Læsetid: 0 min.

Byger af barndom

I Jørgen Gustava Brandts nye digte bliver Kedsomheden al ære værd
29. august 2001

Ny bog
Midtvejs i et af de længere digte fra Jørgen Gustava Brandts nye bog falder man over disse meget sigende linjer: »Du må begynde forfra at det nære / ikke vender sig fra dig / mens du adspredt bereder forandring«. Det sammenfatter ganske godt samlingens ærinde, som består i at finde tilbage til begyndelsen.
Når dette lykkes, finder man det, som poesien gerne skal gribe, det, som barnet opfanger umiddelbart, men som aldrig er noget bestemt:

Det findes på forsvundne
svalegange
Det findes på reposerne i
kælderhalsene
i det mærkelige kosteskab
under trappen
Det findes i hundehullet
Det findes i skidt og skidentøj
Det findes i parkens huler og
gaffelgrene
på forundringsstolen
forbudt for voksne

Listen fortsætter lidt endnu, men har man først hæftet sig ved denne uhåndgribeligheds-opremsning, undgår man ikke at opdage hvor ofte Jørgen Gustava Brandt på centrale steder bruger ord, der begynder med for-. Her var det til at begynde med forfra og forandring, senere forundring og forbudt; men han kredser i sine nye digte også om f.eks. forvandling og (synds)forladelse.

Intuition = erfaring
Digteren forestiller sig, at det gennem adspredt søgen er muligt at fremkalde, hvad han benævner »lagret barnlighed«, at gå ud i »byger af barndom« og atter mærke dén »opfyldelsens lethed«, der som bekendt gør livet hele livet værd. Metoden kan ikke helt siges at bestå i at gøre sig tom, snarere er der tale om en åben dvælen, der gør, at tingene, fuglene, verden, bare kommer til én og lader sig forene med den viden, man nu engang har samlet op. »Intuition er erfaring,« hedder det fyndigt et sted.
Som så mange gange før hos netop denne digter går vejen til en sansernes direkthed via den lethåndet flydende, åbent søgende skrift. Den poetiske meditation.

En god vej hedder
Kedsomheden
med sidevejen Ugidelighed
hvor jeg engang boede
og gloede
på dråber
Vismænd – især i Asien –
gav dem andre navne
der med tiden kom til at lyde
finere

Men det er lige meget
hvad det hedder at vente på
i hvert fald ikke at komme hjem
og sletikke at gentage
skolevejen
og skolens rædsler

Når det kan være vanskeligt, senere hen, som voksen, at slå ind på den rette vej (som jo altså i de pædagogiske autoriteters øjne altid har været den forkerte!), skyldes det, at man i mellemtiden er blevet åh »så rig på tid / og flimrende ufattelig hurtighed / så man ikke når at læse skiltet / med Kedsomheden.«

Naturens tungetale
Selv færdes Jørgen Gustava Brandts tekster ad flere forskellige veje. Enkelte har aforistisk præg, andre ligner mere fortællinger afbrudt af en charmerende digression (eller tre), helst giver han sig dog i kast med poetiske positionsafsøgnings-, sprednings- og lytteopgaver, hvor jeg’et optræder med varsom modtagelighed, i en art passiv aktivitet.
Så kan han atter se og mærke den elskede, nu, eller ligesom sine omgivelser lytte til fuglekongen, når den med en lille fin tynd høj snurren fornøjer sin gule purpurhat:

Store træer lytter
ved solnedgangen
til deres gyldne løvfald
hvirveldansende i min
hovedskal
lytter til himlen i sig selv
som sandt er
hviskende hørelse
tungetale lyttende
det vandige lys

I denne tekst, med titlen »Luft fortæller«, synes Jørgen Gustava Brandt nær ved at tilskrive naturen et evangelium og gøre dette at lytte til en slags pinseunder. Men inden man giver sig til at gå fra koncepterne over det, bør man lige lægge mærke til, hvordan han hele vejen frem til det for-kyndende har tingene og sanserne med.

Gammel pumpe
Hvorledes han selv opfatter »Mit ærinde« fremgår vist af et digt med netop denne titel:

Om natten
rejser jeg dybt ned
i underjorden
hastigt på vingede hæle
ned til den sølvklare kilde
med min kande
som jeg fylder
og iler atter op
med spædevandet
til den gamle rustne hostende
pumpe

i barndommens gård

Det er ikke som prædikant, men som en Vandbærer-Hermes, at digteren genfødt ved drømmen kan hente nye forsyninger: Til sin egen pumpe, og til læserens. At denne pumpe til stadighed står i barndommens gård, vil sige så meget som, at vi har barnet med os, uanset hvor gamle vi bliver, og derfor gør bedst i at skænke det fortsat liv.

*Jørgen Gustava Brandt: Veje til Infantilia. 72 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu