Læsetid: 4 min.

Baskerlandets stemme

Baskernes historie er præget af undertrykkelse, men folket har ikke ladet sig kue. I stedet har de baskiske nationalister gang på gang krævet selvstændighed
3. august 2001

(2. sektion)

Historie
Det nyligt overståede lokal-valg i Baskerlandet endte med en historisk sejr til de moderate nationalister. Samtidig tabte områdets ETA-venlige parti halvdelen af sine mandater.
Alle valganalytikere var enige: Baskerne havde stemt mod terrorismen, men også mod spanierne, som medlemmerne af oppositionspartierne kaldes.
Til sidste øjeblik så det ellers ud som om, spanierne skulle vinde, men en ting havde de overset:
Den baskiske samhørighedsfølelse.
Intakt kultur
Baskerlandet har aldrig været et samlet land. Alligevel har baskerne altid haft en stærk følelse af at høre til et fællesskab.
I kraft af dette tilhørsforhold har baskerne gennem tusinder af år bevaret deres særpræg på trods af invasioner, besættelser og undertrykkelse. Folket er aldrig blevet egentlig besejret af indtrængende tropper. Baskerlandet ligger ved Pyrenæerne, og baskerne fortrak til bjergene, når skiftende herrefolk vandrede gennem regionen. Den egentlige baskiske nationalisme begyndte at tage form i slutningen af 1800-tallet, da Partido Nacionalista Vasca (PNV) blev grundlagt.
Det baskiske sprog betyder meget for nationalisternes identitet. Sproget, euskera, anses for at være det ældste, overlevende sprog i Europa. Senest har det været forbudt at tale euskera under Francisco Francos diktatur fra 1939-1975.

Bomber over Guernica
Franco havde det ikke kun svært med sproget, men også med det baskiske folk og dets symboler.
I 1937 jævnede bombefly byen Guernica med jorden. Knap 1.700 mennesker omkom, og de fleste bygninger blev ødelagt.
Guernica er hjemsted for den hellige eg, baskernes nationalsymbol. I mere end 1.000 år har de baskiske lensmænd svoret sammenhold og frihed ved den hellige eg, som mirakuløst overlevede brandbomberne.
Franco ønskede med bombningen at knække ba-skerne, der i 1936 havde fået et spædt selvstyre under den spanske republik. Han anså baskerne for at være en trussel mod Spaniens hellige en-hed.
Baskerne deltog ikke kun under den spanske republiks faner for at kæmpe mod Franco, men også med håbet om at opnå selvstændighed efter krigen. Deres nederlag blev dobbelt. Ud over at forbyde det baskiske sprog og kultur henrettede Franco efter krigen op mod 1.000 modstandere og fængslede titusinder.

ETA under Franco
Nogle baskere valgte at udvandre, men mange blev trods undertrykkelsen.
I dette klima af politisk og menneskelig fornægtelse voksede den baskiske nationalitetsfølelse.
Euskadi Ta Askatasuna »det baskiske hjemland og frihed« ETA, blev dannet i 1959.
I begyndelsen var ETA en slags protestorganisation, der demonstrerede og udviste civil ulydighed.
Efter cirka 10 år forenede ETA frihedskampen med kampen for et socialistisk Baskerland.
Spaniens halvmilitære politistyrke, civilgardens, svar på aktionerne var tortur og mord på de baskiske nationalister, og snart tog ETA også voldelige midler i brug. I begyndelsen dræbte ETA de civilgardister, der slog ETA-folk ihjel, men efterhånden gik ETA over til generelt at ramme fjender af Baskerlandet, oftest civilgardister eller militærfolk.
Under Franco nød ETA stor popularitet blandt baskerne.
Populariteten nåede sit hidtidige højdepunkt, da ETA i 1973 myrdede Francos kronprins, admiral Carrero Blanco.

Terrorisme fra to sider
Efter Francos død i 1975 spredte demokratiet sig langsomt i Spanien. De baskiske provinser Guipúzcoa, Álava og Vizcaya fik selvstyre i 1979 under navnet Comunidad Autónoma Vasca (CAV).
ETA og separatisterne havde håbet på langt mere vidtrækkende indrømmelser fra det nye demokrati, så ETA forsatte attentaterne i kampen for et frit, socialistisk Baskerland.
Undervejs har der været en del intern splittelse i ETA. Den vigtigste var, da organisationen delte sig i en ren militant fløj og en politisk/militant fløj. Den sidste fløj besluttede sig for at bruge politiske metoder ved indførelsen af demokratiet. I dag står flere tidligere ETA-medlemmer på ETA’s dødslister.
De franske myndigheder er først i nyere tid begyndt at pågribe og udlevere ETA-folk, som franskmændene tidligere anså for at være politiske flygtninge. Derfor har den franske del af Baskerlandet gennem årene været ETA’s tilflugtssted.
I 1983 opstod de spanske dødspatruljer, GAL, der dræbte formodede ETA-medlemmer i Sydfrankrig. GAL blev også kaldt statsterrorisme, og patruljerne sås som et udtryk for de spanske myndigheders magtesløshed over for terrorismen. I 1998 blev Spaniens tidligere indenrigsminister, José Barrionuevo, dømt for at have støttet GAL, der frem til 1987 menes at have dræbt 28 personer.
I 1986 forsøgte den socialistiske regering sig med mere fredelige metoder. Forhandlingerne med ETA i Algeriet brød dog endeligt sammen i 1989.

Folket demonstrerer
Størstedelen af baskerne er i dag imod ETA, viser de seneste tal fra Euskobarometro, en analyse, der hvert halve år tager temperaturen på baskernes holdning til forskellige emner.
Tilbage i 1997 kom den folkelige modstand for alvor til udtryk, da ETA kidnappede et konservativt byrådsmedlem fra byen Ermua. Kravet for hans løsladelse var at få de cirka 500 ETA-fanger, der i dag sidder spredt i spanske og udenlandske fængsler, flyttet til fængsler i Baskerlandet. Den spanske regering opfyldte ikke kravet inden for de 48 timer, den havde fået stillet til rådighed, så ETA dræbte politikeren med to nakkeskud.
Henrettelsen fik over seks millioner spaniere og baskere til at demonstrere i gaderne mod ETA. »Ånden fra Ermua« betegnes den folkelige modstand, som lagde kimen til adskillige yderligtgående antiterrorismeorganisationer i Baskerlandet.
I september 1998 indgik ETA en ensidig våbenhvile. Baskiske nationalister fra højre- og venstrefløjen havde få dage forinden underskrevet den såkaldte Lizarrapagt, som forpligtigede dem til at samarbejde for selvstændighed. Under våbenhvilen fortsatte gadevolden dog med fornyet styrke.
I november 1999 erklærede ETA våbenhvilen for afsluttet, fordi organisationen ikke mente, der skete fremskridt i selvstændighedsprocessen. Siden har ETA slået 31 personer ihjel.
Modstanden mod ETA er de seneste år vokset betydeligt i det baskiske samfund, og polariseringen i det politiske og sociale liv er mærkbar. ETA-modstanden betyder dog ikke, at baskerne har opgivet ønsket om selvstændighed.
26 procent af befolkningen ønsker fortsat en selvstændig stat, og 52,5 procent stemte nationalistisk ved parlamentsvalget i maj i år.

SELVSTYRET
*Det baskiske autonomis parlament har 75 pladser, 25 fra hver provins.
*Parlamentet vedtager love og årsbudgetter og vælger præsidenten.
*Selvstyret omfatter uddannelse, kultur, boligforhold og sundhed. Forskning, industri, transport og kommunikation styres også af autonomiet, men skal godkendes af den spanske regering.
*Baskerlandet har sit eget politi, Ertzaintza, med godt 7.000 ansatte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her