Læsetid: 6 min.

Hvor mange film gør en bølge?

Efteråret byder på en håndfuld nye, danske filmkomedier, og man kan spørge sig selv om, hvorfor genren er blevet så populær blandt de danske manuskriptforfattere og filminstruktører
24. august 2001

(2. sektion)

Komediefilm
Det er blevet moderne at se danske film – ikke mindst danske komedier. I årets tre første kvartaler er der blevet solgt godt to millioner biografbilletter til danske film, hvilket er bemærkelsesværdigt alene af den grund, at det gennemsnitlige tal for de seneste fem år har været to millioner billetter om året.
Dramaer som En sang for Martin og Bænken har været succesfulde, men det er komedier som Italiensk for begyndere, Blinkende lygter og Anja & Viktor, der har gjort den store forskel.
Og så er filmåret slet ikke slut endnu. For øjeblikket trækker Gert Fredholms kritikerroste komedie At klappe med een hånd folk i biograferne – på de første fem dage har den solgt 27.000 billetter – og af ti nye, danske film, som får biografpremiere inden jul, er en håndfuld faktisk komedier.
Fire meget forskellige komedier – Monas verden, Fukssvansen, En kort, en lang og Min søsters børn – er med til at gøre 2001 til et usædvanligt komedierigt filmår, og man kunne fristes til at tale om en bølge, ikke mindst fordi de seneste ti års danske filmproduktion ikke har budt på ret mange rendyrkede film i genren.
I perioden 1994-97 så ikke én eneste dansk komedie dagens lys. I 1998 varmede man genren op med Wikke & Rasmussens Motello, Peter Gren Larsens Baby Doom og Henning Carlsens I Wonder Who’s Kissing You Now.
Men først i begyndelsen af ’99 kom det, man kan kalde komediegenrens moderne gennembrud, med Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm Mifunes sidste sang – som nok ikke måtte genremærkes, men til forveksling lignede en romantisk komedie – Lasse Spang Olsen og Anders Thomas Jensens I Kina spiser de hunde og naturligvis Susanne Biers Den eneste ene, der solgte mere end 800.000 billetter.

Hvorfor?
De danske komediefilms popularitet hos både filmbranche og publikum hænger selvfølgelig sammen med dansk films generelle opgang. Men det skyldes også, at en ny generation af instruktører, skuespillere og manuskriptforfattere har moderniseret genren og fjernet de sidste rester af den utiltalende og pjankede folkekomedie.
»Det er ikke komedier ligesom i gamle dage,« siger Gert Duve Skovlund, filmkonsulent og manuskriptorfatter på At klappe med een hånd. »Det er ikke farcer, og de er mere karakterdrevne.«
»Det er helt tydeligt, og sådan har jeg det også selv, at vi er interesseret i Danmark lige nu, rundt om ørene på os,« mener manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson, der skrev Den eneste ene, og som også står bag manuskriptet til Jesper W. Nielsens komedie Okay, som får premiere til foråret.
»De unge skuespillere kender mediet, og de ved, at når det er film, så er det nok med et løftet øjenbryn. Man behøver ikke hele kroppen og ned til bageste række på et teater – der er kommet nogen, som kan udføre det overbevisende. Vi gider ikke tyroler og ja, ja, ja, nu kommer jeg. Der skal være en vis relevans i historierne, og der er også enighed om, at det er sjovt, når det er sjovt, men det er sjovere, når der også er noget alvor. Blandingsmisbruget er på vej ind i folkekomedien, og det er godt med lidt modhager og noget, der kradser.«
For Kim Fupz handler det om at starte med historien, før man begynder at snakke om genre.
»Da Jesper og jeg begyndte at tale om Okay, var oplægget ikke specielt komedieagtigt: En kvinde vil tage sin far hjem i sin egen lejlighed, fordi han skal dø. Nogen gange ved man godt, at man sidder og tænker, ’punchline, nu bygger jeg det op, ny vits, fik I den!?’ Men andre gange er det mere, fordi man sidder og skriver noget, som viser sig at være ret sjovt, og hvor man ikke har det så langt fremme i hovedet, at det her skal være spas, og nu skal biografen ligge død af grin.«

Nytolkning
»Det er opmuntrende at se tolkningen af komediebegrebet, at man godt kan lave historier om rigtige mennesker, selvom det er en komedie,« siger Jonas Elmer, der om 14 dage er premiereaktuel med den skæve Monas verden, og som ser mere på amerikanske og engelske komedier, når han skal finde inspiration.
»De er mere tro over for traditionen og er samtidig med til at føre den nye steder hen. Men man skal starte med menneskene og så lade komedien vokse ud af det.«
»Man kan sige, at Nattevagten åbnede op for, at man kunne lave noget, der ikke bare var hestevogn,« forklarer Niels Arden Oplev, som kommer med sin anden spillefilm til november, den – med hans egne ord – ’vilde’ komedie Fukssvansen.
»Genrebegrebet er fuldstændig udvidet. Nu må vi gerne lave thrillers, horror eller komedier. Man kan jo fandeme gå ud og lave en western eller en vampyrfilm. Sådan var det ikke for ti år siden,« siger Oplev og understreger, at Fukssvansen bliver meget anderledes.
»For mig er det en klassisk komedie, men ikke i stil med de komedier, du har set de seneste par år – sådan lidt søde og socialrealistiske. Jeg bruger elementer fra den gammeldags komedie, men så har jeg en meget mere bizar historie, og det giver en eller anden vildskab. Jeg vil vove at påstå, at Fukssvansen er endnu en udvidelse af komediebegrebet og genrebegrebet, ligesom min første film Portland var det.«
Nybruddet i den danske filmkomedie skyldes netop også, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er blevet meget mere genrebevidste end tidligere, mener Jonas Elmer.
»Når man kender en genre, så har man også den velsignelse, at man kan ødelægge, smadre og omdefinere den. Og der er ingen tvivl om, at det højner niveauet ret kraftigt,« siger han.

Bølger
»Der er ingen tvivl om, at der er en bølge i gang af feel good-komedier,« siger Kim Fupz. »Men jeg tror ikke, at de folk, der laver dem, sidder og styrer det hele ind og tænker, at ’det ville være smart at lave sådan én nu’ – producenterne er stadig interesseret i først og fremmest at få deres navn på en skidegod film.«
»Man inspirerer hinandenÇ« fortsætter Fupz. »Der sker noget, når man går ind og ser en komedie og synes, at ’det er sgu en meget fed film!’ Man får måske selv en idé, og pludselig bliver der lavet komedier, og det er de tanker, man får.«
»Jeg tror, at det at lave komedier er det, som ligger mest lige for i den danske fortælletradition,« siger Jonas Elmer.
Og Lars Feilberg, direktør for produktion og udvikling på Det Danske Filminstitut, mener, at fremkomsten af de mange komedier desuden har at gøre med, at humoren kan bruges til at servere et tungt budskab.
»Nogle producenter vil gerne noget politisk med deres film,« forklarer han, »og de får sgu’ kun serveret det politiske i dag, hvis det kommer i en eller anden humoristisk form. Noget af det er sgu ikke deciderede komedier, men humoren spiller en vigtig rolle i næsten alting. Du kan ikke lave Bænken, uden at den også har humoren i sig.«
Og, siger Arden Oplev, »den generation, der laver spillefilm lige nu, de vil også gerne underholde. Det er sjovt at underholde, og vi er nok ikke så hæmmet af alvoren, som man tidligere har været. Og publikum ved ikke noget bedre end at sidde i biografen og grine.«

*’Monas verden’ får premiere den 7. sep., ’Min søsters børn’ den 12. okt., ’Fukssvansen’ den 2. nov. og ’En kort, en lang’ den 16. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her