Læsetid: 4 min.

Film i tv

17. august 2001

(2. sektion)

*Nicolas Cage startede som en lettere bøvet rod, men han har efterhånden opdyrket en autoritet, som gør ham troværdig som et i højeste grad tænkende og følende menneske. Han kan også skabe et skræmmende skurkeportræt, som f. eks. i Dødens kys fra 1995, hvor han spiller en meget sentimental og meget sadistisk gangster. Når han ikke lige hengiver sig til rørstrømsk hjerte-til-hjerte-snak, står det klart, at simpelt mord hører til hans mere menneskevenlige handlinger. – David Caruso spiller hovedrollen som den tidligere gangsterhåndlanger, der vil leve et ærligt liv, men kommer i klemme mellem gamle kolleger og politiet. Det er Barbet Schroeder, der har instrueret denne kompetente genindspilning af noir-klassikeren med samme titel fra 1947, hvor en hysterisk leende Richard Widmark brød igennem i Cages psykopatrolle.
Kiss of Death. TV2, lørdag kl. 21.55-23.35

*Bodil Ipsen lavede i 1944 dansk films første rendyrkede noir-gyser, der bl .a. inspirerede Ole Bornedal i Nattevagten, hvor Lille Lise let på tå med Paul Hagen var ’mordets melodi’. Det er i hvert fald nærliggende at tro, at afspilningen af Lille Lise let på tå under Ulf Pilgaards bestialske mordhandling ikke bare er inspiration, der stammer fra Fritz Langs M, men også fra Mordets melodi, der selv bygger på Tavs Neiiendams genistreg af en klassisk radiogyser. Bodil Ipsens filmversion fra 1944 lancerer Gull-Maj Norin i en sært hypnotiseret præstation som kabaretsangerinden Maria Valdin, i hvis kølvand nogle uhyggelige mord finder sted. Den smukke Norin er så stærkt præget af Bodil Ipsens instruktion, at hun til forveksling lyder som sit forbillede. Også Angelo Bruun medvirker, ikke just i en hyggerolle. – Filmen er et atmosfæremættet eksempel blandt flere på Bodil Ipsens fascinerede skildring af ondskaben i de onde besættelsestidsår, hvor censuren forbød danske film at kommentere den udenrigs- og indenrigspolitiske situation. Men den dybereliggende inspirationen til – i melodramaet eller gyserens form – at fortælle om hypnose, besættelse og bevidsthedstab samt synge mordets melodi, lå jo i disse fem mørke år lige for døren.
Mordets melodi. Bio+, fredag kl. 18.00-19.40

*Nick Noltes præstation som kriminalinspektør Cray er det bedste ved Ole Bornedals hollywoodisering af sin danske Nattevagt-succes. Nolte griber chancen for at smøre den nekrofile sygelighed tykt på, mens han delikaterer sig med inspektion af appetitlige kvinde-lig. En bleg-sminkning gør hans ansigt mere trøsket end knastet, og der anes en hel snogerede af laster bag de hærgede træk og den kynisk livstrætte mine. – Filmen blev – modsat sin danske version – ingen succes hos publikum eller kritik, men på et enkelt punkt forbedrer den originalen: Det hospital, hvor den unge Martin ansættes som nattevagt, bliver en mere uhyggepoetisk ladet dekoration, med Kafkaske overtoner. Især bruges store flader af bølgende sort plastik-beklædning særdeles effektfuldt. Og som regulær shocker har den amerikanske version også en del professionalisme at byde på. – Det er i persontegningen, det går galt. Martins figur, på dansk spillet som en lettere ambivalent helt af Nikolaj Coster Waldau, gøres af den ellers så talentfulde Ewan McGregor til en ren uskyldighed og bliver derfor mindre interessant. Kim Bodnias ægte farlighed som den ondskabs-eksperimenterende ven bliver i Josh Brolins fremstilling til en ligegyldig overfladekynisme – og luderen Joyce, som Rikke Louise Andersson spillede så rørende sårbart, er på amerikansk bare en dopet dukke.
Nightwatch. TV2, søndag kl. 20.50-22.30

*Kieslowski, den hårdt savnede polske instruktør, var i sprudlende fortællehumør, da han i 1993 lavede sin næstsidste film, den satiriske fabel Hvid. Her sparkes den nygifte, men impotente polske frisør Karol helt ned i skidtet af sin svegne franske skønhed af en kone Dominique (Julie Delpy). Karol må efter sit parisiske eventyr vende næsen hjemad til et trøsteløst Polen, som Kieslowski skildrer med samme ætsende ironi som den franske forhærdelse. Karol fører sig frem på det sorte marked og udklækker en snedig plan for at hævne sig på den franske hustru, som han stadig er besat af. Karol er splittet mellem østeuropæisk og vesteuropæisk kultur – med sit tvedelte sind lever han to liv, hvilket i øvrigt også til en vis grad blev Kieslowskis egen skæbne. Han døde alt for tidligt i 1996.
Trois couleurs: Blanc/Hvid. DR2, søndag kl. 21.15-23.00

*Nikolaj Lie Kaas har en renfærdighed over sig, der kan få hans figurer til at ligne den berømte hellige dåre. Han virker ofte som det rigtige menneske blandt pseudo-eksistenser, og i Christoffer Boes afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Anxiety, er han billedet på ulykkelig forelskelse. Den unge instruktør introducerede i juni sin film med ordene: »Vi skal følge en mand. Han har det ikke godt, men han vil kærligheden. Han vil den så hjertens gerne, men hans sind er plaget af tvivl og frygt. Så jeg beder Dem om at holde hånden over ham.« – Det sidste føles ikke svært, selv om Kaas flipper eftertrykkeligt ud i forsøget på at holde fast på sin svenske elskede, Maria Bonnevies flygtige skuespillerinde. Filmen er ikke altid særlig klart fortalt, den vil først og fremmest skildre en sindstilstand, og den er lavet med en sensitivitet og rytmisk billedfornemmelse, der leder tankerne hen på de franske Ny Bølge-film fra omkring 1960. Men uden Kaas’ oprindelighed havde den vævende fortælling næppe fungeret. – Instruktøren Christoffer Boe kommer vi i øvrigt til at høre mere til, idet han figurerer i den kvartet af filmfolk, der er udset til at søsætte projektet Director’s Cut med en spillefilm hver.
Anxiety. TV2, tirsdag kl. 23.45-00.25

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu