Læsetid: 2 min.

Efter dogme

Nyt filmkoncept fra Nordisk Film og TV2
9. august 2001

Filmproduktion
Med fire spillefilm til ’kun’ 8,5 mio. kroner stykket – ca. halvdelen af en gennemsnitlig dansk film – og Morten Arnfred, Birger Larsen, Tomas Villum Jensen og den debuterende Christoffer Boe bag kameraerne søsatte Nordisk Film og TV2 onsdag et nyt filmkoncept under navnet Director’s Cut. Som navnet antyder, handler det både om at sikre instruktørerne kreativ frihed og om at skære væk og ind til benet, hvor det er historien og skuespillet, det handler om. Det lugter af Dogme 95, og projektets bagmænd vedkender sig da også gerne gælden til von Trier og Vinterbergs manifest.
»Vi forsøger at fange og følge op på den energi, som dogme har sluppet løs,« siger Nordisk Films Rumle Hammerich. »Men der er ingen regler, kun rammer,« forklarer manuskriptforfatter og producer på Nordisk Film Lars Kjeldgaard om den idé, han har udviklet sammen med instruktør og producer Åke Sandgren og siden solgt til Hammerich og TV2’s dramachef Adam Price.
»Lars og jeg havde nogle af de samme erfaringer i filmbranchen med, at man kommer så sent i gang med en film, at lysten og energien forsvinder,« siger Åke Sandgren. »Filmklimaet i Danmark i de seneste 10-20 år har været en ren finansieringsmarathon. Nu vil vi se det fra instruktørens point of view. Lysten er væk, og vi er nødt til at tage hånd om lysten ved at sikre, at man kan komme i gang med sin film her og nu.«
»Vores slogan er, at ’billigt er bedst’,« fortsætter Kjeldgaard. »Vi arbejder på at skære ned på formerne. En del af filmenes æstetik kommer til at ligge i budgettet og rammerne. Vi vil udvikle en produktionsmetode, som giver instruktørerne frihed. Men det er ikke low budget-film, for det er ofte bare dyre film, der er blevet slået ned.«
Budgettet på filmene er fastlåst, så instruktøren kan indrette produktionen efter det. Det håndplukkede filmhold skal ikke være på mere end ti personer og optagelserne vare seks uger. Til gengæld sættes der mere tid af til efterarbejdet.
»Vi prøver at positivere den her situation, og vi har en puritanistisk glæde ved at skære fra og ser det som et fortællemæssigt gode, ikke et offer vi afleverer på et finansieringsalter,« siger Kjeldgaard. Meningen er, at instruktørerne skal lave en synops på deres film, og ud fra den vil Sandgren og Hammerich bevilge de 8,5 mio. – halvdelen fra producenterne og resten fra f.eks. Filminstituttet.
»Der bliver skrevet for mange manuskripter og for få synopser,« mener Kjeldgaard. »Vi sætter fokus på synopsen, som er en undersøgelse af historien, og det giver nogle økonomiske og fortællemæssige fordele.«
»Det, vi har lært af dogme, er at finde det ærlige, sande udtryk, den enkle historie og de rigtige følelser,« forklarer Morten Arnfred, som glæder sig til at skulle igang med en film om livet på en villavej. »Det, der tiltaler mig ved Director’s Cut, er, at jeg ikke er underlagt de regler i dogme, som er lidt fjollede – som f.eks. at man ikke må klippe i lyden.«

*Den første af de indtil videre fire film er klar om et års tid

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her