Sommerkrimi
Der er hyggeligt ude på den nye terrasse foran det nye hus. Vel er det danske sommervejr ikke altid lige medgørligt og det ville være dejligt med noget mere sol, men den nyplantede hæk og blomsterne langs de nylagte fliser har godt af lidt vand.
Bettina og Jesper har havemøbler i grøn plastik. Bettina købte dem på et af firmaets månedlige interne udsalg, hvor beskadigede varer nærmest foræres bort. En halvtredser for fire stole og et bord!
»Det var da billigt!« sagde svigermor i telefonen, »kunne du ikke have købt et sæt til sommerhuset?«
»Der var ikke flere,« havde Bettina svaret. Og der er det ved det, at bordet mangler en flis i den ene ende, og det er derfor, det blev solgt så billigt til personalet. Derfor er hun også nødt til at lægge dug på det og det er egentlig lidt upraktisk. Og den nye terrasse med herregårdssten kræver ligesom noget andet end plastik. Hun har kig på et sæt i hårdttræ, som er nedsat til 3999 kroner, og når så personalerabatten på 10% bliver trukket fra kan det godt lade sig gøre. Især når man tænker på, hvor meget de sparede på de hårde hvidevarer. Jesper vil hellere udskifte bilen:
»Den er to år, hvis vi skal have en ordentlig pris for den skal den skydes af nu.«
Og han har kig på en firedørsmodel, hvor bagsædet kan lægges ned. Nu hvor de måske skal have børn, kan de lige så godt se lidt praktisk på det. Og der er åbent hus hos bilforhandleren den kommende weekend.
»Men vi skal op til mor og far,« indvender Bettina. »De skal have vores gamle grill til sommerhuset.«
Hun har netop købt en ny, som har en klodset lodning forneden i højre side og derfor kunne erhverves til halv pris. Der er ikke personalerabat på de varer, der pilles fra som særligt tilbud til de ansatte. Og det kan godt være lidt ærgerligt, som nu for et par uger siden hvor der var cykler på tilbud. 400 kroner for en ny cykel!
»Det var da billigt,« sagde svigermor i telefonen. »Har du købt et sæt til sommerhuset?«
»De var hurtigt væk,« havde Bettina svaret. »Og det der med at købe noget til andre, man ved aldrig, om de vil have det eller hvornår de betaler
«
De skal også have det nye kogegrej til induktionskogesektionen. Det skal være med magnetisk kerne i bunden, ellers fungerer induktionen ikke. Og det koster jo også en del. Og de fører det ikke i varehuset, hvor Bettina arbejder, så de kan ikke få personalerabat.
Det vi betaler skat for
Politiet har løsladt Svend, borgmesterens blinde søn. Man opretholder sigtelsen, men dommeren mener ikke, at materialet er så belastende, at manden skal sidde varetægtsfængslet, mens undersøgelserne fortsætter. Kniven er sendt til Scotland Yard for at blive underkastet en særlig undersøgelse. Der er løbet meget vand i stranden siden Sherlock Holmes latterliggjorde denne institution med sine videnskabelige metoder.
Sønnen er hjemme hos Marie, og han er fortumlet og forstår ikke, at nogen har slået hans far ihjel. Og måske forstår han heller ikke, at politiet anklager ham for mordet.
»Se, her er din kaffe,« siger Marie og stiller kruset foran sønnens højre hånd. Han er begyndt at ryste og han kæderyger. Hun må være ekstra opmærksom om aftenen, når han kommer ind på sit værelse og ligger i sengen.
Den anden søn, Laurids, har tilbudt hende, at hun kan bo hos ham. Det kan ikke være rart for hende at skulle overnatte i det hus, hvor hendes mand så brutalt er blevet myrdet. Og han spørger igen, om hun slet ikke hørte noget den nat?
Nej, Marie hørte ikke noget. Og hun ser på sin blinde søn og spekulerer på, om det var ham, og skammer sig over tanken. Og hun skynder sig at smøre en ekstra syltetøjsmad til ham som kompensation for de grimme tanker hun har.
»Tak, Laurids, men jeg vil hellere være her. Jeg har altid boet her sammen med Karl, og jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder. Og hvad med Svend?«
»Det er bare for en tid,« siger Laurids. »Og Svend har jo sit eget hus
«
Lidt længere oppe mod den gamle hovedvej ejer Svend et rødstenshus, som han har købt for førtidspensionen. Og han tjener da også lidt på at leje det ud.
»Han kan ikke klare sig selv, det ved du da.«
»Kommunen må sætte nogen til at passe ham, det er vel det, vi betaler skat for?«
»Svend og jeg bliver her,« siger Marie.
Og selv om hun er lille og krumbøjet, har hun magt over sønnen, der er malermester og bor i et parcelhus, et af de første der blev bygget i Tilt, på en grund, der oprindelig blev skilt ud fra hans forældres ejendom. Og han er flink til at komme og male forældrenes hus hvert fjerde år og hjælpe med småreparationer.
Ferie-ønsker
»Jesper, jeg vil savne dig,« siger Bettina. »Du ved, hvor jeg hader at være alene hjemme.«
»Min mor vil gerne komme hver dag, det ved du.«
Og Bettina siger ikke noget og ser ned i tallerknen med mønstret, der matcher så godt til den dug, hun købte på kræmmermarkedet forrige weekend.
Hvis bare hun kunne finde nogle stof-servietter eller nogle servietringe i de samme farver
»Bare for Fanden de snart kom med maskinerne,« siger hun.
Det ringer på døren. Jespers bror står derude.
»Jeg ville lige kigge forbi,« siger han. »Jesper, hvad har du poloskjorter til?«
Og Jespers bror kender et sted, hvor man kan få fire for hundrede kroner. Kvaliteten er fin fin, de er bare billige, fordi de er syede i Langtbortistan. Og skal han have et dusin med?
Og Jesper rydder tallerkner og skåle af spisebordet. Bettina skyller af og gør klar til at vaske op. De har lavet mad på den dobbelte kogeplade, som hun har bragt med sig fra den tid, hvor hun boede på værelse. Vejret er ikke til at grille, sådan er det danske sommervejr bare. Og måske skulle de bestille en rejse for de penge, de har sparet på hvidevarerne? De kunne nøjes med en enkelt uge i sommerhuset med hendes forældre og så rejse sydpå for at få noget rigtig sommer.
»Hvad så, skal du snart
ha den bil eller er du for nærig?«
*Ja, får Jesper og Bettina råd til en ny bil takket være den betragtelige rabat, de har opnået på de hårde hvidevarer? Femte del af Parcelhuset i morgen.
