Læsetid: 4 min.

Film i tv

10. august 2001

(2. sektion)

*Lewis Milestone lavede med Den blodige vej (A Walk in the Sun) en af de klassiske amerikanske film om Anden Verdenskrig. Ikke en film om de store troppebevægelser eller den overordnede strategi, men om menneskets lod i krigen, den ukendte soldat, den menige fodtusse. Netop ved helt og fuldt at anlægge denne synsvinkel har filmen gjort så stærkt et indtryk, at den nu, 56 år efter den blev lavet, stadig genoptages. – En gruppe amerikanske infanterister landsættes i Italien med ordre om at kæmpe sig frem til en bondegård ca. tyve kilometer derfra. Delingen mister hurtigt sin leder, den næstkommanderende får nervesammenbrud, hvorpå den myndige sergent Tyne overtager ledelsen. Men opgaven virker selvmorderisk: Nervepresset stiger, mens fjendtlige bombefly buldrer frem, solen bager fra en skyfri himmel, og døden er nær. Filmen foregriber Terrence Malicks The Thin Red Line i sit tætte billede af den menige soldats vilkår i krig, det stadige pres, den evige angst og den uheroiske overlevelses-kamp. Fjenden er anomym, og det er de helt nære ting, som betyder noget, ikke krigens overordnede sigte. Handlingens enhed fastholdes i en vekslen mellem hvilepauser og kamp-øjeblikke, hvad der fik en af filmens store beundrere, den legendariske dokumentarist Theodor Christensen, til at tale om »den sære, intense oplevelse af et langt NU, et nu af gru, hvori fortid og fremtid er presset ind«. Instruktøren Lewis Milestone var specialist i krigsfilm og også berømt for sin følelsesladede filmatisering af Erich Maria Remarques klassiker om Første Verdenskrigs ukendte soldater, Intet nyt fra Vestfronten. For manuskriptet står et andet kendt Hollywoodnavn, Robert Rossen, senere instruktør af en klassiker som Hajen med Paul Newman. Dana Andrews, Lloyd Bridges, Richard Conte og John Ireland ses i de største roller.
A Walk in the sun/Den blodige vej. DR 2, fredag kl. 01.05-03.10

*Ditte Gråbøl er en skuespillerinde, der ses alt for sjældent på film. Hun kan være forbasket morsom, men også ubesværet realistisk, som da hun i 1991 fik en yderst fortjent birolle-Bodil for sin præstation som den meget menneskelige ravnemor i Niels Gråbøls debutspillefilm, Møv og Funder. Den skildrer primært venskabet mellem den forsømte 12-årige skilsmissedreng Møv og den ti år ældre, hårdt sårede småkriminelle Funder. Og det gør den redeligt og ganske følsomt. Men hvad man især husker fra filmen, er Ditte Gråbøls lettere medtagne, udkoksede mor, der prøver at få sit eget single-liv til at fungere, samtidig med at hun nødtørftigt udfylder moderrollen. En præstation, der balancerer subtilt mellem ømhed og irritabilitet og dermed fanger en kun alt for genkendelig dobbelthed ved forældrerollen.
Møv og Funder. DR 1, lørdag kl. 19.55-21.05

*John Ford er efterhånden en sjælden gæst på tv-kanalerne. Men nu har TV2 forbarmet sig over hans sort-hvide westernklassiker Diligencen fra 1939, der med inspiration fra Guy de Maupassants novelle Flødebollen fortæller om en lille gruppe diligence-passagerers reaktioner under livsfarlige indianerangreb. Ford bruger de imposante landskaber fra sin favorit-location, Monument Valley, til at skabe poetisk ladede billeder, men fortæller først og fremmest dramatisk fortættet om det lille brogede rejseselskab og skaber et medrivende klimaks, der filmisk og dramatisk har dannet skole (Orson Welles så filmen utallige gange, da han skulle oplære sig selv til instruktør). John Wayne fik her sit stjerne-gennembrud som den drævende chavalereske
Ringo Kid, og Thomas
Mitchell, Claire Trevor, Donald Meek og John Carradine skaber markante karakterer. Ugen forkæler i øvrigt western-fans med en hel håndfuld gode titler: f. eks. kan man på Sveriges Kanal 4 søndag formiddag se John Fords My Darling Clementine fra 1946, en af mesterens allerbedste med Henry Fonda. Samme formiddag kører TV3 King Vidors Man Without a Star fra 1955 med en lidenskabelig præstation af Kirk Douglas som en prærie-individualist, der hader pigtråd. Og James Stewart har på TV3 lørdag 12.45 en god rolle i Anthony Manns absolut seværdige Mod fjerne horisonter (Bend of the River) fra 1952, hvor han er karavane-leder med en fortid som voldelig fredløs, i indædt konflikt med Arthur Kennedy. Er man til det mere statuariske, tilbyder DR 2 fredag aften William Wylers bredt anlagte Det store land med Gregory Peck og Charlton Heston.
Stagecoach/Diligencen. TV2, lørdag kl. 00.45-02.25

*Juliet Binoche har bedrevet mangt og meget siden hun i 1993 medvirkede i Krzysztof Kieslowskis Blå, men præstationen her står stadig som en af hendes stærkeste. Kieslowski dyrker hendes sjælfulde Madonna-ansigt i insisterende, langt udtrukne nærbilleder, der rummer en pirrende gådefuldhed. Det samme gør hele historien om Julie, der mister mand og barn ved en trafikulykke og prøver at overvinde sorgen ved at praktisere den absolutte frihed og uafhængighed. I isolation i sin nye pariserlejlighed, selv-henvist til et sjæleligt ingenmandsland, håber hun at slippe fri fra den byrdefulde fortid. Men med et noget nær genialt påfund viser Kieslowski gennem musikken, hvordan fortiden alligevel trænger sig ind på hende. Den dræbte ægtemand var komponist, og hans ufuldendte symfoni (selvfølgelig skrevet af Kieslowskis faste komponist Zbigniew Preisner) bliver ved at med klinge i hendes ører. Og Julie kan selvfølgelig ikke totalt afskære sig fra omverdenen, der ikke mindst gennem lydene trænger ind på hende. Bifigurer, der afspejler hendes sindstilstand, kontakter hende og insisterer på at bringe hende tilbage til livet. Blå er nok den mest umiddelbart gribende af filmene i Kieslowskis farvetrilogi, et udtryksdæmpet, mesterligt stiliseret studie i instinktivt sorgarbejde og sjælelig genfødsel.
Trois Couleurs: Bleu/ Blå. DR2, søndag kl. 20.45-22.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her