Læsetid: 7 min.

Euforien erstattet af det lange seje træk

10 år efter Sovjets sammenbrud er demokratiet langtfra sikret, og levevilkår er raslet ned. Men lys synes at glimte i mørket
18. august 2001

10 år efter
Den 19. august 1991 hoppede Alevtina Sjukovitj, fabriksarbejder i Tula uden for Mo-skva, på et tog, da hun hørte om kuppet mod Gorbatjov. Hun rejste til storbyen for at tilslutte sig den menneskekæde, som skulle forsvare Jeltsins hovedkvarter, Det Hvide Hus, mod kupmagernes elitestyrker og kampvogne.
10 år efter sidder hun i sit hjem i Tula, arbejdsløs, men med et takkebrev fra Jeltsin.
»Vi tænkte dengang: Vi sejrer! Vi kan flyve! Nu er der ingen, der tænker sådan. De forkerte folk kom til magten. Lidt nostalgi er, hvad vi har tilbage fra august 1991,« siger hun i dag til Reuters korrespondent.
I april, da der var guvernørvalg i Tula, stemte hun på Vasilij Starodubtsev, en af de otte kupledere fra dengang, nu genvalgt til en ny periode som guvernør ved en jordskredssejr.

Forvirret?
Det er ikke kun Alevtina Sjukovitj, der er forvirret over udviklingen. Forhåbninger om en hurtig forbedring af levestandarden og gnidningsfri demokratisering er forlængst gået fløjten. Russerne oplevede i 1990’erne et indkomsttab af hidtil usete dimensioner i verdenshistorien. Partiets monopol er afløst af autoritære ledere – valgte eller ikke valgte, med og uden dødspatruljer, med varierende grader af pressefrihed.
Kun hvad angår de nationalitetskonflikter, der ramte Sovjetunionen i slutfirserne, er der – bortset fra Tjetjenien – en utvetydig fremgang at spore. Balterne fik deres hårdt tilkæmpede frihed. Og andre etniske konflikter er ikke, som mange havde forudset, brudt ud i lys lue. Sovjet-unionens opløsning førte ikke til noget jugoslavisk scenario.
Sovjetunionens sammenbrud i månederne efter augustkuppet skabte 15 nye uafhængige stater. De første til at erklære fuld selvstændighed i august 1991 var de tre baltiske lande. Efter en folkeafstemning i december 1991, hvor 90 procent stemte for selvstændighed, fulgte Ukraine, den næstmest folkerige Sovjet-republik, trop, og ved årets udgang var Sovjetstaten blevet til historie.
De nye lande, der opstod, var præget af en ofte voldsom national bevidsthed efter 70 års sovjetisk herredømme. Den nationale vækkelse var allerede i de sidste sovjetår en katalysator for politiske omvæltninger og kulturelt nybrud, men den skærpede også modsætningerne nationaliteterne imellem og førte i flere tilfælde til åben krig.
Modsætningerne var størst i Kaukasus og dele af Centralasien, hvor nogle krige allerede var begyndt før Sovjets opløsning, og andre kom til i 90’erne. Blandt de blodigste var borgerkrigen i Tadsjikistan, krigen mellem Armenien og Aserbadjan om Nagorno Karabakh – en konflikt, der endnu ikke har fundet sin officielle afslutning – og krigene i Abkhasien, der er en del af Georgien.
I brutalitet overgås ingen af disse dog af de to krige i Tjetjenien, som siden 1994 formentlig har kostet mere end 100.000 mennesker livet. Den fortsatte krig i Tjetjenien, hvor den russiske hær kæmper mod grupper af velbevæbnede rebeller, er et skræmmebillede på, hvad Sovjets opløsning kunne have ført til i stor målestok.

Ingen krudttønde
Men trods tvivlsomme grænsedragninger overleveret fra Sovjettiden, chauvinistisk politisk retorik og en national sammensætning, der mange steder giver mindelser om Balkans krudttønde, har det tidligere Sovjet undgået et ’jugoslavisk scenario’ med massiv etnisk udrensning og åben krig mellem de dominerende nationaliteter i den gamle union.
Det skyldes i høj grad, at Ruslands ledere op gennem 90’erne og frem til i dag nok har haft let til den nationalistiske retorik – og i flere tilfælde har grebet direkte ind i forholdene i andre lande i området – men alligevel har holdt sig tilbage fra åben konfrontation med de nye naboer og verdenssamfundet.
Mens Baltikum er gået sin egen vej – med kurs stik vest – har Rusland og de øvrige 11 tidligere Sovjetrepublikker søgt at fortsætte samarbejdet indenfor SNG, Unionen af Uafhængige Stater, et bredt og relativt uforpligtende statssamfund. På bilateralt niveau har der været gjort forsøg på dybere integration, for eksempel i form af en politisk union mellem Hvide-rusland og Rusland. Men trods bestræbelser, mest fra russisk side, på at gøre SNG-samarbejdet tættere er der – bortset fra i højstemte skåltaler – kun begrænset folkelig og politisk interesse for gendannelsen af en egentlig unionsstat.

Den stærke mand
Politisk synes længslen efter »den stærke mand«, der kan »rydde op« i moradset, at være fremherskende næsten overalt i den tidligere Sovjetunion. Ønsket om uindskrænkede borgerrettigheder og et blomstrende civilt samfund trives – som i Sovjet-tiden – fortrinsvis i snævre intellektuelle kredse.
Det overbevisende valg af Vladimir Putin som Ruslands præsident er endnu et eksempel på russernes aldrig svigtende tro på »den gode zar« – den stærke mand, der vil det rigtige og gennemfører det på trods af al bøvl.
Putins brug af statsapparatet til at skaffe sig af med sine fjender – kritiske medieimperier eller alt for magtfulde oligarker – generer ikke den almindelige moskovit, så længe lønnen udbetales til tiden, og tjetjenske bombemænd arresteres.
»Den stærke mand« har overtaget ledelsen i næsten samtlige tidligere sovjetrepublikker – undtagen de bal-tiske, hvor demokratiet trives trods alle børnesygdomme: korruptionsskandaler og hyppige regeringsskift.
I lande som Hviderusland og Ukraine har autoritære ledere sat sig på magten ved strengt taget demokratiske valg – for derefter at sætte demokratiet ud af kraft og pudse dødspatruljer på politiske modstandere.
I et land som Turkmeni-stan har partiets gamle førstesekretær, Saparmurat Nijasov, den første blandt ligemænd, udråbt sig som ’Turkmenbashi’, ’turkmenernes fader’, og præsident på livstid. En roterende guldstatue af livstidspræsidenten, anbragt på en kæmpemæssig søjle i hovedstaden Asjkhabad, minder konstant turkmenerne om, at deres gamle partiboss turned middelalderhersker. Og Nijasovs storhedsvanvid er kun marginalt forskelligt fra de andre centralasiatiske lederes.
Blandt de 12 ikke-baltiske eks-sovjetstater er det kun det lille Georgien, som prøver at holde vestlige standarder for politisk frihed. Og dets præsident, veteranen Eduard Sjevardnadse, overlever det ene attentat efter det andet ...

Chokterapi og olieboom
Et årti efter Sovjetunionens sammenbrud er den økonomiske situation i de tidligere sovjetrepublikker langt værre end optimister dengang håbede på, men dog noget bedre end pessimister forudsagde i begyndelsen af 90’erne.
Drømmene om hurtigt at indhente Vesten er forlængst skrinlagt, men rædselsscenarierne om økonomisk sammenbrud og hungersnød har også vist sig at være voldsomt overdrevne.
I begyndelsen af 90’erne afprøvede flere af de nye stater den såkaldte økonomiske chokterapi med en hurtig frigivelse af priser og omfattende privatisering. Resultaterne af dette var blandede – for nok skaffede reformerne varer på hylderne i forretningerne og nye ejere til ofte van-røgtede virksomheder, men de blev ikke umiddelbart noget solidt fundament for vækst og velstand i regionen.
Særligt i første halvdel af 90’erne så det sort ud. I lande som Rusland og Ukraine oplevede man et voldsomt fald i nationalproduktet, der blev noget nær halveret på få år, et næsten totalt stop for investeringer, hyperinflation, kapitalflugt og et sammenbrud i finanssektoren.

Ejendomsret til eliten
Privatiseringen gav ofte ejendomsretten til tidligere kommunistiske bureaukrater eller kriminelle strukturer, og den var sjældent et effektivt middel i kampen mod nogle af regionens afgørende problemer: udbredt korruption og hypermonopoliseringen af økonomien.
Det gik dog ikke lige skævt overalt: Mens lande som Hviderusland og Turkmenistan hastigt bevægede sig tilbage mod en form for diktatorisk kommandoøkonomi, viste Baltikum sig som regionens økonomiske duksedreng med solid vækst støttet af massive vestlige investeringer.
Selv for regionens største – og dermed mindst forandringsparate – økonomier, Rusland og Ukraine, begyndte det at lysne i 1999 efter et finansielt kollaps, der året før endnu engang havde kastet landene ud i en dyb krise. Devalueringer samt en kraftig stigning i de globale olie- og gaspriser hjalp skuden flot, og de seneste to år har økonomisk set nok været de bedste for Rusland og Ukraine siden begyndelsen af 1980’erne.
Men trods fremskridtene de senere år er regionen over de seneste ti år sakket endnu længere agterud end tidligere sammenlignet med Vesteuropa og USA. Selv om omvæltningerne har skabt en national kapital i de fleste lande, er der fortsat næsten ingen verdensklassefirmaer i det tidligere Sovjet. Der er udsigt til pæn økonomisk vækst de kommende år, men der er stadig langt til det reformgennembrud, som for alvor kunne gøre det muligt for regionen at hale ind på, og integrere sig med, Vesteuropa.

FAKTA
Russernes frie fald
*De politiske og økonomiske reformer i Rusland i 1990’erne har ført til en række forandringer i befolkningens levevilkår:
*Antal russere, der lever under eksistensminimum:
43,8 mio. (29,9 pct. af bef.) i 1999.
*Antallet af patienter med aktiv tuberkulose steg mellem 1990 og 1999 fra 188 pr. 100.000 indbygger til 247. Antallet af nyopdagede tuberkulosetilfælde steg i samme tidsrum fra 34 til 85 (pr. 100.000 indb.)
*Antallet af nydiagnosticerede syfilistilfælde var i 1990 fem pr. 100.000. 10 år senere var tilsvarende tal 187.
*Antallet af registrerede alkoholikere og narkomisbrugere er derimod faldet siden 1990: Fra 1.814 pr. 100.000 indb. til 1679. nDer er nu ca. 130.000 HIV-inficerede i Rusland, 90 procent smittet gennem kanyler, ifølge russiske sundhedsmyndigheder. Der registreres 5.000 nye tilfælde hver måned.
*En russisk mand kunne i 1990 forvente at blive 64 år. I 1999 kun 61 år (i 1994 var tallet helt nede på 58 år). En russisk kvindes forventede levealder er på samme tid faldet fra 75 til 73 år.

Kilde: FN’s udviklingsorganisation UNDP’s Human Development Report 2000 for Den Russiske Føderation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her