Læsetid: 2 min.

Eskapismens labyrinter

Kim Bodnia har været gennem både professionelle og personlige vridemaskiner. Hans instruktørdebut ligner et forsøg på at se bæstet i øjnene
10. august 2001

(2. sektion)

Ny kortfilm
Med markante hovedroller i Nicolas Winding Refns to spillefilm – Pusher (1996) og Bleeder (1999) – blev Kim Bodnia på rekordtid et fænomen blandt danske skuespillere. I filmene fremstod han som en blanding af en tyr i en porcelænsbutik, et sitrende nervebundt og en forhærdet buldrebasse med et blødt og kaotisk indre.
I filmkritikken begyndte man at tale om et gennembrud for en ny standard i dansk skuespilkunst, et eller andet sted mellem et lokalt svar på method acting og den unge Refns selvopfundne kamikaze-instruktørstil. Samtidig slap stadig flere rygter ud til pressen om de prøvelser, skuespillerne var blevet udsat for under optagelserne af Refns film. Og om personlige omkostninger for flere af de medvirkende, ikke mindst Bodnia.
At Kim Bodnia ikke blot på lærredet, men også privat var et menneske, der førte en mere eller mindre konstant kamp med sine indre dæmoner, har man fået indtryk af gennem de relativt få interviews manden har givet i de senere år.
Og indtrykket bekræftes af Bodnias debut som instruktør, den introverte og ekspressive kortfilm Escape, et forsøg på i fiktionens form at beskrive en tilstand, hvor alt er i opløsning. En tilstand hinsides ensomhed og sammenbrud, i et grænsepsykotisk ingenmandsland, hvor følelser, længsler, impulser og tilfældige indtryk udefra raser med orkanstyrke i et menneskeligt vacuum.

Desorientering
Escape blev konciperet som en spillefilm, men fandt tidligt i processen et for genren mere rimeligt leje på godt en halv time. Den spinkle handling udspiller sig i en på én gang uoverskuelig og klaustrofobisk lejlighed, hvor hovedpersonen - spillet af Dejan Cukic - gennemlever en række episoder og tilstande, der flyder sammen til én lang mareridtsagtig nedtur med skridende realitetsfornemmelse som gennemgående træk.
Filmen er optaget i et blåtonet mørke, hvor rummenes udefinérbare grænser, neonbemalede skyggeskikkelser og det flakkende skær fra monitorer og storskærmsprojektioner yderligere forstærker spejlingerne mellem den indre og den ydre desorientering.
En minutiøst gennemarbejdet lydside lægger adskillige point til helhedsindtrykket, mens det på billedsiden er lige ved at være for meget af det gode - eller det onde! - når dæmoner af kød og blod hen imod slutningen rækker ud efter den paranoide hovedperson.
Inden det kommer så vidt, er markeringerne af isolation lagt frem i en mængde, så ingen kan være i tvivl om pointen: At hovedpersonen fører en tilværelse, hvor onani, telefonsex, overfladevenner, videospil og sanseudblokkende techno er ingredienserne i en hverdag underlagt ekstasejagtens ubønhørlige love.
At beruselse og samvær med videofisk er en sølle erstatning for kærlighed og livsfylde, er ikke just en revolutionerende nyhed. Men Kim Bodnia gennemfører sin afskridtning af selvdestruktivitetens labyrinter med en konsekvens og en sanselig filmisk power, så resultatet kan minde om en mellemting mellem et shamanistisk renselsesritual i hi-fi og et stykke moderne bekendelseskunst i poetiske og elektroniske penselstrøg – med rødder tilbage til en så umage kilde som Conrad Rooks’ selvbiografiske afgiftningsepos, Chappaqua (1966).
Aparte er det, og ikke uden fascinationskraft.

*Escape. Instr: Kim Bodnia. 2001. 35 min., Distr.: Det Danske Filminstitut. Vises på Odense Film Festival d. 14. 8. kl. 21 og 16.8. kl. 13

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her