Læsetid: 6 min.

Floden der giver alt

73 millioner mennesker lever langs Mekong og dens bifloder. De lever af den og med dens luner. Oftest gavmild, men til tider truende og ødelæggende. De allerfleste tror på, at deres flod har en sjæl eller en ånd, som de beder og ofrer til. For man bør stå sig godt med flodens sjæl, når man er fuldstændig afhængig af den
25. august 2001

KHONE FALLS, LAOS – Åndetræet står på en ensom klippe. Vandet tordner beskyttende omkring det i drabelige kaskader, som gør luften tæt af små bitte vandperler som dugdråber. Her på dette utilgængelige sted er flodens hjerte, beskyttet af enorme buldrende kræfter; lige her, hvor Mekong-floden med denne storslåede salut tager afsked med Laos og vælter ind i Cambodia.
Stedet er fyldt med højtidelighed. Nu er det okay, at skipperen og Mo med den bredskyggede hat og det næsten lige så brede, strålende smil har sejlet mig i skippers slanke båd mellem skarpe rev og kraftige strømhvirvler, ind igennem nedhængende trækroner, hvis dyppende grene danner mørkegrønne huler; de har lokket, truet, hevet og båret mig hen over skarpe klipper, der skærer og brænder mine bare fødder. Vi har svunget os over rivende strømme i lianerne, og adskillige gange har jeg været ved at give op. Men nu forstår jeg nødvendigheden af, at de måtte vise mig netop dette sted. Flodens Hjerte.
Mekong-floden – selve vandenes moder, siger de her. Lancang hedder floden i Kina, og i Vietnam hedder den Cuu Long – De ni drager – fordi den forgrener sig i Mekong-deltaets ni udløb til Det sykinesiske Hav på sin 4.350 km lange vej fra det øverste udspring i Tibet. I Burma, Thailand, Laos og Cambodia kalder de fleste den Mekong. Udspringet i Kina leverer blot en lille del af vandet – 16 procent for at være helt nøjagtig. Hele vejen ud i havet løber massevis af bifloder til, så Mekong-bækkenet fra oven via satellit ligner et fintmasket net af arterier, der løber til en hovedpulsåre. En egen organisme med et vældigt liv.
73 millioner mennesker lever langs Mekong og dens bifloder. Alene i flodens nedre del – Thailand, Laos, Cambodia og Vietnam – lever 60 millioner mennesker. De lever af den og med dens luner. Oftest gavmild, men til tider truende og ødelæggende. De allerfleste tror på, at deres flod har en sjæl eller en ånd, som de beder og ofrer til. For man bør stå sig godt med flodens sjæl, når man er fuldstændig afhængig af den.
Floden giver fisk i næsten ubegribelige mængder og varianter: Mindst én mio. tons og sandsynligvis snarere det dobbelte ved almindelig fangst af de omkring 1.500 fiskearter og mindst 200.000 tons gennem opdræt. Den oversvømmer rismarkerne med ny næring hvert år i regntiden. Den trækker sig nådigt tilbage, når regnen holder op, så flodbredderne kan sås til med alskens grønt.
Og helt enestående vender strømmen i Tonle Sap Floden i Cambodia to gange om året, dér, hvor den møder Mekong, lige inden den foruden sit eget forløb også forsyner Bassac-floden. Det hele er del af Mekong-systemet, et af verdens rigeste flodbækkener og et af de mest uberørte.
Når Mekong-floden strømmer kraftigst, er vandstanden højere end i Tonle Sap, hvorved vandet presses opad mod nord – op i søen Tonle Sap, som så oversvømmer et område på næsten seks gange sin normale størrelse. Strømmen fører fiskeyngel med sig fra gydepladserne længere mod nord og næringsrigt bundfald, som fordeler sig på landbrugsjorden og gøder den. Cambodianerne har hverken råd til eller brug for kunstgødning.

Langs Mekong er man ikke bonde eller fisker. Man er både og. I det hele taget er tilværelsen langs floden ikke delt op i erhvervsgrupper, sektorer og fag som i vor del af verden.
Tag f.eks. Chhem Sythun. Hun lever i landsbyen Khamleng Phe ved Tonle Sap Floden lige før, den breder sig ud og bliver til søen. Hun fisker i floden, opdrætter fisk i en dam, avler lotus og dyrker ris og grøntsager. Hun har nogle grise, en vandbøffel og to okser. Samt fire børn og en mand. Familien spiser selv det meste af fangsten og afgrøderne. Kun lotusdammen giver en egentlig indtægt, når hun sælger blomster, kroner eller lotusrod.
Når der er rigeligt med fisk, sælger hun måske også af dem. Det var der – her ved seneste månefiskeri – hun fangede mange flere trey riel, pengefisk, end familien selv kan fortære. Når de alle er røget i små nydelige bundter, samlet med flækket bambus, sælger hun dem til en opkøber, der tager dem på marked – hvis hun og familien ikke selv gør en dag ud af det og tager på marked i den nærmeste by for at bytte sig til varer for de røgede trey riel. På den måde har familien fået både sort-hvidt fjernsyn og en cd-afspiller – batteridrevet naturligvis, for landsbyen ikke har elektricitet.
Der er heller ikke indlagt vand, så der er ikke toiletter. Den personlige hygiejne klares ved floden. Om aftenen går hele familien ned og vasker dagens støv og sved af sig, vasker hår og børster tænder. Kvinderne – og nogle gange også mændene - vasker tøj i floden. Ungerne bader i dagens løb, som de har lyst til efter skole, som i landsbyen er mellem kl. syv og 11.
Toiletbesøg foregår blot afsides – mændene går ud for at ’skyde kaniner’, mens kvinderne ’besøger naboen’ – bag en stor knagende klynge bambus, i den tætte underskov, der summer af liv, eller i majsmarken, når planterne er store nok til at skærme, eller i floden. Kun måske en hvid mand eller kvinde på jagt efter kaniner eller naboer lokker nysgerrige unger til. Ellers respekteres retten til at være alene – stort set det eneste tidspunkt på døgnet, man er alene på land. Nogle steder er der opsat vakkelvorne bambusstilladser til den slags, men de bliver uvægerligt skyllet væk eller svømmer over, når regntiden sætter ind.
Ser man bort fra den nordøstlige – og fattigste – del af Thailand, hvor befolkningstætheden er stor, lever folk tættere og tættere jo længere ned ad Mekong-floden, man kommer. Som nation er Thailand langt rigere end nabolandene, men thaiernes livsvilkår langs floden er ikke så forskellige fra den tilværelse, de øvrige beboere langs Mekong fører, selvom thaierne oftere har el, belagte veje og andre moderne bekvemmeligheder som bedre skoler og sygehusvæsen.
Nede i Chau Doc i det sydlige Vietnam, i Mekong-deltaet lige på den anden side af grænsen til Cambodia, lever folk så tæt, at husbådene ligger i flere rækker ud i floden, bundet sammen som duvende kolonihaver med potteplanter, hunde og katte. Og som oftest med et større fiskeopdræt under hjemmet, hvor fiskene fodres gennem et hul i gulvet. Ved fodringstid spjætter og springer fiskene, så hele indboet helt plaskes til.

Der findes næppe smukkere solop- eller nedgang end ved Mekong-floden. Også månen og stjernerne kan lyse op; fordi de lyser så stærkt, men også fordi selv hovedstæderne ved Mekong-floden, laotiske Vientiane og cambodianske Phnom Penh, ikke er særligt oplyst ved nattetide. De fleste landsbyer langs floden har slet ikke gadebelysning – eller gader for den sags skyld. Så her følger hverdagen solen.
Når hanerne sætter i før daggry med deres skingre galen, vågner menneskene og kaster sig over dagens og årstidens pligter. Det er fiskeriet, rismarkerne, reparationerne oven på særligt dramatiske oversvømmelser som dem i fjor. Eller det er kanoen, der skal tætnes, når den er begyndt at lække, drikkevandet, som nogle gange skal hentes langvejs fra i tørketiden. Og så, når dagslyset atter viger for stjernerne og ildfluerne, er det som bliver der slukket for landsbyerne. Lige så sagte foldes de store myggenet ud over hele familier i pælehytterne.
Bortset fra myggenettene er det nogenlunde sådan, tilværelsen langs Mekong har udfoldet sig i hundredevis af år. Sådan skal det også være, mener hr. Baan i landsbyen Ban That på Xedone, en biflod til Mekong i det sydlige Laos.
Han har fisket her hver eneste dag i over 40 år. Otte kilometer den ene vej op ad Xedone og tre kilometer den anden vej. Hans ansigt er garvet af solen og han går i sarong.
»Jeg holder aldrig op med at fiske, for jeg har fisket hver dag, siden jeg var 15 år. Jeg har ingen motorbåd, kun min kano, så jeg er stærk,« fortæller hr. Baan. Han har aldrig været længere væk fra sin landsby, end det daglige fiskeri har bragt ham. Der er nok at spise til hele familien: hustruen, syv børn og en flok svigerbørn og børnebørn. Resten sælger han til en opkøber, der kommer forbi hver dag.
»Hvorfor skulle jeg begive mig væk herfra,« spørger hr. Baan. »Vi har ris og fisk nok. Floden giver mig alt.«

*Mette Holm er journalist ved DR’s Orientering. Hun har tilbragt tre måneder ved Mekong-floden for nylig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu