Læsetid: 4 min.

At dræbe eller ej

Det Kongelige Teater puster støvet af Sartres eksistentialistiske drama i halvt vellykket opsætning af ’Urene hænder’
30. august 2001

Teater
Kan man spille Sartres Urene Hænder fra 1948 i dag?
Det Kongelige Teater gør i hvert fald et ihærdig forsøg på at blæse støvet af de mange og tunge ord, der knytter sig til kerneproblemet i den franske tænkers eksistentialistiske filosofi: valget.
Den unge, intellektuelle overklassesøn Hugo er socialist med ordre til at skyde partilederen Hoederer, fordi betonortodokse partifolk og konkurrenter anser ham for en korrumperet forræder, der vil slå handler af med fjenden.
Hugo er en Hamlet-figur, der vakler og skælver foran handlingen: At dræbe eller ikke dræbe. Ja, han skifter endda side og bliver overbevist om det rigtige i Hoederers kompromissøgende linje. Man kan ikke involvere sig i politik uden at snavse sig selv til – op til albuerne endda!
Da Hugo endelig trykker pistolen af, sker det, ironisk nok, fordi han finder sin kone i armene på den politiske leder. Som en banal crime passionel. Og dermed er dobbeltheden i Sartres drama godt på vej til at blive ført til ende.
For selv om stykket er en diskussion om politisk ansvar, om den intellektuelles vanskelige rolle i revolutionen, om hvorvidt målet er magten eller idealernes realisering, så er det lige så meget en udlægning af Sartres øvrige eksistentielle overvejelser, der blandt andet handler om den personlige meningsløshed som baggrund for være tvunget til at skabe sin egen tilværelse og meningen med den – ved at træffe de nødvendige valg.
Det gør Hugo i sidste scene, hvor han vælger en mening med det mord, som den svigefulde politiske efterra-tionalisering ellers har karakteriseret som meningsløst. Han vælger ansvaret over for sig selv frem for at følge partiparolen.

Med på en kigger
Vi kommer helt tæt på dette dilemma, når scenograf Christian Friedländer vældig virkningsfuldt lader os være med på en kigger og zoomer ind og ud på ansigter og kroppe i det drama, som spilles med kongelig, realistisk akkuratesse og nydeligt sitrende virtuositet i virkemidlerne.
Scenen for nærbillederne er en effektiv, skrabet arena med tilskueren ved ring-
siderne og skuespillerne som historiens spøgelser, der hejses ned fra luftet. Der vælter støv ud af munden på dem, inden de får talt sig varme.
En iscenesætters personlige opgør med de besværlige ord, der trods alt er og bliver knyttet til efterkrigstidens eksistentielle og politiske konflikter? Måske.
Sartres debattunge skuespil spilles her i en ubestemmelig tid – en slags alle tiders virkelighed – men det kan ikke helt skjules, at det også er en konfrontation med de tilstande, der prægede den forvirrede periode umiddelbart efter sidste verdenskrig. En smule forældet i tankegods og i opsætningen ikke ganske karakteriseret ved en tvingende nødvendighed, der kan få dramaet til for alvor at spidse sig til i vores bevidsthed.
Det skyldes til dels Sartre selv, der i nogen grad svigter sin hovedperson og udlægningen af hans dilemma undervejs. Men det skyldes også iscenesættelsen, der har travlt med unødige svinkeærinder og som undertiden tager ejendommeligt let på sine centrale konflikter, så de mangler den sidste imminens, der kan få dem til for alvor at træde i karakter.
Men Sartres tænkning har stadig en vis gyldig genklang i en frisat verden: Og Paulin har generelt godt fat i den nærmest præabsurdistiske og vittige meningsløshed, der ligger bag det realistiske drama, der – med Sartres egne ord – »ikke på nogen måde er et politisk stykke, men et stykke om politik«.
Men hvorfor har iscenesætteren dog ikke tillid til, at Sartres ord – og de er mange nok i forvejen, skønt teksten er barberet – er gode nok?
Der skal absolut føjes aldeles overflødige meta-citater af filosofferne Marcuse, Kant og Sartre selv til for at forklare de eksistentielle konflikter. De forvirrer ærligt talt mere, end de gavner. Jo tak, vi tror nok, vi har forstået.

Vittigt og skarpt
Trods tankegodset er de fire hovedfigurer faktisk skabt af et stof, der er til at få til at leve for skuespillere.
Olaf Johannessens bebrillede og panderynkede Hugo er en vittig og skarpt leveret præstation, der overbeviser om intellektualismen og des-perationen, men som måske tillige er så meget af en fægtende fjumregøg, at dilemmaet fortones lidt for meget i patetisk fuldemandsvrøvl. Betagelsen af hustruen Jessica i Benedikte Hansens besnærende og impulsive skikkelse er også et motiv, der ikke træder rigtigt tydeligt frem.
Hun har til gengæld flot fat i længslen efter at forstå – og at blive forstået.
Og endelig er Stig Hoffmeyer overlegent god som trekantens sidste vinkel. Hans Hoederer er en småvulgær kyniker i sommerdress - med en urokkelig autoritet i troen på, at hensigten helliger midlet.
Godt forsøgt, altså, og en halv sejr. Det mondænt filosofihungrende publikum, der er villigt til at gøre en indsats, bør under alle omstændigheder unde sig selv at overvære dette stykke lærebogsdramatik, som trods unoder og utilpassede skævheder i opsætningen, har tilpas med fængslende momenter til at fascinere.

*Det Kgl. Teater, Turbinehallerne: Urene hænder. Skuespil af Jean-Paul Sartre. Oversættese: Ulla Gjedde Palmgreen. Iscenesættelse: Anders Paulin. Scenografi: Christian Friedländer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her