Læsetid: 3 min.

Designer-Hamlet klæder Kronborgs barok

Sympatisk no-nonse-version fra Birmingham Repertory Theatre, der rejser let
13. august 2001

Teater
Hjernerne bag Hamlet-på-Kronborg projektet har blandet årets kort med omtanke og finesse: først Eimuntas Nekrosius’ billedstærke, men tekstligt sekundære opsætning, derefter Birmingham Repertory Theatres aftapning direkte fra kilden. Ingen Shakespeare-fundamentalister eller lyrikelskere skal snydes, for hvad de anser for den ægte vare, som leveres trods fraværet af en teatralsk supernova som sidste års Simon Beale. Birmingham Repertory har andre attraktioner.
På en måde har Birmingham Rep. været på Kronborg før. Teatret er notorisk talentudviklende, og for æoner og et øjeblik siden gæstede en af dets største karakterskuespillere ever, Derek Jacobi, Helsingør. Det er ganske tankevækkende at have set begge.
Dengang – i 1979 - serveredes Englands største eksportartikel, kronjuvelen Hamlet med hele århundredets guld, velour, trompet og kanonudtræk, med stjernespil og vandbæreres vandbærere. I dag er vi til »more matter, less art«, som dronning Gertrud så økonomisk udtrykker det.
På Kronborg år 2001 man ser hvordan. Opsætningen er trimmet, direkte og støvsuget for teaterbulder – en designer-Hamlet inddampet fra en basis-Hamlet af den erfarne Shakespeare-instruktør Bill Alexander, (der aftjente sine barneår hos Royal Shakspeare Company). Alexander har udsat Hamlet for den samme tilbage-til-råvarerne, som tidens køkken har været igennem; tilbage står det essentielle.
Om ikke kronologisk.
Og ikke et ord om Fortinbras.

Fortolk selv
Men at teater – selvfølgelig – ikke uden videre lader sig indskrive i køkkenmetaforer viser forestillingen også. Alexanders oprensede version er anlagt bevidst neutral, i den forstand at dens fokus er en rolig total uden automatisk psykologisk følgespot på hovedpersonen og som konsekvens med en usædvanlig homogen rollebesætning. Ingen stjerneskuespiller i den belastede betydning sat til at trække læsset og billetsalget og ingen svage, yderste led.
At John McAndrews Horatio dog er blevet den mest
diskrete, for ikke at sige anonyme i mands minde, må have voldt Alexander en del hovedpine – men kontrasten til sidste år, hvor Horatio var historiens kronikør og overleverer, bliver ganske fiffig – for Kronborg-publikummet.
Opsætningen blotter dog en vis akilleshæl, for neutraliteten overlader Den Store Forkromede Fortolkning, som Hamlet-instruktører altid afkræves ekstra strikt, til publikum.
Alexander trækker på skuldrene og svarer Gør det selv ! Igen ligger cuisinets i disse tider svært hypede kunstart ligefor – engang imellem smager en kartoffelmad med fingersalt bedre end kalvefilet Oscar. Og der rammer Alexanders filosofi – efter min mening – rigtigt. Ingen holdbar kunstnerisk udvikling uden tilbagevendende afsøgninger af basis.

Rent og smukt udtryk
Richard McCabes Hamlet er ikke den store besættende monologist, men excellerer i fysiske handlingsfremstød og har sin styrke i det forstyrrede sind efter genfærdets afsløring. Alexander er en af de få, der tar Ofelias rapport om prinsens symbolsk derangerede ydre alvorligt og sender McCabe på scenen i natskjorte, barfodet og med et snublende Isadora Duncan-tørklæde om halsen som en Indien-smittet hippie. McCabe er en fin ironiker og bitter spotter; væver, når han tirrer, og dræbende, når han afviser. Stakkels Ofelia.
Rakie Aiola skriver på sin vis teaterhistorie på Kronborg, Polonius-familiens nærmere dynastiske omstændigheder bliver med en lys Laertes (Martin Hutson) lige så dunkle som Aiolas fine, spæde Ofelia, der mestrer vanvidsscenerne med virkningsfuld enkelhed.
Claudius’ fremstiller, Gerard Murphy, medbringer et kendt film- og tv-ansigt, og gør i kraft af sin type den tidligere kongebroder, nu kronebærende brodermorder til en apopleksitruet pickwickianer, godt fodret op på stout og pies, og så selvfølgelig adelig og royal som en bryggerhest..., men det medfølgende temperament giver forestillingen temperatur.
Anna Nicholas graciøst værdige Gertrud er hans fysiske kontrast, som hentet ud af en balletversion, men et
match i styrke. John Quentin har som genfærdet (og skuespillerkonge) den noblesse som... nå, lad det ligge, og hans tilsynekomst er den mest nøgterne, men ikke virkningsløse, i Kronborg-opførelsernes historie.

Polonius-hønisse
David Hargreaves’ Polonius falder i den noget slidte ’Polonius-som-hønisse’-kategori – ikke så vittig at det forstyrrer ens mascara – hvilket Andy Hockley som knoglejanitchar forsøger at rette op på i graverscenen. Jamie Newall formår i dobbeltrollen skuespillerdronning/Osric næsten at skabe sig om, hans Osric (en biperson, man som regel knappast noterer) er en stor, tilknappet, formfuldendt fascination.
Og så til den ydre, meget væsentlige fascination, Birmingham Repertory rejser let, men sidder godt. Rekvisitterne er udelukkende stole og taburetter; mens sale, kamre, kirkekapel, atmosfærer og locations raffineret udlægges af lysdesigneren og hans røgmaskiner.
Mitchell har en artistisk søster i kostumieren Lucy Weller, hvis stilrene variationer over et frakketema med stramt farvekort gør denne Hamlet til årtiers mest velklædte og tidsafspejlende og de hviddressede kvinder til elegante kontraster. Afgang til Helsingør for landets teaterdesignere, tak.

*Shakespeares Hamlet
Instr.: Bill Alexander. Lysdesign: Tim Mitchell. The Birmingham Repertory Theatre på Kronborg t. 14. aug. plus forlængelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her