meget udrettet. Arroyo overlevede med nød og næppe et modkup 1. maj, da ekspræsident Joseph Estradas tilhængere gik til præsidentpaladset for at smide hende ud. Hendes situation efter det første halve år ved magten ser lige så dyster ud som det manglende håb for de 40 procent af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen. Økonomien har det værre end nogensinde, og selv i regeringens økonomiske organer kan optimismen være svær at finde.
»Vi burde have en vækst på fem-seks procent for at holde skindet på næsen, men det har vi ikke, og befolkningstilvæksten ligger stadig på 2,1 procent,« konstaterer vicefinansminister Gil Beldran tørt.
»Regeringen vil ikke i clinch med den katolske kirke om befolkningsspørgsmålet, så i stedet støtter vi sundhedssprogrammer for kvinder og oplyser dem om kon-domer og p-piller,« siger han til Information.
Den økonomiske vækst lå på 2,5 procent i årets første tre måneder. Den internationale valutafond, IMF, anslog onsdag væksten for hele 2001 til tre procent, og det efterlader regeringen med næsten ingenting.

Gældsfælde
Som alle andre præsidenter før hende, lovede Arroyo i sidste uge at sætte ind over for fattigdommen. Men det bliver mere end svært, for pengene kan kun komme ved omfordeling af de enorme formuer, som ejes af to håndfulde filippinere, adskillige af dem af kinesisk herkomst, eller ved nye lån.
Spurgt om der er planer om en omfordeling, bliver Gil Beldran helt tavs. Så siger han: »Det har vi ikke talt om. Nej, det er der ikke planer om.«
Filippinerne har ikke været igennem jordreformer som i andre lande i Sydøstasien, og de rige har beriget sig voldsomt under Joseph Estradas tre-årige periode som præsident.
Arroyos mand, Mike Arroyo, har givet 1.000 hektar jord til fattige bønder, men eksemplet har ikke inspireret andre.
Låntagning bliver stadig sværere, fordi de udenlandske banker og finanshuse ser med stadig større skepsis på økonomien. Filippinerne undgik med nød og næppe en nedvurdering af sin kreditværdighed for to uger siden. Standard & Poors advarede Manila om, at det voksende budgetunderskud kan forårsage en nedvurdering af kreditværdigheden.
»Gælden er en dødsfælde. Vi skal have enorme vækstrater for at betale gælden tilbage til udlandet, og det er der ikke udsigt til,« siger den politiske analytiker Adrian Christobal, der var Ferdinand Marcos informationschef og siden blev ansat på dagbladet The Philippine Daily Inquirer.
»Der er ingen penge i statskassen nu, og sådan har det været under hele Estradas regering. Under (præsident) Ramos var der vækst, fordi det gik godt med verdensøkonomien, og fordi han privatiserede et par store statsvirksomheder. Men nu er der kun elektricitetsselskabet Napocor tilbage,« siger Christobal.
Da Marcos måtte flygte i 1986, efterlod han sig en gæld på 18 mia. US dollar – i 1990 var dén vokset til 28,6 mia., og det svarer til 65,1 procent af bruttonationalproduktet (BNP). I år 2000 udgjorde gælden 65,9 procent af BNP.
»I mellemtiden har vi haft gode vækstrater, men alligevel er den procentvise gæld uændret, mængden er bare steget. Nu har vi en vækst, der kun lige akkurat dækker befolkningstilvæksten, og så kan det kun gå nedad,« mener Adrian Christobal.
»Landet flyder kun pga. de oversøiske arbejdere, der sender tre-fire mio. dollar hjem om året, og undergrundsøkonomien. Hvis jeg var vestlig investor, ville jeg ikke sætte mine penge i det filippinske aktiemarked,« siger Christobal.

Svindel betaler sig
Sidste år blev en omfattende insiderhandel afsløret på børsen i Manila. I stedet for at sende svindlerne i retten, ignorerede Joseph Estrada problemet med ordene: »Børsen er kun en mindre betydelig del af den filippinske økonomi.«
Kurserne styrtdykkede og er aldrig rigtigt kommet sig efter rygter om ny svindel.
»Estrada gjorde ingenting for økonomien. Han kunne have bedt forretningsmændene om at samarbejde, men i stedet lod han dem plyndre landet. Ironisk nok er han for retten for netop den forbrydelse, men landets problem er, at han er den eneste,« siger Christobal sarkastisk.
Filippinerne har i 15 år haft en presidentiel commission for god regeringsførelse
(PCCG). Dens formål er at finde de utallige milliarder, som Ferdinand og Imelda Marcos ragede til sig godt hjulpet af en håndfuld rige Filippinere. PCCG har aldrig fundet noget af betydning, og senator Sergio Osmeña har fremsat et forslag i senatet om kommissionens nedlæggelse på et tidspunkt, hvor PCCG lige har fået sin niende formand.
Ferdinand Marcos er død, Imelda Marcos og hendes søn har siden været medlemmer af kongressen, og hvergang PCCG prøver at konfiskere noget af familiens rigdomme, stiller de op med en horde af advokater, og anklagerne falder til jorden. Familiens anslåede værdier er på 13 mia. dollar, der er blevet hvidvasket og står i scweiziske banker.
Mindre end en mia. dollar er blevet givet tilbage til den filippinske stat, og efter de mange år, bliver det mere end svært at få flere værdier vredet ud af bankerne og Marcosfamilien.
En af dem, der berigede sig undere Marcos beskyttelse, er kineseren Lucio Tan, der ejer Philippine Airlines, og Cojuangco, der ejer landets dominerende bryggeri, San Miguel Breweries.
Begge blev anklaget for at plyndre landet, men anklagerne blev frafaldet mod, at de betalte en del af den skat, de skyldte. Den mand, der sørgede for frafaldelsen, var Joseph Estrada, der også var en af dem, der tjente godt under Marcos beskyttende vinger. Frafaldelsen skete et halvt års tid, efter Estrada blev præsident på at love omfattende forbedringer for de fattige.
Skatteundragere
Estradas forbedringer udeblev, men om Arroyo kan gøre det bedre, er uvist. Modsat Estrada, som var filmskuespiller, er Arroyo veluddannet. Hun er økonom fra Harvard, hvor hendes klassekammerat var en vis Bill Clinton, og hun er så at sige vokset op med præsidentgerningen, idet hendes far var præsident. Men hun har økonomien og de cementerede magtforhold imod sig.
»Hun har kun én chance. Det er at fjerne korruptionen, for det er alt for dyrt at drive forretning her, når alle vil have en bid af kagen,« siger Adrian Christobal.
Gil Beldran peger på, at for få betaler skat.
»To mio. i stedet for ti mio. betaler skat. Vi har en pro-gressiv skatteskala stigende fra to-32 procent. Hvis alle betalte, kunne vi få flere penge i statskassen,« påpeger han og lover, at forfølgelse af skatteundragere er et af regeringens erklærede mål. Hertil siger Christobal:
»At det skulle lykkes for denne præsident at få de rige til at betale skat, er tvivlsomt, for det er ikke lykkedes for nogle af de andre. Vores politikere og de rigeste er for intelligente for de fattige, og de udnytter dem. Alligevel er der rum for optimisme efter 350 års spansk undertrykkelse. Folket må lære at blive ansvarlige,« mener Christobal.

*Claus Vilhelmsen er freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her