I torsdags udkom Knud Muncks biografi om digteren Michael Strunge. Strunge var og er på en måde stadig indbegrebet af firsergenerationen i dansk litteratur, en skikkelse som dels ved egen virken, dels ved mediernes medvirken blev en slags talsmand for et ungdomsoprør mod ungdomsoprørerne fra 1968. Hans karriere var kort: Han debuterede som 20-årig digter i 1978 og udgav herefter 11 bøger mere, før han begik selvmord i 1986. At han således fra starten både så sig selv og blev set som den ny generations talerør, og at generationen så at sige døde med ham (og omvendt), har været stærkt medvirkende til, at han er blevet et emblem for en tidsånd og dens idealer, som han ligesom alle andre unge døde helte og heltinder (James Dean, Eik Skaløe, Sylvia Plath, Kurt Cobain, Gustav Munch-Petersen osv. listen er lang) aldrig for alvor nåede at kompromittere ved at blive gammel og sat.
Michael Strunge iscenesatte gerne sig selv som Digter med stort D i skarp opposition til samtidens flade og formløse brugslitteratur, som han i sidste ende anså for at være aldeles ubrugelig. Digteren skulle ikke bevidstløst efterplapre den grå virkelighed, der omgav ham, men i stedet forfølge sine visioner ikke blot for visionernes egen skyld, men fordi de rummede muligheder for forandring og forløsning.
I et vist omfang formede Strunge sig selv og sin karriere i sine idoler David Bowie og den franske digter Arthur Rimbauds billeder ligesom sidstnævnte opgav han på et tidspunkt digtningen da dens visionære kraft syntes at være udbrændt.
Målet for Muncks biografi er efter eget udsagn, at »komme bag om myterne, der ofte opstår, når en kunstner dør meget ung«, et mål der ifølge flertallet af anmeldernes mening ikke lykkes særlig godt. Den litterære biografi giver kun for alvor mening, hvis læsning af de litterære værker og beretningen om den biograferedes liv gensidigt støtter og beriger hinanden. Så giver den til gengæld også meget god mening og ikke mindst i et liv og et værk, der er så sammenfiltrede og på samme tid så omspændt af myter som Strunges. I en vis forstand forbliver netop hans digte uigenkaldeligt bundet til den tid, de udspringer af. Men hvorfor så egentlig overhovedet beskæftige sig med dem eller med ham? Har Strunge og hans digte i dag udelukkende historisk interesse?
Det tyder det overvældende salg af alle digtene i et bind Samlede Strunge, som Borgens Forlag udsendte midt i halvfemserne ikke på. Billedet af digteren som oprører og følsom ung mand med en stor vrede mod Systemet synes at have fundet genklang hos mange, og spørgsmålet er, om det ikke først og fremmest er dette billede og denne digterrolle, der har gjort Strunge populær langt ud over de normalt ret snævre kredse, lyrikken når ud til.
Et af de faste holdepunkter og en af stjernestunderne i historien om Strunge er hans optræden i DRs bogprogram BAZAR i foråret 1984. Som mange vil kunne huske havde værten, Jens Winther, inviteret to repræsentanter fra den fremstormende firsergeneration (foruden Strunge var det Pia Tafdrup) til at diskutere poesi med de lidt ældre Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær. Den diskussion udviklede sig endnu mere brændbart, end redaktionen kunne have forudset, og kulminerede med, at Strunge kaldte Baidels digte for fiduspoesi, og i al almindelighed syntes at mene, at halvfjerdsergenerationens lyrik »var noget pis.«
Det er et mindeværdigt stykke tv-historie. Det er det for det første, fordi Strunge med Anne-Marie Mais ord »brød den uskrevne lov om, at forfattere i Danmark ikke kritiserer hinanden på tv« en lov der er lige så tåbelig, som den i dag er unødvendig, fordi intet tv-program i dag ville drømme om at have mere end allerhøjst én forfatter på skærmen ad gangen. At den danske litteratur og i særdeleshed den danske poesi således ikke blot er en hyggeklub, hvor alle sidder og klapper hinanden på ryggen og er enige om alting (og i øvrigt ligeglade med alle andre), men at det faktisk undertiden kunne være et sted hvor holdninger og livstolkninger brydes og ramler sammen det kan man nok trænge til at blive mindet om med jævne mellemrum.
For det andet er det værd at huske, fordi situationen i dag er vendt fuldstændigt på hovedet. Nu er det Strunge og hans jævnaldrende, som er blevet kanoniseret, og hvis bøger, der undervises i på alle niveauer fra universitetet til de ældste folkeskoleklasser, og hvis bøger som nævnt sælges i gigantiske oplag mens Bjørnkjær og Baidel nærmest er skrevet ud af litteraturhistorien og ind i glemmebogen. Kunne det lade sig gøre i dag at sætte Strunge og Tafdrup op over for to unge ambitiøse brushoveder, ville man uden tvivl igen kunne få et livligt skænderi i gang generationerne imellem; denne gang måske ikke med beskyldninger om fiduspoesi, men i stedet om selvhøjtidelighed og ulidelig patos. Nu befinder vi os i en periode, hvor nogle af de yngste digtere (og gerne dem der råber højest) undertiden synes utilbøjelige til at tage både sig selv og poesien alvorligt (endsige højtideligt), og så er det vel ikke overraskende, at Strunge, i takt med at han har fået en kæmpemæssig læserskare, er gået fra at være forbillede til nærmest at være fjendebillede for en ny generation af digtere.
Måske skal vi kigge til Sverige for at finde en mere ædruelig vurdering af, hvad der faktisk gemmer sig i Strunges digtning? F.eks. har den svenske digter Ola Julén flere steder omtalt Strunge som en forudsætning for sin meget omdiskuterede bog Orissa fra 1999. Her er det imidlertid ikke så meget den mytomane generationsforkæmper, der er kilde til inspiration, men snarere måske den intime kærlighedsdigter fra Væbnet med Vinger den digtsamling Strunge selv hævdede skulle være hans afsked med poesien. Det viste sig godt nok ikke at holde stik, men det peger alligevel på digtningen som et først og fremmest eksistentielt projekt hos Strunge ikke et politisk, ikke et socialt, ikke et etisk og bestemt heller ikke et rent æstetisk projekt. Meningen var aldrig at skrive skønne digte, men at bruge poesien som en måde at formulere og transformere det levede liv, der forblev hovedsagen.
Det er formodentlig det, som på et lidt dybere niveau danner grunden til Strunges fortsatte appel selv når digtene selv stivner i klicheer (som de jævnligt gør) mærker man dog, at der er noget på spil i teksterne, at det aldrig er ligegyldigt for digteren. Man må forestille sig ,at det faktisk var grunden til de voldsomme udfald mod Baidel m.fl., og at det var årsagen til den enorme og enormt naive tillid til digtningen som en revolutionær kraft. Den virker ganske vist meget naiv i dag, men måske er det stadig værd at huske på i tider, hvor kritikere ved ledende aviser tamper skolemesteragtigt løs med deres pegepinde og forsøger at banke elementær viden om metriske former ind i stakkels uskyldige poesiinteresserede, at der er andre grunde til at beskæftige sig med litteratur end både dyrkelsen af den strenge Skønhed og af en nyironisk fniseæstetik.
