Læsetid: 6 min.

Filmfestival hele tiden

En begivenhedsrig filmferie i Paris minder om, hvor stort et film-uland Danmark på mange måder egentlig er
3. august 2001

(2. sektion)

Filmferie
Tv-programmet, som sendes på TF1, hedder Vores bedste øjeblikke og handler om alle de gyldne stunder i fransk film og teater.
En uimponeret Jean-Luc Godard modtager en ærespris iført, ikke smoking og butterfly, men fløjlsjakke og halstørklæde og kvitterer med at revse branchen, hvorefter han alligevel oprigtigt takker for æren. Og den i Frankrig uhyre populære, amerikanske komiker Jerry Lewis smaskkysser og holder tale på engelsk med sjov fransk accent for en forbavset Louis de Funès, før han overrækker den franske komiker en pris.
Altsammen typisk for den respekt, som franskmændene har for deres ikke uanselige filmkultur. Det er ikke tilfældigt, at netop franskmændene gennem efterhånden mange år har påtaget sig rollen som bannerfører i den barske filmkrig, en trængt europæisk filmbranche har ført mod de kulturelt altomklamrende amerikanere.
I Frankrig føler man efter alt at dømme et større ansvar overfor filmkunsten og den europæiske filmarv end andre steder, hvilket en tur rundt i det parisiske biografmiljø kun er med til at understrege.

Meget af det hele
Hver dag byder små 100 biografer i det centrale Paris på et utal af filmoplevelser – det er bare om at fatte den ugentlige guide til alt det sjove, Pariscope, og finde ud af, hvad man er i humør til: Francois Truffaut, Jack Lemmon, Frank Capra, Woody Allen, Hitchcock eller hvad med en tegnefilm med Tintin?
Alle genrer, alle lande og alle instruktører er repræsenteret – næsten i hvert fald. At bladre filmsiderne i Pariscope igennem er som at gå ind i sin lokale videobiks og vælge præcis, hvad man gerne vil se. Altså bortset fra, at udvalget i Pariscope er bedre, og at filmene bliver vist på store lærreder i rigtige biografer. Man er til filmfestival hele tiden, og nye og uventede oplevelser venter om hjørnet.
Tre store biografkæder forestår det meste af biografdriften i Paris. UGC og Gaumont, der også begge producerer og distribuerer film, ejer de største og som regel også mest moderne biografer med det bredest appellerende udvalg, mens MK2 har en kæde af arthouse-og repertoirebiografer, som viser smallere og udenlandske produktioner og filmserier med instruktører, skuespillere eller genrer. (Dog skal man være opmærksom på, at hvad vi i Danmark synes er smalt, godt kan vises i en stor biograf i Paris – endnu et eksempel på kulturforskellene.)
I modsætning til, hvad de fleste måske tror, så viser langt de fleste biografer i Paris både de franske og originale udgaver af de store premierefilm, og hvad angår filmklassikere og arthouse-film, så vises de stort set alle på originalsproget med franske undertekster.
Men mestrer man ikke det franske, er man henvist til at se film, hvori man forstår originalsproget. Det er ærgerligt, at de franske distributører ikke – som Cinemateket i København gør med danske film – hver sommer lader et udvalg af det seneste års filmproduktion tekste på engelsk og på den måde giver interesserede chancen for at opleve nogle af de franskproducerede film, som ikke når til f.eks. Danmark.

Mere end bare filmen
I øvrigt er der rig mulighed for at se danske film i Paris. Von Triers Dancer in the Dark og Idioterne er stadig på plakaten. Det samme er Thomas Vinterbergs Festen og A-Films vellykkede tegnefilm Hjælp! Jeg er en fisk, der har fået den mundrette franske titel Gloups! Je suis un poisson.
Jeg begyndte min parisiske filmodyssé med Sergei Bodrovs The Quickie i sal 21 i den store UGC Bercy-biograf i det 12. arrondissements hyggelige Bercy Village. Jeg vil tro, at små 5.000 mennesker kan se film på samme tid i det relativt nybyggede multiplex, der med al sin beton, krom og stål minder en del om CinemaxX på Fisketorvet i København. Men det diskret-elegante indre, komplet med bar, café med fornuftig mad og behagelige læderlænestole, vidner om en større interesse for at give biografgængere en ordentlig oplevelse, der rækker ud over selve filmen.
The Quickie er den russiske instruktørs (den kritikerroste Bjergenes fange) første amerikanske film og en aparte, men fascinerende thriller med Jennifer Jason Leigh, Vladimir Mashkov og Dean Stockwell på rollelisten. Den handler om en russisk gangster bosiddende i Californien, der finder ud af, at nogen er ude efter ham og i løbet af tre intense dage ikke ved, om han er død eller levende.
Man forventer hele tiden, at filmen skal eksplodere i en dramatisk retning, men Bodrov underspiller konsekvent sine kort og formår at tilføre en gennemtærsket genre nyt liv – ikke mindst i den overraskende slutning og i mødet mellem de temperamentsfulde russere og det tilbagelænede Californien.

Kultursammenstød
I det hele taget har jeg haft rig mulighed for at dyrke både thrillergenre og kultursammenstød i de parisiske biografer. MK2’s biograf på Quai de Seine i La Villette kørte f.eks. for fjerde år i træk en række gangsterfilm under overskriften ’Le polar se met en Seine’ – en overskrift, der spiller på det franske udtryk for iscenesættelse, mise en scene.
Det var i det relativt nybyggede biografkompleks med udsigt over et af flodens udløb, at jeg fik set den japanske Takeshi Kitanos seneste film, den helt i hans ånd både poetiske og voldelige Brother.
De amerikanske gangstere er ikke forberedt på den mur af brutal effektivitet, som møder dem i form af den forviste japanske yakuza-officer Aniki (Takeshi selv), der ankommer til Los Angeles og hurtig lykkes med at sætte skik på sin lillebrors diminuitive narkoforretning på en anderledes håndfast og blodig måde. Men samtidig kommer han i klammeri med den italienske mafia, som ikke er sådan til at ryste, og det får fatale følger for både Aniki, hans bror og deres amerikanske venner. Kitanos film er ikke for svage sjæle, men kan man holde til det, får man serveret fascinerende historier om loyalitet og brutaliteten og døden som to af gangsterens uundgåelige livsvilkår.

Herlig kynisme
Fra udkanten af det centrale Paris drog jeg til den indre by og den lille, hyggelige MK2 Hautefeuille i det 6. arrondissement – et meget biografrigt kvarter – hvor jeg overgav mig til John Boormans herligt kyniske The Tailor of Panama baseret på en roman af John Le Carré. Geoffrey Rush spiller titelrollen, der af Pierce Brosnans MI5-spion – en morsom parodi på Brosnans egen Bond-rolle – ’overtales’ til at agere hans meddeler. Det får fatale konsekvenser for både skrædderen, hans familie, kanal- og bananstaten Panama og MI5, da skrædderen – for at gøre sig fortjent til sin hyre – beslutter sig for at pynte lidt på sandheden.
The Tailor of Panama er ikke nogen stor film, men den er morsom i sin skånsesløse udlevering af alle sine personer, der enten bliver fanget eller fanger andre i et net af løgne og gammeldags griskhed. Og så sørger Rush, Brosnan og birolleindehavere som Brendan Gleeson og Jamie Lee Curtis for at spillet er i orden.
Det var iøvrigt i MK2 Hautefeuille, at jeg første gang stødte på det, syntes jeg, særprægede fænomen med at placere biografens toiletter inde i selve salen. Trods mine forbehold viste det sig dog faktisk at være ganske praktisk. En anden pudsig detalje i de små, ældre biografer er, at gulvet og de første rækker i salene gerne skråner nedad i retning væk fra lærredet. I de nybyggede biografer, som f.eks. UGC Bercy, er salene konstrueret efter amfiteaterprincippet, som vi også kender det fra Danmark, og som er en mere behagelig måde at se film på.
Jeg fik set en del film i løbet af mine dage i Paris. F.eks. endnu en gangsterfilm, den ekstremt blodige Gangster No. 1, med Malcolm McDowell i hovedrollen, et fjollet erotisk og dogmeinspireret drama af og med Jean-Marc Barr, Too Much Flesh, en opfindsom svensk gyser, Sleepwalker, og en strømlinet familiefilm, Robert Rodriguez’ Spy Kids, fuld af sjov og ballade. Men der er ikke plads til at skrive om dem alle.
Nogle af dem får vi lov at se i en biograf i Danmark, andre ikke, men alle er de med til at tegne et varieret og spændende billede af Paris som Europas misundelsesværdige filmhovedstad.

*Mere på www.pariscope.fr, www.mk2.com, www.gaumont.fr, www.ugc.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her