Læsetid: 2 min.

Det brede register

Hans Lyngby Jepsen har taget en nøgtern, rolig afsked med læserne, fjenderne, den gode jordiske tilværelse uden en truende himmel
1. august 2001

Nekrolog
Efter sygdom, 81 år gammel, er Lyngby Jepsen død. Han efterlader sig en solid stribe bøger, et halvt hundrede af en stædig, virkelighedstilknyttet realisme, fiktion og fakta mellem hinanden, kunstnerisk stærkest i den korte form. Et sent udvalg hedder Lisa og andre noveller 1953-67 (1990). Kvindenavnet er ikke utypisk for ham, da han som andre store drenge var fascineret af Kvindesind, som hans debut hed fra 1945, atter noveller ligesom Håbet året efter og udvalget I kærlighed (1959). Dér stod en uforglemmelig mytisk-historisk fortælling som lidt af en uventet indsats, Jezabel og skomageren hedder den og handler om det farlige køn, hævnen og retfærdigheden.
Lyngby Jepsen var søn af forstanderen for fattiggården i Aalborg, hvor han kunne gøre sine første erfaringer om det sære sind og outsidereksistensernes reservater af virkelighed, brugt i kommede romaner, bl.a. Den blinde vej (1946). Et fabulerende erindringsbillede fra byen er tegnet i skælmeromanen Da kærligheden kom til byen (1972), ligesom Aalborg er miljø i flere bynoveller fra 1970’erne.
Der var årgange i Katedralskolen af spirende forfattere, Morten Nielsen, Karl V. Thomsen, Erik Aalbæk Jensen, nu alle uden for livets grænse. Der var træk af en vendelbo i Lyngby Jepsen, dér på grænsen til Himmerland. Og det geografiske optog ham generelt, mennesker fanget i deres skæbnesteder, men også i form af egnsbekrivelser, f.eks. Nordjylland (1986) og i rejsebøger fra Østeuropa og fra Sicilien, hvor han gennem 22 år holdt til.
Jeg kendte Lyngby Jepsen fra sidst i 1940’erne som en praktisk og hjælpsom mand med højde og drøjde, en nordjysk latter og håndfast greb om skrivemaskinen. Modernismen var overhovedet ikke hans sag, og hans skepsis mod det, han mente var kleresiet, voksede med årene og afstanden. Så hellere brændevin, bjesk og bitter, som den første af hans snapsebøger hedder, og anden håndlavet professionalisme. Den kom hans lyst til det historiske og biografien til gode, bl.a. en bog om Anker Jørgensen, som udtryk for hans politiske tilhørsforhold, og om Marquis de Sade for gudved hvilken tilknytning. Konstellationen taler i hvert fald om spændvidden og debatlysten, der også ramte idrætten og dens konkurrenceforræderi. En række ungdomsbøger blev det også til. Hans brede register af interesser gjorde ham i sin tid til en effektiv politiker i forfatterforeningerne.
Hans Lyngby Jepsens seneste bog, Mest imod. Sidste erindringer og essays, kom i dette forår og rummer en del polemik, bitter og bjesk. Han gav ikke meget for dansk folkelighed. »Danmark er for meget svum og svup og Grundtvig foruden alt det andet«, mente han ånd i ånd med Henrik Stangerup. Det danske Akademi og dagbladenes anmeldere indgød ham mistro. Svum og svup. Men døden havde han ikke noget imod, fremgår det af et af de sidste essays med et Grundtvig-citat som signal, »At sige verden ret farvel.« Som 80-årig tænker han ærligt på sin død hver dag – uden angst. Det er en nøgtern, rolig afsked med læserne, fjenderne, den gode jordiske tilværelse uden en truende himmel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her