Læsetid: 6 min.

Estland stormer fremad

10 år er gået, siden Estland rev sig løs fra Sovjetunionen og erklærede sig for en uafhængig stat igen. Miniputlandet har siden dengang bevæget sig med syvmileskridt mod det internationale samfund
18. august 2001

.

De slap friTALLINN – »Jeg var kun teenager dengang i 1991, og det, jeg bedst kan huske, er, at jeg var bange under kupforsøget i Moskva,« siger Kaire Balod, handelshøjskolestuderende i den estiske hovedstad Tallinn.
»Her i Baltikum var der jo gået mange ting forud for det, der skete for nøjagtig 10 år siden. Den 23. august 1989 var jeg med i den menneskekæde, vi dannede fra Tallinn via Riga i Letland til Vilnius i Litauen. Vi holdt hinanden i hånden hele vejen. Jeg husker det som noget meget smukt. Men før det kom til kuppet i Moskva i 1991, var der uroligheder i Litauen og Letland, hvor folk blev slået ihjel. Så det, jeg husker bedst fra augustdagene 1991, er, at jeg var bange for vores familie i Litauen.«
Kaire Balod fortæller, at hun sad hjemme sammen med sine forældre og hørte om kupforsøget i radioen. Men lidt senere tog de op til Toompea, til parlamentet, hvor der var barrikader. Der så hun også det uafhængige Estlands flag med de tre striber i blåt, hvidt og sort, i stedet for det røde flag Sovjet-unionen havde påduttet sovjetrepublikken Estland.
»Det stribede estiske flag var forbudt i lang tid. Vi havde ikke et hjemme, mine forældre turde nok ikke, men den gamle dame, der boede ved siden af os, havde et estisk flag. Hun var meget stolt af det og viste det sommetider til mig. Men jeg kendte nu godt flaget, for min bedstefar var livvagt for Konstantin Päts, der var præsident, før Sovjetunionen besatte Estland. Så min bedstefar var den, der hejste flaget på toppen af ’Lange Herman’- tårnet på Toompea i 1930’erne,« fortæller Kaire Balod.

Nye muligheder
Siden uafhængigheden har Kaire Balod personligt smagt på friheden.
»Jeg har fået nogle valgmuligheder, mine forældre ikke havde. Jeg har f.eks. været på højskole i Danmark og Sverige, det har været med til at åbne mine øjne. Jeg har fået ideer og inspiration, som jeg aldrig ville have fået, hvis Estland stadig var lukket inde i en stormagt, der ville kontrollere alt og alle. Muligheden for at vælge selv er mit største udbytte af Estlands frihed,« siger Kaire Balod.
Det er helligdag i Estland i dag, uafhængigheden skal fejres. Men Kaire Balod ved ikke præcis, hvad hun skal foretage sig. Hun tror, dagen betyder mere for hendes forældre.
»De har helt sikkert stærkere følelser. Men jeg synes absolut, det er værd at fejre de fremskridt, vi har gjort. Udviklingen er gået så utrolig stærkt. Tallinn er jo en vestlig hovedstad i dag. Her kan du gøre det samme som i København – hvis du altså har penge. Men der er også steder ude på landet, hvor det ikke er gået så hurtigt, hvor folk ikke kan finde arbejde, og hvor de gamle ikke kan få pensionen til at slå til. Vi kan være stolte over vores land, men vi kan sagtens gøre det meget bedre endnu. Det hele er gået så hurtigt. Vi unge kan omstille os, men hvis du er 50 år, har mistet dit arbejde, ikke kan sprog og har en forældet uddannelse, så kan det være svært. Vi skal lære at tage hånd om dem, der ikke kan følge med,« siger Kaire Balod.
»I har et veludviklet vel-færdssystem i Danmark – det niveau er vi langt fra oppe på endnu,« mener hun.

Tre afgørende skridt
Straks efter uafhængigheden tog Estland fat på reformer. De var – og er stadig – pinefulde.
Folk mistede deres arbejde, og de sociale omkostninger, der følger i kølvandet på arbejdsløshed, fik esterne at føle. Før var deres liv mere sikkert, fordi staten tog hånd om så meget, men nu var der frit fald for esterne. Planøkonomi blev afløst af markedsøkonomi, og der findes næppe mange estere, der ikke har jamret over, at priserne på brød og kartofler pludselig begyndte at stige. Selv om økonomien set fra oven til tider har set helt tigeragtig ud, så har menigmand fået lommesmerter.
Lige siden uafhængigheden kom igen, har Estland rettet fokus på to store udenrigspolitiske mål – EU og NATO. Estland er et seriøst bud på et medlemskort til EU, når næste udvidelsesrunde formentlig sker i 2004.
Rein Toomla, politolog ved universitetet i Tartu, mener, der er mange grunde til det, men han fremhæver tre årsager til, at det er gået godt med at cementere demokratiet på bare 10 år.
»For det første er vi kommet et ganske godt stykke med at udvikle det civile samfund, hvor borgerne er aktive deltagere. Ok, ikke så udviklet som I har i Norden, men vi har alligevel nået noget. Esterne er klar over deres rettigheder, de organiserer sig i foreninger og kæmper for en sag. Vi har tusinder af organisationer og interessegrupper. Under sovjetstyret havde vi selvfølgelig også den slags – men det var af en helt anden karakter, det havde mere præg en frimærkeklubber. Nu er der mange flere aktive mennesker i samfundet,« siger Rein Toomla.
For det andet nævner han retssystemet.
»I Danmark har I udviklet det over mange, mange år. For 10 år siden måtte vi begynde fra bunden. Det retssystem, vi arvede fra Sovjetunionen, var bygget på en ideolog – det var ubrugeligt i det nye demokrati, der skulle bygges op. På 10 år har vi vedtaget mindst 100 nye love hvert år. Vi har også lavet fejl, lavet love om igen og igen, og kommer til at lave flere love om – men retssystemet er stablet på benene, og det er afgørende.«
»En tredje afgørende udvikling er, at vi nu er en del af det internationale samfund. Selv om vi ikke er medlem af EU og NATO, så er vi blandet ind i så mange internationale organisationer, at man ikke kan overse os længere,« siger Rein Toomla, der også mener, at alle tre baltiske lande har taget de tre afgørende skridt fremad.
Personligt tror Rein Toomla, at Estland har EU nærmere inden for rækkevide end
NATO. Når det handler om NATO, er det en hel anden slags storpolitik, der spiller ind. Han er overbevist om, at den store nabo i øst spiller en afgørende faktor, selv om mange vestlige politikere har travlt med at sige, at de historiske begivenheder ikke må få lov at spille ind på NATO’s udvidelse.

’The big issue’
Inde i det estiske forsvarsministerium regerer Jüri Luik. Han er optimist og ser frem til næste gang, NATO udvider. Nye medlemmer vil højst sandsynlig blive inviteret med, når NATO holder topmøde i Prag i slutningen af 2002.
»Vi har brugt mange penge på at bygge forsvaret op. Vi skulle begynde helt fra bunden. Vi har brugt penge på materiel og på at uddanne folk, lære vores folk noget så basalt som engelsk, så vi kan kommunikere med hinanden.
Vi har bevist vores værd og estiske soldater har taget del i internationale opgaver i f.eks. Bosnien,« siger Estlands forsvarsminister Jüri Luik.
»Jeg håber og tror, vi bliver inviteret med næste gang, NATO udvider. Det er ikke nogen hemmelighed, at et stort land – Rusland – ikke bryder sig om, at de baltiske lande kommer med. Men ved næste topmøde i Prag næste år, står det klart, at det baltiske spørgsmål i NATO bliver ’the big issue’, som der må tages stilling til. Det kan ikke udskydes længere. Små lande som Slovenien og Slovakiet er langt fra så politisk problematiske. Det, der er vigtigt, er, at NATO er beslutsom. Hvis nogen i Rusland føler, at NATO tøver, så kører spekulationerne. Selvfølgelig bryder vi os ikke om Ruslands synspunkt på NATO’s udvidelse. Vi kan slet ikke se grundene til Ruslands holdning, NATO og Rusland er ikke hinandens fjender her i 2001,« siger Jüri Luik.
Under kupforsøget i Mo-skva for 10 år siden var Jüri Luik netop ansat i det nye estiske udenrigsministerium. Han fortæller, at han under kuppet sad sammen med nogle kolleger og sendte fax ud til verden på ministeriets eneste faxmaskine. Indholdet af fax-meddelelserne var kort og godt ’hjælp’, selv om det var formuleret noget længere.
»Vi fortalte verden, at vi var i store problemer, og hvis nogen ville hjælpe os, så skulle det være nu. Og vi fik heldigvis hjælp. Det var ikke til at forudse, hvordan situationen ville udvikle sig i Mo-skva. Vi forstod, at tiden var inde til et erklære os selvstændige, chancen kunne jo hurtigt forsvinde igen,« siger forsvarsministeren.
FAKTA
Uafhængighed
*Estland erklærede sig for en uafhængig stat igen den 20. august 1991. 21. august samme år erklærede Letland sig selvstændig igen. Litauen gjorde det allerede i marts 1990.

*Sovjetunionen anerkendte Estland, Letland og Litauen som selvstændige stater den 6. september 1991.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her