Læsetid: 2 min.

Den blinde forelskelse

Fransk film om farlige drømme og erotisk undertrykkelse
31. august 2001

(2. sektion)

Ny film
Franske ungdomsfilm ses sjældent på disse breddegrader, men det er ikke det eneste, der gør Dårligt selskab interessant. Filmen er nemlig en ganske dristig udforskning af et teenageliv, der trods al ydre harmoni forvrides af seksuel fornedrelse. Mens dansk film, der ellers har en tradition for seriøse ungdomsfilm, efterhånden mest dyrker genren som farce eller komedie, er Dårligt selskab et behjertet, om end ikke ganske vellykket forsøg på at dykke ned under den glatte overflade.
Hovedpersonen er den 14-årige lægedatter Delphine, der ligner en artig lillepige, men mest af alt længes efter at blive lige fræk og voksen som den nye pige i klassen, Olivia med dreadlocks og hårdkogt mine. De bliver bedsteveninder og besegler pagten med et butikstyveri. Men galt går det først, da Delphine forelsker sig til op over begge ører i den problematiske Laurent.
Han står alene i tilværelsen og tænker kun på sig selv, drømmer om at rejse til Bob Marleys Jamaica og skyr ingen midler for at nå sit mål. For at skaffe penge giver han den til slut som alfons for Delphine, der stiller sig til rådighed for skolekammerater og andre på byens park-toilet. Og pengene snupper Laurent selvfølgelig selv.

Drivhusverden
Denne drastiske udvikling gør den ellers dygtige instruktør Jean-Pierre Améris ikke troværdig, selv om historien angiveligt bygger på virkelige hændelser. Problemet er, at hovedrolleindehaveren, den nysselige Maud Forget, langtfra rummer den gudsforgående, bundløse desperation, der kan sandsynliggøre hendes fald ned i prostitutionens helvede. Ulykkeligt forelsket teenager – ja. Men allemandspige for penge – nej.
Men inden da har Améris tegnet et ganske facetteret, fortættet og sympatisk solidarisk portræt af en gruppe unge, der fægter sig frem uden mange værdinormer og drømmer sig væk fra en banal provinsbytilværelse (vi er i Grenoble). Delphine forguder Laurent og bliver undertrykt af det, Olivia bruger sin storesøster, der begik selvmord, som farlig rollemodel, Laurent ser op til afdøde Bob Marley, og den rare Justin til de mange filminstruktører, der giver ham store biografoplevelser.
Med en ofte overforklarende dialog fortæller Améris gedigent mere end inspireret om den ungdomssmerte, der må gennemleves uden at forældre eller andre aner stort om den eller ville kunne gribe ind, hvis de gjorde. For disse unge lever i deres egen isolerede drivhusverden af hede fantasier og uopnåelige drømme, indkredset med et smidigt, nøgternt kamera af en instruktør, der først mod slutningen begynder at ryste på hånden.

*Dårligt selskab. Instruktion: Jean-Pierre Améris. Manuskript: Alain Layrac. Fransk (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her