Læsetid: 4 min.

Erotikken og døden

Den andalusiske støjglæde
4. august 2001

Ord under rejsen
I VILHELM ANDERSENs Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. 4 er gengivet et billede af digteren Chr. K.F. Molbech – det er ham med den første oversættelse af Dantes Guddommelige Komedie, et træsnit efter daguerreotypi, taget i Alhambra 1846 eller 1847. Med krydsede ben poserer han, lænet op ad en søjle, med et udslukt blik, måske af træthed over den lange eksponeringstid. En lidt krøllet dandy at se til, en tidlig dansk Spaniensturist, som rapporterede rejsen med En Maaned i Spanien 1848, en stilistisk elegant sag, der også omfatter det elskede Málaga.
Overhovedet er Andalusien et højt prioriteret område af både H.C. Andersen, der studerede Molbechs bog, inden han selv tog turen i 1862, og af Martin Andersen Nexø, som dér oplevede sine Soldage fra 1903. Málaga er han dog noget koldsindig overfor: Nydelig i sin blanding af gammelt og nyt: Mauriske ruiner, andalusiske smøger, nye gader med træbrolægning, moderne cementmoler. Og lutter gode indbyggere, mener han, selv om de af det øvrige Andalusien får skyld for at lefle for englænderne. En andet sted fortæller han, at »Andaluserne tillæger larmen stor betydning«. Siden da har de fået nye effektive midler i knallerter og scootere, som de parkerer bunkevis på torve og pladser.

ANDERSEN var til gengæld ved at gå amok over Málagas dejlighed, da han havde slået sig ned på Hotel Fonda del Oriente, som stadig kan påvises, på Alamedaen, poppelalleen, hvis broget farvede fliser enhver må tage en vandring henad. Her bliver jeg hjemme! jubler han, og da den lyriske prosa ikke slår til, giver han sig poesien i vold uden hensyn til de sædvanlige regler. Han er derfor lige ved at opfinde de frie vers:
Ingen kjender mig, ingen kjender jeg,
Som i en ny Slægt vandrer jeg om;
En af Syvsoverne, synes jeg, er jeg her,
Stedet og Folket, alt er mig nyt.
Han drømmer om at lade sig drive som strået, dreje rundt og kysse hver blomst i den svulmende strøm.
At rejse er at leve, mente han og i hvert fald frisætter rejsen også erotikken. Hvem har ikke som Johannes V. Jensen i sin omflakken drømt om at gifte sig uden undtagelse med hvert eneste farvede eller ufarvede fruentimmer på jorden? Det er rejsens enormitet af muligheder, som den forslugne elsker forestillede sig. I rejsebogen Intermezzo var samme digter mere selektiv – Dolores hed hun – og tilsvarende kynisk uforpligtet, i sammenligning med den lyrisk bevægede, timide eventyrdigter.

MEN EROTIKKEN vinker ad døden. Et af de forunderligt tiltrækkende steder var for Andersen den protestantiske, såkaldt engelske kirkegård i Málaga. »Jeg kunde her forstaae, at en spleensyg Englænder tog Livet af sig for at begraves paa dette Sted.« Han skildrer den nu som et paradis, med myrter og geranier omgærdende mindetavler på norsk, engelsk, tysk og hollandsk, passionsblomster slynger sig, og pebertræer sænker deres grædepilshængende grene ned over hvilestederne, suppleret af gummitræer og kaktus. Og sådan er det stadig, samme støvede frodighed. Et glemselssted fult af historie. Nu kan man ikke mere se direkte ud over havet herfra, men lige intimt betagende tager haven sig ud på sin skråning midt i det støjende bybillede, ikke mindst i kontrast til de katolske kirkegårde med deres kultiske dødssymmetri i arkitektonisk opbygning. Som nu den i Mojácar, som jeg gennemfotograferede med mit derefter forsvundne kamera. Finderen har måske af nygerrighed ladet filmen fremkalde og fået et chok ved den uventede fascination af de efterladtes omhu i mindet om den afdøde, der fra portrætfotografiet ved sin marmorskuffe betragter de gæstende kvitterer for deres blomster, nips og figurer. Stivheden i det pompøse anlæg mildnes af sirlige hænder, hvor Málagas have synes at gro på sin egen stædige måde.

I MÁLAGA boede også Jorge Guillén, digteren af den store generation, der omfattede García Lorca, Rafael Alberti, Vicente Aleixandre, som er bedre repræsenteret på dansk. Fra sin niendesals balkon, som var det fra ni decenniers højde, så han verden som en blanding af himmel og hav, siger Lasse Söderberg i et digt efter sit besøg hos den gamle poet på Paseo Maritimo 29: Klarhed, intet andet. Først under træerne venter skyggen.
Og dér på den engelske kirkegård ligger han da nu begravet. Digtet står i Söderbergs Pilar mot månen (1992) og efterfølges af et digt om en svensk søkaptajn, begravet samme sted: Her har han kastet anker under et forkert stavet navn blandt buskads og knuste blomsterkrukker.
På natten lyser stjärnorna
som uniformsknappar.
Och den bländvita gravstenen
är hans evigt hissade segel.
Vi forlader stedet, Guillén og søkaptajnen i vinden for atter at blande os i mængden, som H.C. Andersen med rappe øjne og Klaus Rifbjerg i hans spanske motiver med digtet Málaga, siempre i tankerne:
hvor vinden og solen
og selve kroppens
bevægelser
kvindekroppens bevægelser
får alt til at bevæge sig
på en særlig måde
en særlig bevægende
og alle caballeros
er i vinden
og de mærkeligt store spejlglasruder
med markiser over
viser alt
som om det foregik
i flere dimensioner på en gang
i både lys og mørke

H.C. Andersen måtte nærmest nødtvungen bevæge sig væk fra Málaga. Og han har som landsmanden Molbech frydet sig over søjlerne og det rislende, springende vand overalt i Alhambra og Generalifes have, som Johannes V. Jensen til gengæld ikke havde større interesse i. Den hypersensitive himmerlænding lod sig i stedet irritere af de natlige lyde fra hotellets vandrør. Han var ingen ynder af den andalusiske støjglæde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu