Læsetid: 2 min.

Come back for Lola Baidel

Aschehoug, Lindhardt & Ringhof samt Vindrose i efteråret
2. august 2001

Nye bøger
En ny roman af Lola Baidel. Det er en af nyhederne i forlaget Aschehougs efterårskatalog – og en nyhed ud over det sædvanlige, for det er 18 år siden, Lola Baidels forrige af slagsen, Små hop på stedet, udkom. Som sendt fra himlen hedder den nye, en historie om en selvstændig kvinde, der overrumples af kærlighed.
Tegneren og skribenten Lise Rønnebæk debuterer med en »vildt fabulerende og dramatisk sexet roman«, betitlet I virkeligheden hedder jeg Nielsen. Lise Rønnebæk har, som det fremgår her på siden, selv illustreret romanen.

Ny tyngde
Aschehoug har tidligere været kendt for at lave bøger, der primært skulle sælge på et kendt navn.
Med kommende udgivelser som journalisten Egon Balsbys Erhards sofa, og forsvarsadvokaten Jytte Thorbeks Strejftog på juraens slagmark, der for en stor del handler sager, hvor der er sket overgreb fra retssystemets side, ser det ud til, at genren har fået tilført ny faglig tyngde. Balsbys bog er ganske vist, ligesom mange af de tidligere, en interviewbog, men emnet er mindre Erhard Jacobsen end alle de politiske beslutninger og forhandlinger, der har fundet sted i titlens sofa siden 1970erne.
Arkivar Frede Farmands og journalist Kurt Simonsens bog om Tvinds skjulte krig er baseret på tusindvis af tidligere udsmuglede dokumenter, oplyser forlaget, der i forbindelse med udgivelsen åbner en hjemmeside med dokumentationsmaterialet.

L&R
Fra Lindhardt & Ringhof kommer blandt andet en ny digtsamling af David Læby, Fortæl det stumme – Digte til et jeg, og en generations- og kærlighedsroman fra Vibeke Marx, Tusindkunstner, om den bløde mand Malthe i sidste halvdel af det 20. århundrede. Den unge generation er repræsenteret med Lars Frosts 1960’er-inspirerede, Allermest undrer det mig, at vi kan glemme, en roman, der følger strukturen i Alain Robbe-Grillets klassiske essaysamling På vej mod en ny roman fra 1963. Lars Frost debuterede sidste år med novellesamlingen Og så af sted til Wien.
Fra Bolivia kommer en filosofisk krimi af Edmundo Paz Soldán: Flygtige flod, mens Japan danner baggrund for Alyson Richmanns Maskeskærerens søn om kunst og skæbne i det 20. århundredes Japan.

Island og Norge
Fra forlaget Vindrose udkommer kun to romaner, men til gengæld af velrenommerede forfattere, nemlig islandske Einar Már Gudmundsson og norske Gunnar Staalesen.
Førstnævnte udsender efterfølgeren til slægtsromanen Fodspor på himlen. Drømme på jorden hedder den nye, hvor vi følger sømanden Olaf og hans kone Gudnys ti børn, der alle blev sendt væk fra hjemmet for
at blive opfostret som plejebørn på gårde rundt omkring i de islandske landkommuner.
Med den tuberkuloseramte Sæunn som midtpunkt hører vi historierne både fra børnenes synsvinkel, og sådan som de senere som voksne husker den skæbne, der skilte dem ad.
Gunnar Staalesens 1999 – Aftensang er tredje og sidste bind i trilogien om folk og fæ i Bergen i det 20. århundrede, hvor sidste brik i et vidtstrakt kriminalmysterium omsider falder på plads. De to tidligere bind hedder 1900 – Morgenrøde og 1950 – High Noon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu