Læsetid: 7 min.

Barbarerne kommer

10. august 2001

(2. sektion)

De første
Helt frem til omkring 1960 var Amerika stadig en litterær provins, et poetisk bondeland langt væk fra, hvor traditionen herskede og avantgarden slog meningsløse lettristiske kolbøtter på dens bundfrosne overflade som en Disney-Bambi.
Donald Allens antologi, New American Poetry, der udkom på Grove Press i 1960, ændrede i den henseende alt.
Black Mountain digterne, New York digterne, San Francisco digterne, Beat digterne og alt, hvad der ellers rørte på sig imellem de ofte lidt tilfældigt etiketterede grupper, blev her præsenteret med tilhørende poetik. Først og fremmest Charles Olsons mægtige essay fra 1950: Projective Verse.
At Allens antologi af forskellige grunde, måske mest at de ikke var helt »new« på den ny måde, ikke omfattede ellers nyere digtere som Robert Lowell og John Berryman, gjorde ikke så meget. De var der alligevel, som de stadig er der, ligesom den kongerække af digtere, der i amerikansk sammenhæng udgør den store moderne tradition: William Carlos Williams, Wallace Stevens, e.e. cummings, Hart Crane, Ezra Pound og T.S. Eliot.
De amerikanske digtere var anderledes end de europæiske, i hvert fald helt anderledes end de danske, hvor det ny på det tidspunkt var Rifbjerg, Benny Andersen og Ørnsbo.
Olsons poetik var ikke bare projective, den var også projectile og percussive. Sådan er hele verden nu, og den ny amerikanske poesi er ikke længere provinsiel. Den er hovedstrøm. Og de ny amerikanske digtere er ikke længere anderledes. De står solidt på deres forgængere, der var ny i 1960.

Etiketterne
Selvfølgelig er de underligt langsomme, når man tænker på at speed var et af kravene hos Olson i 1950. Meget af, hvad de laver, kan minde en dansk digter temmelig meget om, hvad i hvert fald en gruppe danske digtere lavede midt i 1960’erne.
De amerikanske digtere, der nu besøger os i forbindelse med In the making, er overvejende af den såkaldte language skole, og der er jo ikke, i hvert fald på papiret, særlig stor afstand mellem at være skriftdigter og at være language-poet.
Bag ved den etiket ligger imidlertid digtere fra en af de grupper, der gjorde størst indtryk i Donald Allens antologi, nemlig den såkaldte New York skole, der slog igennem i 1950’erne.
Det er digtere som Barbara Guest, Frank O’Hara, James Sehuyler, Kenneth Koch og John Ashbery. Som naturligvis ubemærket kendte deres samtidige kolleger af andre skoler, såsom Gregory Corso, Robert Creeley, Philip Whalen, Paul Blackburn, Robert Duncan, Jack Kerouac, Allen Ginsberg, Charles Olson, Larry Eigner, Lew Welch, Diane DiPrima, Ray Bremser, Lawrence Ferlinghetti, Edward Dorn, John Wieners eller LeRoy Jones.
»Composition by field« som Olson sagde, og det betyder ikke nærmeste pløjemark, det er vildmarken. Den er der stadig masser af i Amerika. Det er det postmoderne, det postindustrielle, det postpolitiske felt, og det var det allerede i 1950. Det er poesien som ny begyndelse efter udryddelseslejrene og atombomberne.

Musikken blev til poesi
Det kunne ikke komme fra andre steder i verden efter krigen. Amerika var intakt. Europa lå i ruiner, både fysisk og psykisk. Bortset fra enkelte små, afsondrede enklaver som Danmark, der ikke havde haft nogen egentlig poetisk modernisme, og hvor man derfor heller ikke med det samme kunne se den som forladt, forrådt, ødelagt, bortsvedet, nedsmeltet, gasset og død.
Oplevelsen af den poesi, at den overhovedet fandtes, at det var muligt at skrive sådan, var stor. I forvejen var vi jo grebet af jazzen, den moderne verdens musik, med dens improvisatoriske kompositionsmetoder, og den var allerede blevet postmoderne for et stykke tid siden.
Vi hørte be-bop, det gjorde vi da, og kølig vestkyst Stan Getz, Gerry Mulligan, men vi hørte især den nye musik fra New York, voldsommere og mere direkte følsom, både den coole variant hos Miles Davis og den hottere hos den ene af 50’ernes store ny tenorsaxer, Sonny Rollins, med dens kantede Monk-mystik og dens dansante vestindiske understrøm.
Den anden, John Coltrane, var endnu ikke kommet helt ud af Davis-junglen, og på kanten stod den texanske r&b spontanist Ornette Coleman med sin blændende hvide plasticsaxofon og sine flossede, fri flager af legetøjslyd fra den fremtid, vi også kunne drømme om, når den nye rock and roll kom hvislende ud af vores små radioer på Radio Luxembourg.
Alt det fik pludselig poetisk stemme med de her amerikanere. På en måde, der gjorde det ikke bare tilsyneladende muligt, men også afgørende eksistentielt nødvendigt helt uden hjælp fra Paul LaCour at finde den slags stemme i en selv, skrive sådan – på den helt anden måde, der måske alligevel svarede til den, man var, selv om alt lige omkring en ellers sagde, at sådan kunne man for det første slet ikke være, og hvis man skrev det, eller bare forsøgte på det, kunne det i hvert fald umuligt være digte.
Det mente de heller ikke på Vindrosen, men so what, som Andy Warhol siges at have sagt. Det er sgu da ligemeget, hvad det er, bare det er der. Og det er noget andet. Ude i vildmarken.
»Ingen ved alligevel en skid om, hvad det er, før det ER DER,« som Olson sagde – »until it’s THAR!«

Rette tid og sted
Og hvad er det så, der er så karakteristisk ved dem, de amerikanske barbarer, at det i den grad kunne gøre dem forskellige, også fra hinanden indbyrdes, skabe så mange interessante stemmer i en så fantastisk spontan orkestrering, der opbrød alle de med et slag tilsyneladende forældede harmoniske modeller i den form for lyd, Ornette Coleman senere kaldte »harmolodisk«, altså på en gang harmoni og melodi og for de stive ører ingen af delene, hvor det ikke længere var muligt at spille ’falsk’?
Det er svært på avisplads at sige ret meget andet, end at det var kombinationen af tid og sted. Og naturligvis de nødvendige personer.
Og for nu at koncentrere lidt på de her New York digtere, som vi fokuserer på, var det som allerede sagt musikken, men det var også, og måske især, billedkunsten. Den abstrakte ekspressionisme i efterkrigstidens New York City, Willem de Kooning, Franz Kline.
Alle New York skolens digtere havde nære personlige kontakter med malerne, mest på de daglige vandingesteder som The Cedar Bar nede i begyndelsen til The Village, hvor også Jack Kerouac kom en del. De var ikke bare digtere, de gav sig også til at skrive om kunst.
Frank O’Hara, der desværre døde tidligt ved en idiotisk trafikulykke på Coney Island, var kurator ved Museum of Modern Art. John Ashbery og James Schuyler skrev løbende, spontan kunstkritik. Barbara Guest malede.

Grænsesprængende
Og der var en fælles æstetik i det.
En spontanitet og en materialitet, en uhøjtidelig poppet humor, en koncentration på kunst og poesi som proces og personlig satsning. Kombineret med tilsyneladende modsat rettede tendenser, hos komponisten John Cage og digtere som Jackson MacLow, der dyrkede det i hvert fald næsten tilfældige, det aleatoriske, jeg-løse (hvilket er absurd, eftersom få jeg’er har været større i deres påtrængende fravær end eksempelvis Cage), og det ny konkrete, det uforskammet satirisk kommercielle, det også i den henseende grænsesprængende, der eksploderede i sodet sølv omkring den stadig meget lidt og oftest helt forkert anerkendte virkelige prins af det postmoderne uundgåelige: Andy Warhol.
I dag kan man selvfølgelig godt have den fornemmelse, at især de seneste små 20 års tendenser bare træder vande i de langsomt hendøende dønninger fra det store fantastiske, og at man her og der synes at hænge lovlig meget fast i strategier, som med inspiration fra Amerika og de lidt mere skjulte tendenser i den europæiske modernisme, de udstødte og bortvendte, Artaud og Céline, allerede blev arbejdet på plads til videre fremfærd, da Højholt påkaldte sig en »Cezannes metode« og vi ville »rense stammens sprog« som Mallarme ved at være »konstant berusede« som Baudelaire og »vedvarende forvirrede vores egne sanser« som Rimbaud.
Men her har jeg kun set tilbage på eksplosionen. Som Olson:
»Off-shore, by islands hidden in the blood jewels & miracles, I, Maximus a metal hot from boiling water, tell you what is a lance, who obeys the figures of the present dance.«

FAKTA
In the making
*Festivalen In the making er noget så sjældent som et eksempel på, at mange kokke ikke fordærver maden, men tværtimod sikrer et vist udbud i buffeten. Blandt arrangørerne er Forfatterskolen, forlagene Basilisk, Arena og Øverste Kirurgiske, Den Blå Port, InkInc og den allestedsnærværende Per Aage Brandt. De første møder blev holdt i slutningen af oktober; grundet den hurtige planlægning måtte invitationer til de amerikanske digtere, hotelreservationer og bogprojekter – der udkommer i alt otte bøger i forbindelse med festivalen – sættes i gang, inden den endelige finansiering var på plads.
Alt er nu faldet i hak, hvorfor man kan se frem til en uge med workshops, seminarer og oplæsninger. Blandt de deltagende amerikanske digtere er Lyn Hejinian, Charles Bernstein, Anne Carson, Keith og Rosmarie Waldrop, Ron Padgett og David Lehman; af danske digtere deltager bl.a. Klaus Rifbjerg, Henrik Nordbrandt, Pia Juul, Niels Frank og Niels Lyngsø.

Yderligere oplysninger på www.inthemaking.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu