Vi vil få en ny digital underklasse, der ikke har adgang til bestemte steder
og serviceydelser, advarer Stephen Graham, der er medforfatter til bogen Splintering Urbanism
Mandagssamtale
»Det er som et stort monster, der æder alt andet. Megabyerne og den tilfældige udbredelse af den bymæssige bebyggelse er det mest magtfulde fænomen i vor tidsalder.«
Den 36-årige dr. Stephen Graham fra Centre for Urban Technology ved universitetet i Newcastle kan ikke skjule sin samtidige fascination af og frygt for det urbane monster.
Han har netop sammen med Simon Marvin, der er professor i bæredygtig urban og regional udvikling på Salford universitetet, udgivet bogen Splintering Urbanism.
Det er et digert værk på 479 sider om, hvordan byerne og deres infrastruktur splintres i tusindvis af stykker, og hvordan de moderne oplysningsidealer for byen er under hastig dekonstruktion i en stadig mere globaliseret økonomi. Skellene mellem land og by gøres flydende, og metropolen med et bycentrum forvandles til et flercentreret kosmopolis. De lokale netværker knyttes teknologisk og økonomisk tættere sammen med de globale netværker, mens der sker en social afkobling nedefra.
»Det er den første analytiske geografi for netværkssamfundet,« lyder det anerkendende fra sociologen Manuel Castells.
Til Information siger Stephen Graham, at ambitionen er at »udvikle en mobilitetens sociologi for byerne. Mobiliteten har stort set været ignoreret af samfundsvidenskaben, men vi lever i dag i en mobilitetskultur.«
»Alt er indrettet på mobiliteten, og alle borgere udsættes for en form for tvungen fleksibilitet. I Europa har vi stadig stærke bykerner omkring historiske og kulturelle centre, men periferien og forstæderne er i hastig fremmarch. Der opstår nye satelitcentre i periferien af byen, og det er blevet svært for folk at organisere hverdagen uden bil. Mobiltelefonerne er med til at styrke mobilitetens kultur. Men det betyder ikke, som man måske skulle tro, at folk bliver mere fjerne fra hinanden. Mobiltelefonen intensiverer brugen af byen, og den voksende kommunikation får folk til at mødes mere, køre mere og mere og rejse længere og længere.«
Klasseforskel
Splintering Urbanism er ikke kun sprængfyldt med eksempler på, hvordan de nye teknologier både forbinder folk på helt nye måder. Den tegner også et detaljeret billede af, hvordan udviklingen skaber nye sociale skel. Mens World Com/MCI udlægger fiberoptiske kabler for at servicere de førende virksomheder og velstillede forbrugere i Vestens byer, så bryder kommunikationen sammen i Rusland, hvor kriminelle bander har røvet 15.000 km elektriske hovedledninger i de seneste år.
Et andet eksempel er, at over 50.000 vestlige diplomater og business-folk bruger nye biometriske smartcards, så de kan slippe uden om køerne i pas- og indtjekningskontrollen i lufthavnene og den virkelige elite flyver privatfly fra det ene urbane knudepunkt i den globale økonomi til den næste.
»Man er i Nord som i Syd ved at opbygge dualistiske og socialt opsplittede infrastrukturer, der giver velstillede forbrugere mulighed for at udøve magt ved at købe nye, kundedesignede, private serviceydelser,« forklarer Graham.
Mens de velstillede kører på hurtige betalingsmotorveje i Los Angeles, Toronto, Jakarta, Bangkok og Melbourne, tager med et højhastighedstog i Europa, går i airconditionerede skywalks i Minneapolis eller søger ned i private, bevogtede gangtunneler under Houston, så bryder de offentlige serviceydelser sammen for de fattige, de marginaliserede og de overflødiggjorte.
I den brasilianske storby Sao Paolo køber de superrige private helikoptere, middelklassen efterspørger armerede biler for at undgå overfald fra kriminelle og fattige i gaderne, mens de overfyldte offentlige transportsystemer bevæger sig i sneglefart.
»Byernes trafik er ved at kollapse, mens trafikpropper og stress breder sig. I London vil den venstreorienterede borgmester indføre elektronisk roadpricing, og ideen er, at det skal reducere antallet af biler. Men i realiteten vil det reducere lavindkomstfamiliernes biltrafik.«
Udrangering
»De universelle serviceydelser, som staten tidligere tog sig af, bliver afkoblet, udliciteret og privatiseret. Det kan få alvorlige konsekvenser,« siger Stephen Graham, der bl.a. frygter, at privatiseringer af sundhedssystemet fører til, at store dele af befolkningen ekskluderes og ikke får basal lægehjælp. Margaret Thatchers privatiseringer har aldrig været hans kop te.
»Den britiske elektricitetsforsyning blev privatiseret, men det var et socialt tilbageskridt. De private selskaber giver subsidier og fordelagtige ordninger til transnationale virksomheder og brugere med såkaldt høj værdi, mens man underminerer serviceydelserne til den fattige del af befolkningen.«
»Man har installeret et smart målesystem i folks hjem, men folk uden kreditværdighed kan ikke få det og må i stedet vandre op til elselskabet for at betale forud. Den gruppe nyder ikke fordel af de nye systemer, men får ofte dyrere el end de andre.«
Kan private og halvoffentlige selskaber ikke være lige så dygtige eller bedre til at lave konkrete opgaver end politikere og statslige embedsmænd?
»Jo, selvfølgelig er det muligt men de må underlægges en god offentlig regulering. Det gjorde man ikke i Storbritannien, da man privatiserede vand- og elektricitetsforsyningen. I stedet for at skabe reguleret konkurrence, så skabte man bare et nyt privat monopol.« De privatiserede netværker og dualistiske systemer er også udbredt i udviklingslandenes storbyer.
»I Jakarta denne by med de funklende nye toldveje og ofte halvt bebyggede pakkelandskaber til de rige må over halvdelen af befolkning stadig hente deres vand fra sælgere, der ofte tager tretten gange så meget for vandet, som det koster at vande golfbanerne og landskabshaverne i de riges nye bevogtede satelitbyer,« siger Graham.
Sociologerne Zygmunt Bauman og Manuel Castells har tidligere beskrevet, hvordan den sociale opsplitning i byerne sker via gated communities, og hvordan overvågningen breder sig fra shoppingcentre til trafikale knudepunkter som lufthavne, finanscentre og på Internettet. Men Splintering Urbanism er meget mere grundig i sin dokumentation. Stephen Graham afviser dog, at bogen tegner en slags orwellsk dystopi med et panoptisk, totalt overvåget samfundssystem: »Der er mange farlige tendenser i tiden, men vi forsøger ikke at fremmane en dystopi. Vi forsøger blot at indkredse de sociale realiteter i en kaotisk verden,« siger han.
Digital underklasse
»Der er f.eks. begyndende tegn på, at der vil ske en digital opdeling af folk. Automatisk persongenkendelse via ansigtsscanning vinder frem i lande som USA, og det kan føre til, at vi vil få en ny digital underklasse, der ikke har adgang til bestemte steder eller konkrete serviceydelser. Det kan gøre disse mennesker magtesløse, og det kan bane vej for ganske udemokratiske styreformer. Vi skal tage den risiko alvorlig.«
Men kan I se nogle stopklodser?
»Vi er ikke strukturelle determinister, og vi tror ikke på en simpel Blade-Runner-dystopi. Livet i byen er uforudsigeligt, kaotisk og blandet. Udviklingen kan aldrig planlægges ned i den mindste detalje, for der er altid noget, der viser sig ikke at være perfekt. Og dybest set er det svært at disciplinere folk og tæmme folks kreativitet. Vi kan se mange rum for folkelig modstand i byerne. Unge mænd i britiske bycentre har f.eks. fundet måder at undgå overvågningskameraerne på. Der er flere og flere eksempler på demokratiske mobiliseringer imod den nye subtile form for social kontrol.«
Hvad mener du om de nye protestbevægelser, der demonstrerede mod WTO i Seattle og mod G8 i Genova?
»De nye antiglobaliseringsbevægelser mobiliserer via Internettet, og de er selv en del af globaliseringen. Det er en fascinerende udvikling.«
»Jeg synes, det er meget positivt, at folkelige bevægelser forsøger at generobre det offentlige rum. Der er hårdt brug for nogen, der udfordrer de nyliberale dogmer, der hævder, at globaliseringen er en nødvendig og friktionsløs proces med umiddelbare gevinster til alle. Vi er dybt indlejrede i ideologien om det teknologiske fremskridt, men det skaber både vindere og tabere. Og de transnationale selskaber udøver en subtil og uigennemsigtig form for magt, men den er antipolitisk. Der er hårdt brug for at skabe en mere retfærdig og social form for globalisering. Der var mange fornuftige og fredelige NGOere i Genova, men jeg vil godt understrege, at jeg ikke føler mig beslægtet med de anarkistiske voldsgrupper, der bare ønsker at destruere systemet.«
