Udstilling
Krøyer og konsorter havde som enhver mand/kvinde i dette kongerige ved noget gående i Skagen, og i slipstrømmen efter forrige århundredeskiftes sommereventyr på toppen af Danmark er der opstået en industri. Der spindes guld på merchandise i forbindelse med skagensmalerne, og enhver bevægelse i deres liv og færden er dokumenteret i biografier, monografier og kunsthistorisk anekdoteskriveri.
Kan der vendes flere sten? spørger man uvilkårligt sig selv, mens man forsøger at albue sig frem gennem den sommermyldrende Skagen by, der summer som en lang lørdag på Strøget i København.
Anledningen til udstillingen »Harmoni i blåt« er guldægget Krøyers 150 års fødselsdag i juli, meget belejligt midt i højsæsonen. Intentionen er at måle Krøyer med hans samtidige, »at sætte hans billeder ind i en bredere kunstnerisk sammenhæng«, dvs. inddrage værker af kunstnere fra ind- og udland for at lodde tendenser i periodens billedkunst, som direktøren Annette Johansen skriver i forordet til det smukke og ambitiøse katalog. Kunstnere som Vilhelm Hammershøi, den i dag lidet kendte franske symbolist og ven til Krøyer Albert Besnard, en anden ven Julius Paulsen, Oscar Björck, Edvard Munch og eksempler på japanske træsnit, som Krøyer i lighed med impressionisterne samlede på, og ikke mindst maleren, fransk-amerikaneren Thomas Alexander Harrison, skal trække linjer til den i tiden opståede nyromantik og symbolisme. Retninger, som i opposition til naturalismens rationalismedyrkelse afsøgte det dunkle og anelsefulde og sang en ode til sjælens uudgrundelige dyb.
De blå billeder
De bedste udenlandske billeder af bl.a. Monet og af den virtuose og raffinerede amerikanske maler James Whistler en af mine absolutte favoritter har man desværre ikke kunnet hjemlåne. De figurerer kun i kataloget.
At man har valgt de mest populære af Krøyers værker, nemlig de stemningsmættede, meditative, blå aften- og månebilleder, er vel ingen tilfældighed, og besøgstallet eksploderer da også. De trofaste skagensturister kan på udstillingen for en gangs skyld se en særudstilling, som alternativ til den permanente ophængning med fiskere, fester og friluftsliv. Men en udstilling bæres til syvende og sidst frem af den væsentlighed og tyngde, de udstillede værker besidder, og her bliver man som ofte i konfrontationen med Krøyer skuffet. Det er nemlig for glat, for fermt, for nemt og for smukt. Og for kendt. Det sidste kan man ganske vist ikke laste kunstneren for.
Der er ingen friktion i disse billeder af Krøyer. Han ejede ikke tvivlens nådegave, og derfor vokser hans værk aldrig til erkendelse. Det forbliver visuel underholdning dinnermusik i rammeform ganske vist på et højt niveau. For male, det kunne han jo, så englene synger. Han gestalter smukt den nordiske skumrings blånende uendelighed og poesi.
Men der svælges for meget i silke, måneskin, og romantiseringer af fiskere og af hustruen med veninde (Anna Ancher). I den blå time, i skumringen, forvandles naturen til et åndeligt landskab det mente symbolisterne. Krøyer forsøger at efterleve dette.
Jhs. Jørgensen-kritik
En artikel i kataloget fortæller disse blå billeders receptionshistorie. Anmelderne især de danske, for de udenlandske elskede dem for de lyse nætters eksotisme betragtede dem stort set som Krøyers mislykkede forsøg på at vinke farvel til naturalismen og tage symbolismen i ed. På skrømt, hedder det flere steder, bl.a. hos symbolismens chefideolog Jhs. Jørgensen, der tager kraftigt afstand fra Krøyers Sommeraften ved Skagen fra 1892, som han så i Den frie Udstilling. De ved det med Marie Krøyer og den tyske hønsehund Rap. Begge synes at fortabe sig i det blå Kattegats uendelighed.
De blå billeder er ingenlunde avantgardistiske for deres tid, men forholder sig eksplicit til tidens salon-maleri, symbolisme, de populære japanske træsnit og til det nordiske landskabsmaleri. Underligt, at kunsthistorikere så sjældent sætter spørgsmålstegn ved de værker, som er blevet nationalklenodier og eksklusive samlerobjekter. Det tages for givet, at det er godt, når kunsthistorien har foreviget dem.
Til gengæld er det interessant at se Krøyers samtidige kollegers værker, som ellers hænger rundt om i Danmark eller er hentet hjem fra udlandet. Her er Julius Paulsens vidunderlige, diffuse solnedgang bag træer i særklasse, ligesom Albert Besnards suggestivt-farlige portræt Sirenen (1889) i rødt og brunt, der bryder effektivt med naturalismen og dæmoniserer både natur og kvinde.
*Harmoni i blåt. P.S. Krøyers stemningsmaleri i 1890erne. Skagens Museum. Dgl. 10-18 (aug.) og 10-17 (sep.). Til 30. sep. Udstillingskatalog kr. 175
