Fodbold
Efter 21 kampe uden nederlag mødte sandhedens time FC Københavns danske mestre.
Meget karakteristisk for de ulige vilkår skete det efter 55 minutters kvalifikationsspil mod Lazios mangemillionærhold, hvor Hernan Cres-po headede italienerne foran 1-0. Pænt farvel til sensationen, bye bye Champions League, chiao, chiao Kopenhagen.
Sådan var indledningen på denne reportage fra Parken skrevet, da fodboldkampen mellem FCK og SS Lazio gik ind i sit sidste kvarter. Og reportagen ville, hvis fodbold var et logisk spil, hvor den kloge og stærke altid vinder til sidst, være fortsat med en mild beklagelse af, at de tappert og rent spillende københavnere blev trynet 1-0 af Lazio. Der oven i købet optrådte med den hovne og utiltalende version af romersk arrogance, det sidste kvarter.
Men fodbold er hverken logisk, regelret eller forudsigeligt. Det er faktisk grunden til, at en hel verdens mænd og stadig flere kvinder fas-cineres af spillet. På trods af, at det udvikler stadig mere ulige økonomiske og dermed sportslige vilkår.
Så den rigtige indledning på den første kvalifikationskamp til Champions League mellem FC København og SS Lazio er: BRAVO FCK.
Det var stort at komme igen, genåbne kampen og vende et 0-1 nederlag til en sejr på 2-1. På to jyske mål, af Jacob Laursen, der i 71. minut tordnede et straffespark ind via overliggeren til 1-1 og af Heine Fernandez efter klumpsil til 2-1 fem minutter før tid.
Til understregning af, at intet er umuligt i dette uforudsigelige, lidenskabelige og til tider meget uretfærdige spil, der er blevet kaldt verdens vigtigste biting, var det den umulig langsomme Heine Fernandez, der trykkede sejrsmålet ind.
Efter en gang klumpspil, hvor bolden sprang rundt i det lille felt som en pinball fra Thomas Thorninger, Zuma, keeper Peruzzi, sweeper Nesta og cemenbacken Mihajlovic hen til Fernanez, der skovlede den gennem kaos og over stregen til målets himmel.
Troende fcker
2-1, løn som forskyldt til de troende danske mestre. Troende i den forstand, at de rystede sig selv ud af tristessens tomrum og gav kunstigt åndedræt til håbet om at vende et sikkert nederlag til noget mere, bare uafgjort, efter det italienske føringsmål i 55. minut. Dét havde været lige nøjagtig så logisk og italiensk, som det kan være, fordi det kynisk udnyttede en ubetydelig blottelse på FCKs højre forsvarsflanke.
Faktisk havde Thomas Ryttter og Christian Poulsen erobret bolden, men i stedet for at få den væk, bommede de så v Stefano Fipore huggede den gratis chance, cenbtrede præcist til argentineren Crespo, der uden at hilse på Laursen og Kim Madsen steg til vejrs og pandede bolden ind til 1-0 ved nærmeste stolpe. Så klassisk enkelt kan fodbold udføres af topspillere med sublim teknik.
Efterfølgende havde Lazio fuldstændig styr på kampen, som de havde haft før pausen. Hvor FCK masede på. Zuma blev pakket godt ind, og det kneb med at ramme mål. Faktisk var Lazio på sine to-tre kontrastød langt farligere. Værst da Crespo lige før intervallet skød i sidenettet.
Forventningen om, at italienerne ville lalle overlegne rundt holdt ikke. Til gengæld gik de efter scoringen i den klassiske fælde:
Overbevist om egen klasse og suverænitet og den sikre 1-0 føring skulle den bare køres hjem. Samme indstilling kostede for nogle år siden Dino Zoff landstrænerjobbet, da hans landshold efter 2-0 føring tabte 2-3 til Danmark i Napoli.
Her blev det 1-2, da bulgarske dommer pludselig fløjtede for riven i trøjen på Christian Lønstrup. Endda straffe, men Lazio havde også sparet sammen.
1-1 og så faldt korthuset
Dino Zoff: »Vi var ikke på niveau med situationen. Jeg ser frem til en vanskelig returkamp i Rom, hvor vi vil være bedre forberedt. Men jeg er ikke overrasket over FCK niveau. Danskerne har et godt hold, som jeg sagde før kampen.«
FCK-træner Kent Karlsson:
»Det var den ekstra motivation, der gav det ekstraordinære resultat. Det var en rigtig god kamp, og selvom vi lavede nogle fejl, viste den vor kapacitet. Unge Christian Poulsen spillede en meget stor kamp på midtbanen.«
Heine Fernandez, der før scoringen fik en Mihajlovic albue i hovedet, flækkede et øjenbryn og spillede færdig med en stor forbinding:
»Han var sur over, at jeg vandt alle hovedstødsduellerne. Jeg ærgrer mig over ikke også at få scoret til 3-1 på chancen til allersidst, for så havde vi været hjemme.«
Så meget mirakel gik der trods alt ikke i den ulige kamp.
