Læsetid: 7 min.

‘Først nu er det hele kommet på plads’

Ralle er blevet kaldt rødstrømpe en gang i sit liv. Så blev hun gal. For det har hun lige godt aldrig været
2. august 2001

Strømper
Ragnhild, altid kaldet Ralle, viser den sidste forøgelse af gårdens dyrebestand frem: En bette sort killing, der lige har åbnet et par små blå øjne, og ikke har kræfter til andet end at hvæse nuttet i protest mod at blive løftet op.
De andre katte, otte er der vist i alt, de fleste af dem halvvoksne killinger, øver sig i at balancere på bjælker og snige sig gennem staudebedet. Det er dem, der sørger for en rottefri stald.
Herinde står gårdens stolthed. Den er enorm. En af Danmarks største faktisk. Det gyldenbrune skind spænder sig smukt over kæmpebøfferne, den har bløde øjne og ring i næsen. Men selv om den står tøjret og gumler fredeligt, frister præmietyren ikke til nærmere bekendtskab.
Kalven gør til gengæld. »Kippe, Kippe, Kippe,« lokker Bjarne. Den lunter glad nærmere, får øje på et fremmed ansigt – og bakker hastigt med spredte bagben.
Ralle blev født i 1948 i Thyregod i Midtjylland, hvor hun gik i skole til og med 8. klasse:
»Jeg var så dum, at jeg ikke tog realen med – det gjaldt bare om at komme ud og tjene nogle penge. Hvis jeg nu havde fået en uddannelse og var blevet ansat i en bank, havde vi aldrig haft den tvangsauktion.«
Men uddannelse var der ikke tradition for i familien, så Ralle tog som 15-årig et job i huset hos et lærerpar:
»Jeg gjorde rent, lavede mad og passede deres lille dreng. Jeg er godt oplært hjemmefra og insisterede på at stryge familiens sengetøj og pyjamaser – konen i huset klagede senere over, at det var hun blevet afhængig af,« ler Ralle.
Hun har altid boet lige i nærheden af Thyregod. De længste rejser er gået lidt syd for grænsen og til hovedstaden:
»Som ung var jeg bidt af at komme til København. Jeg tog tit på ferie hos min faster og onkel. De drillede mig med, at jeg vendte mig om, når der kom en neger på gaden. Det var et særsyn med negre i provinsen. «
Men den lyst fik en ende, da hun mødte Bjarne i 1965. De blev forlovede, da Ralle fyldte 18. Hun betalte forlovelsesringene, fordi han var inde som soldat.
De blev gift i 69, da Bjarne var forkarl på Trøgelborg ad Billund til, og Ralle syede:
»Jeg har altid syet. Efter de halvandet år som pige i huset kom jeg på systue i Thyregod og syede frækt undertøj - altså den gang, hvor man stadig gik i laksefarvet med lodden vrang. Det var i 64-65.«
Senere kom Ralle til Brandtex, men det var for fabriksagtigt efter hendes smag, så hun holdt efter tre uger:
»Uh, det var flovt at rende så hurtigt af pladsen. Men jeg fik et job på en mindre systue.«
Ralle kan mærke de mange år ved symaskinen i skulderen. At det ikke er værre, mener hun selv, skyldes, at hun efter arbejde skulle hjem i stalden, og dér fik gjort nogle helt andre bevægelser:
»I starten var jeg ræd for køerne - jeg kom fra byen og havde aldrig tænkt, jeg skulle giftes med en landmand. Men det blev jeg. Og jeg ville vise min svigermor, at jeg godt kunne klare mig på en gård. Så jeg rendte meget ude i stalden og i marken.«

Tvangsauktion
Året efter brylluppet, i 1970, købte Bjarne Bindesbøl.
»Det var en ret stor gård den gang. 65 tønder land. I dag er det en lille gård,« bemærker Ralle.
I de næste tyve år indgik Bjarne og Ralles 36 malkekøer i den danske storindustri af mælkeprodukter. De dyrkede selv foder til dyrene: Hø, halm, roer, korn.
»Men kraftfoderet skulle vi købe. Det var det, vi somme tider gik ned på,« bemærker Ralle.
Børnene kom i 1973 og 1978:
»Det gik hurtigt, især med den første. Jeg vil hellere føde et barn hver måned end have menstruation. Jeg vågnede, da vandet gik, og så var Mogens født to timer senere. Så jeg var kvik nok om aftenen til at gå ud og fodre dyrene.«
Ralle gik – »som det hedder« – hjemme i syv år. efter Mogens blev født. Arbejdsdelingen i familien er ret klar. Bjarnes domæne er uden for huset, Ralles indenfor:
»Jeg kunne godt gå i stalden, men ’man’ kan mageligt tælle på en hånds fingre, de gange Bjarne har skiftet ble. Han har ikke slidt sig ned på husarbejdet. Det klarede jeg. Og jeg har nok desværre også gået hen og lært mine drenge det samme. Der var altid noget udenfor, de skulle lave.«
»Der var Mogens flink, indtil han flyttede hjemmefra for fire år siden. Den vane med at arbejde hele tiden har vi givet videre til ham. Frank har det mere med at lægge sig på sofaen, når han kommer hjem fra arbejdet.«
For tyve år siden fik familien et ordentligt økonomisk smæk. Det var de dyre låns tid:
»Vi fik lånet hjem til kurs 59, da vi byggede den ny stald. Og to tørre år oven på. Det kunne kunstvandingsanlægget ikke klare. Høsten blev dårlig, og vi måtte købe for meget kraftfoder og andet foder til dyrene. Så kom tvangsauktionen i 1981.«
Da udsigten til tvangsauktion tårnede sig op i horisonten, måtte Ralle ud og arbejde som syerske igen i 1980:
»Jeg kunne kun tjene hjem til renterne til møllen, hvor vi købte foder. Det ville jeg ikke være med til. Både have fuldtidsarbejde og knokle derhjemme, uden at gælden blev mindre. Nej.«
»Ham chefen, vi forhandlede med i fodermøllen, kaldte mig for en rødstrømpe. Rødstrømpe! Så blev jeg gal! Det har jeg ligegodt aldrig været.«
»Vi lod gården gå til tvangsauktion den 9. april 1981 og bestyrede den for DLR (Dansk Landbrugs Realkreditfond) frem til den anden auktion i august. Det var smadderubehageligt – folkene fra Møllen var ikke søde ved os.«
På den anden auktion købte Ralle gården tilbage fra DLR. Med hendes navn på alle papirerne var Bjarne fredet. Men Ralle blev »mærket af det,« som hun siger: »Så jeg er heller ikke meget for at pære op i, hvad der skete den gang.«

Ren hobby
Ralle og Bjarne blev alligevel nødt til at sælge Bindesbøl for 11 år siden, fordi Bjarne har sølle hofter og ikke kunne klare landmandsarbejdet. I stedet købte de Bjarnes fars og mors lille ejendom med 35 tønder land til. Det meste jord er lejet ud. Bjarne har sit gode arbejde på trævarefabrikken femhundrede meter nede ad vejen, og de 16 stykker gelbviehkvæg, der konkurrerer indbyrdes om længden af deres stamtavler, er bare hobby, siger Bjarne.
Ralle fortsatte med at sy indtil 1994. Så fik hun dårligt hjerte. Forkalkning i kranspulsåren.
»Jeg blev ikke tilbudt at komme i arbejdsprøvning eller arbejdstræning, som man gør nu til dags. Nok fordi arbejdsløsheden var så høj den gang. Jeg fik bare at vide, at det var alt for stressende at komme tilbage til systuen – og så røg jeg direkte på den laveste pension i 1995. Da var jeg 46 år.«
»Det var dælme svært at leve to voksne og to hjemmeboende børn for den pension og Bjarnes løn. Da Mogens og Frank blev konfirmeret, fik de selv deres børnepenge. Hvis de ville bruge mere, måtte de selv tjene resten, som vi andre har gjort det.« »Man skulle være sparsommelig. Vi havde køkkenhaven, en gris selv og købte ellers hele grise til fryseren. Vi gik aldrig ud. Vi købte aldrig nyt tøj eller noget af alt det andet, folk normalt gør. Vi tog heller ikke på ferie. Bortset fra i 1991, hvor vi var en uge i Løjt Kirkeby i Sønderjylland hos Dansk Folkeferie.«
»Tanken om at holde fri en hel uge var grusom – hvad skulle vi dog få tiden til at gå med? Ellers har vi jo aldrig holdt fri andet end fra lørdag middag til søndag middag. Men det var faktisk dejligt – også selv om det var mærkeligt.«
»Min onkel fra København sagde tit til os: Tag da ud og nyd livet. Han fattede ikke, vi gad at gå og knokle for at holde sammen på det gamle lort. Han sagde nu alting lige ud.«
Nu laver Ralle »næsten ingenting,« siger hun: »Jeg gik ellers og passede dyrene, men jeg kunne ikke blive ved med at holde til det. Jeg fik en ballonudvidelse i kranspulsåren i 1999. Det har taget på kræfterne. Så det med arbejdsmarkedet er nok slut.«
»Det er først nu, det hele er rigtigt kommet på plads med økonomien. Vi har fået at vide på regnskabskontoret, at nu skal vi til at være lidt bedre ved os selv. Jeg har også fået den mellemste pension.«
Bjarne tjener godt på fabrikken. Så der er blevet råd til et splinternyt køkken i lys træfiner med bord og stole, der matcher. Bjarne trumfede det igennem. Ralle syntes egentlig det kunne være godt nok med et nyt køkkenbord – men nu er hun glad for det. Også selv om det kostede hende medicinkortet, fordi de sparede op til moderniseringen i stedet for at låne.
Hun er også glad for sommerhuset, som de lige har købt en halvpart i. Selv om de ikke kan være der så ofte, før de får taget sig sammen til at halvere bestanden af udstillingskvæg. Det holder hårdt. Bjarne er meget glad for sine smukke dyr.

Fakta - Tidernes kvinder
Kvinder, født fra slutningen af 40’erne og frem, tilhører eller kommer lige i hælene på dem, som ofte bliver kaldt 68-eller rødstrømpegenerationen. Det er de første generationer af kvinder, der fik uddannelse inden for rækkevidde, lønarbejdet som livsperspektiv og moderskabet som valg.
Information har talt med seks af dem om livet, valgene, lykken og ulykkerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her