Bag facaden
Hver sommer gæster mere end 20.000 danskere middelhavsøen, hvor temperaturen i juli måned ligger stabilt på over 30 grader. I skyggen.
Kreta har ført en omtumlet tilværelse i kraft af sin centrale placering i det azurblå hav. Til minde om dengang tyrkerne blev fordrevet, finder man 1866-pladser i de fleste større byer. De seneste besættere var tyskerne, der under Anden Verdenskrig holdt øen besat fra 1941-44.
I dag er øen stadig af strategisk betydning, idet NATO har en stor base, der også rummer amerikanske atomvåben. Men den største trussel mod øen er turismen. Samtidig er det øens hovedindtægtskilde. Sæsonen starter i april og slutter i oktober. I denne periode er det så som så med de faste arbejdstider, ingen kender dagen før den sidste gæst er gået hjem.
Vi lander i Chania med DM 555 fra Tirstrup en fredag aften. Det er mørkt, men temperaturen er som på en dansk sommerdag. Vi skal bo i Kalives, en landsby med 1.400 indbyggere.
På vores værelse er der lige så koldt som på overfladen af en brøndgravers røv i de gode gamle dage, hvor han selv stod nede i hullet med sin hakke, sin skovl og sin spade. Air condition er en luksus, som vi i de følgende dage kommer til at sætte umådelig pris på, når luften selv i skyggen brænder på huden.
Dagen efter cruiser vi hovedgaden. Fortovet er i bedste fald et trappetrin foran en butik. En flok unge mennesker i pæne hvide skjorter og shorts kommer imod os i hele gadens bredde. De deler løbesedler ud. Det viser sig at være kretensiske ungkommunister, der på engelsk og fransk protesterer mod NATOs tilstedeværelse ikke på Kreta men i Makedonien. Det er de mest renskurede kommunister, jeg nogensinde har set, måske er de skabssocialdemokrater.
Sidste gæst lukker
Langs husmurene sidder de ældre lokale og betragter strømmen af biler, fodgængere og scootere. Nogle af dem besvarer et nik, andre lader som om, vi ikke eksisterer. Den ældre generation taler kun græsk, mens en del af de yngre kan noget engelsk. Alle priser skiltes i såvel drachmer som euro, fordi Grækenland ved årsskiftet går over til EUs fælles mønt.
En gammel kvinde sidder konsekvent med ryggen til mylderet på sin gamle træstol, mens hun syr eller strikker. På en bar bliver vi bedt om at sætte os ud bagved, hvor der er udsigt til Middelhavet, men vi vil hellere sidde blandt de lokale, hvilket vi får lov til med den mest isnende accept. Har vi mon taget en eller andens stambord?
Vi ville egentlig have været en tur til Knossos, den gamle borg, hvor uhyret Minotaurus regerede i labyrinten, indtil Theseus fik bugt med gespenstet og endda fandt ud af labyrinten igen, takket være det garnnøgle, kong Minos datter Ariadne havde udstyret ham med. Men de strejker på Knossos, så museet er lukket.
Ved den lille flod, der transporterer vand fra bjergene, ligger en udendørs beværtning. Her serverer det unge par Adrienna og Yorgos kaffe, øl og ouzo. De arbejder fra otte morgen til over midnat, når den sidste gæst forlader stedet og det blev os en aften, hvor vi blev inviteret indenfor på raki, den lokale brændevin.
De taler en smule engelsk. Der er rart på Kreta om sommeren, fortæller Yorgos, men om vinteren ... Han ryster på hovedet. Det regner og er koldt. Men er det ikke rart at slippe for at arbejde alle ugens syv dage fra morgen til aften? Han trækker på skuldrene og siger: »No money.«
Adrienna sætter en frisk cd på med græsk popmusik, selvom stedet også som det eneste i landsbyen diverterer med vestlig pop og rock i dagens løb. Hvad laver han så i den skrækkelige vinter, hvor temperaturen snildt kan droppe under de 20 grader? Han plukker såmænd oliven, for rundt om landsbyen er hver mulig plet beplantet med oliventræer.
Vi tager en taxa til Chania. Godt nok er der mylder i Kalives, men det er for intet at regne mod den hektiske folkemængde, der indtager gaderne her. Byens indbyggertal er mindst fordoblet i sæsonen, hvor især guldgaden har tag i turisterne.
Hvor guldsmykker her i landet er matte, har kretensisk fjorten karats guld en særlig gylden intensitet. Standser man og kigger på et vindue, kommer en yngre svensk kvinde straks ud og spørger, om hun kan gøre noget, og om man ikke vil med indenfor. Og da det har gentaget sig nogle gange, bemærker min ledsager, at der nok er en del skandinaviske kvinder, der har knaldet en kretenser.
Vi prøver et sæt øreringe i en butik, men den ene er skæv, og kvinden bag disken bliver aldeles rasende, da vi afviser hendes 10 procent kontantrabat og går uden at have købt noget.
På havnefronten bliver vi indfanget af en storrygende græsk mand, der står foran sin restaurant og kaprer spisegæster: »Lithos restaurant for families,« siger han. »Goddag, hvordan går det?« spørger han os, da vi læser i menukortet, og min finger er plantet ud for den danske linie ved hver ret.
»Jeg rekommenderar stellet,« siger han, da han opdager nogle svenskere og »was ist es mit dem Bundeswehr?« lægger en flok tyskere ned. Ikke et bord er ledigt og ikke et øje er tørt.
Indimellem repeterer han mumlende sine mantraer for sig selv, mens hans aldrig hvilende øjne flakker over strømmen af turister, der defilerer forbi.
En kvinde med favnen fuld af roser kommer og tilbyder en buket. Naturligvis skal min ledsager have roser, men aldrig så snart har jeg sluppet de knap tyve kroner, før værten jager kvinden på porten.
»Gipsy,« siger han. De skal ikke indenfor dørene. Lad dig ikke narre af, at de ser sølle ud, de kører i Mercedes. Og kommer de ind i restauranten, sælger de roser med den ene hånd, mens de fjerner håndtasker og fotografiapparter fra stoleryggen med den anden.«
Vi tager en taxa tilbage. Et taxameter er ikke noget, man gider ligge og bøvle med at installere i kretensiske hyrevogne, og prisen kan på dette tidspunkt af døgnet ikke presses længere ned end til 115 kroner. Chania er et turisthelvede med en nærmest manisk stemning. Vesteuropæere, der endelig er fri af arbejdets snærende bånd, skal nå at sluge hele friheden i løbet af den uge eller fjorten dage de har til rådighed.
Holder sig for sig selv
Hos Adrienna og Yorgos kommer mange lokale, men de holder sig for sig selv og sender ingen signaler om lyst til kontakt med de fremmede. En måde at få en reaktion på er dog at kysse hinanden eller føle om huden på min ledsagers bryst er forbrændt, det fremkalder lynende blikke fra de ældre græske kvinder.
Adrienna er træt og har hovedpine, hun slår opgivende ud med hånden mod bordene, der alle er besat undtagen et. Husanden og husgåsen kommer vraltende op fra floden og får saltmandler.
Hvor er Yorgos? »Later,« siger hun og lægger hænderne sammen under hovedet, som hun lægger på skrå.
Det er vores sidste aften, og vi vil gerne sige farvel til de eneste lokale, som vi føler, der har været umiddelbart hul igennem til.
De handlende i butikkerne møder os enten med dræbende høflighed eller ophøjet ligegyldighed. De indfødte ser i tavs undren på os, mens de forsvarer deres personlige rum.
Vi kan ikke få lov at betale for raki og græsk kaffe hos Adrienna, og min ledsager får et knus, mens jeg må nøjes med et håndtryk og et »Next year?« Yorgos sover stadig, og vi skal nå en bus. På vej gennem den snævre hovedgade ser vi ham genopstanden med en serveringsbakke på vej til vores stambord. Vi vinker, men det er svært at besvare med en bakke mellem hænderne.
. De opfører sig som et besat folk, der udholder deres undertrykkere i bevidstheden om, at vi er med til at sikre dem livets opretholdelse. Ligesom danskere i servicefagene og ældresektoren tåler deres foresatte og deres ensidigt gentagne arbejde, fordi Arbejdsformidlingen og udstødningen ellers hånd i hånd sender dem ud på et sidespor.
Den gamle kvinde, der konsekvent sad med ryggen mod gaden, blev et symbol på kretensernes forhold til os, der kommer for at slikke solen og skumme fløden i deres tabte paradis. Hver dag lejede vi sol for 1500 drachmer på den privatiserede strand, hvor den franske ejer også udlejede vandcykler og scootere. Med i prisen var to liggestole og en parasol. Men ved dagens ende måtte vi pænt aflevere både solen og stolene. Sådan er det at være charterturist, det hele er kun til låns og det koster. Både for dem og os.
