Læsetid: 4 min.

Danske modernismer taget ved vingebenet

Glimrende nye numre af ’Kritik’ og ’Den Blå Port’
31. august 2001

(2. sektion)

Tidsskrifter
»Det er på tide«, skrev ph.d. i dansk litteratur Anne Borup for et års tid siden i tidsskriftet Kritik,« at vi forlader modernismen som litteraturhistorisk konstruktion og begiver os ind i litteraturen.«
Borup henviste til en dansk modernisme konstrueret af Torben Brostrøm med Villy Sørensen som filosofisk assistent. Og Borup kritiserede bemeldte konstruktion for med kulturradikalt fokus på opbyggelig finlitteratur at ekskludere traditionel lavkultur. Uden for Brostrøms modernisme er der et i følge Borup åbent, men overset felt. Digtere som Ivan Malinovski, Peter Laugesen og Dan Turèll skaber ved at inddrage populærkultur og genopdage klassiske traditioner nye genrer og former.

Fortsættelse
Undersøgelsen af den danske modernisme fortsætter i det aktuelle Kritik nr. 152.
Jan Rosiek har leveret et fortrinligt bidrag, der korrigerer momenter i Borups opgør med den brostrømske modernisme. Men overordnet fremhæves Borups afdækning af Brostrøms rolle i konstruktionen modernisme baseret på ’alliancen mellem nykritik, pædagogik og kulturradikal opbyggelighed’ som ’nybrydende’ og ’særdeles nyttig.’
Med udgangspunkt i Malinovski foreslår Borup ’den samtidige anvendelse af forskellige udtryksformer’ som signalement af det ’åbne felts’ poetik. Og Rosiek bestemmer på den baggrund ’det rene genrespecifikke værk’ som angrebsmålet for Borups kritik.
En lignende tanke løber ifølge Rosiek som rød tråd gennem Anne Marie Mais litteraturhistorieskrivning, som den bla. viser sig i efterordet til det leksikalske hovedværk: Danske digtere i det 20. århundrede. Mai fremhæver udveksling mellem kunstarterne og avantgardens mulige genkomst med forlaget og tidsskriftet Øverste Kirurgiske som eksempel fra 90’erne.
Rosiek perspektiverer kritisk forestillingen om en ny avantgarde ved at advare mod at identificere eksperiment med avantgarde. Han citerer Charles Russel for at definere avantgardens ambition som en » gennemgribende omkalfatring af ’kunst, social affærd og politik.’« Avantgarden præsterer udkast til en anderledes verden, der viser sig som utopiske helhedsfortolkninger.
Det er aktuelt svært at få øje på en avantgarde, der insisterer på dette radikale indbrud i samfundslivet som helhed.
Det i dansk sammenhæng decideret nye ser Rosiek med henvisning til Erik Skyum-Nielsen og filmen Digter et helt andet sted. Det betegnes som et »novum i det 20. århundredes danske litteraturhistorie«, at toneangivende digtere som Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian bekender sig som kristne.

Ny modernisme?
Forfatter og forfatterskole- rektor Niels Frank forsøger i artiklen Omstigning til paradis at afsløre, at modernismen i Danmark i virkeligheden slet ikke var moderne. Villy Sørensens Digtere og Dæmoner kritiseres for kulturradikalt opbyggeligt at efterstræbe forsoning og forløsning af spaltningen i det moderne individ. Og Frank hævder, at Thorkild Bjørnvig i lige linie fra Sophus Claussen underkender Baudelaires fundamentale splittelse og sender ham »direkte på kirkebænken.«
Niels Franks kritik af den danske modernisme lider desværre under, at han ikke redegør for de ivrigt anvendte begreber; moderne og modernisme. Modernismen karakteriseres overordnet som tab af selvet og sprogskepsis. Men den postulerede sprogskepsis undermineres af Franks egen praksis, hvor helten, Baudelaire, tilskrives entydige grundsætninger og nærmest universelle mottoer for modernismen.
Det bør tilføjes, at også den meget lidt danske, modernistiske digter T.S. Eliot hævdede, at Baudelaire søgte forsoningen. Ad bagvejen. Vejen til himlen gennem helvedes blomster.
Kritik nr. 152 rummer desuden en enquete om, ’hvad litteratur bruges til’, historikeren Uffe Østergaards generøse historiske, filosofiske konstekstualisering af Thomas Thuras interviewbog Historien er ikke slut. Jørgen Dines Johansen har skrevet veloplagt om fem gode grunde til (ikke) at læse litteratur, Anne Jerslev en analyse af David Lynchs Lost Highway. Martin H. Bruunsgaard forfølger i en udmærket læsning af Ivan Malinowski Anne Borups kritik af den danske modernismekonstruktion.
Endelig har professor Peter Harder foretaget en fremragende analyse af forholdene omkring forskning og undervisning i Danmark med den sigende titel: Universiteternes skæbnetime?

Den Blå Port
På grund af et flere måneder langt frikvarter i Kulturministeriets tidsskriftudvalg udkommer Den Blå Port nr. 55 væsentligt forsinket.
Det er til gengæld en spændende blanding oversatte og danske, teoretiske og skønlittærre, samtidige og historiske, der nu udkommer. Den amerikanske forfatter Thomas Pynchons essay Er det o.k. at være luddit? er et højdepunkt. Essayet er et forsvar for litteraturens ret til ’at insistere på det mirakuløse.’ Pynchon skriver om den gotiske roman og science fiction-prosaen som kobling mellem to svært forenelige diskurser: Den kunstneriske og den videnskabelige.

Klangens historie
Endvidere er den engelske digter Gerald Manley Hopkins (1844-89) forbilledligt præsenteret med sin berømte tekst om parallellisme som poesiens egenart, en dagbogsoptegnelse og et digt.
Blandt bidragene kan yderligere nævnes Carsten Sestofts uaktuelle genanmeldelse af den polske forfatter Witold Gombrowicz og Dan Ringgaards smukke, næsten Borges-agtige gennemgang af den poetiske klangs metafysiske historie.
Lyrikeren Lars Skinnebach indleder en ny serie henvendt til læseren med fire fine digte. Fire vers i andet digt spørger apropos: Det var tider. Der er så mange tider / og Spådomme. Når hunden gør i din nabos hus, lider kongen / af clamydia. Vi kan gøre os selv til ofre / er det modernismens udvej, det fornedrede menneske?

*Kritik nr. 152, Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm (red.). 82 s., 100 kr.

*Den Blå Port nr. 55, Mette Mette Moestrup og Niels Lyngsøe (red.). 82 s., 98 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her