Læsetid: 6 min.

Vi bliver alle forklædt af tiden

Tiden er en grusom følgesvend, som ubarmhjertigt trækker nye ansigter ned over os. Sven Holm skriver om mænd og kvinder, erotik og livsangst og om samtidens trang til at sønderdele helheden i en ny samling noveller
25. august 2001

Litteratur
Når forfatteren Sven Holm skal fotograferes, er han ikke særlig godt tilpas. Det ansigt, kameraet opfanger, er han ikke så glad for, som han var tidligere. Han er 61 år, og selvom han ryster på hovedet af mediernes dyrkelse af ungdom, balder af stål og kirurgisk behandlede ansigter uden spor af levet liv, er han ikke selv helt upåvirket af vor periodes afvisning af at blive ældre. Han forstår i hvert fald godt, at mennesker kan lokkes af den, siger han.
Hans nye novellesamling Kanten af himlen, som udkommer på Gyldendal på onsdag, har da også som et af hovedtemaerne tiden og dens uomgængelige forløb – og ikke mindst erotikken som et brændende forsøg på at holde den fast og skabe sig en plads i den. Især mænds forsøg på det. Det er helt åbenlyst i den store novelle Monsieur Hugo i tidsrummet, der følger den gamle forfatter Victor Hugo rundt i Paris gader i en hestedroske, på jagt efter purunge piger, som han betaler for at blotte sig for at vække hans hendøende seksuelle gnist. Hjemme venter hans livs elskede, Juliette, som han ikke mere kan begære, fordi tiden har spærret hendes smukke ansigt inde i et net af rynker og forvansket det.
»Lige netop på det punkt har manden nok en tilbøjelighed til at føle, at hvis han har en meget yngre kvinde, så er det, som om han selv bliver yngre. Det er naturligvis et kolossalt selvbedrag. Jeg har altid opfattet det sådan, at tiden på en måde går ved siden af os, som den eneste følgesvend, vi har – og at man må se at få et ordentligt forhold til den, selv om den forklæder os og trækker nye ansigter ned over os, som vi ikke kan lide,« siger Sven Holm.

Et tryk lettede
Han har skrevet de fleste af de 13 fabler og fortællinger i løbet af godt et års tid. Som i en eneste stor lettelse over det tryk, der forsvandt, da han vandt en retssag, som Det Danske Teater anlagde mod ham, fordi teatret selv i sidste øjeblik kasserede et stykke, det havde bestilt hos ham. Han havde lavet noget, der ikke svarede til aftalen, påstod man – og forlangte ham idømt en bøde på 200.000 kr.
»Det endte med, at det blev mig der vandt, og jeg fik 200.000 kr. i stedet for at blive ruineret. Men det stod på i halvandet år og i den tid måtte min kone Bodil og jeg se i øjnene, at hvis det gik mig imod, måtte vi sælge alt og flytte til et andet land. Det var hårdt, og når jeg mødte folk fra teaterverdenen i den periode, fik de travlt med at komme over på den anden side af gaden. Jeg hørte ikke en lyd og der var ingen, der ville have noget som helst teater fra min hånd i den periode. Der er en opportunisme og en political corrrectness i den verden, der er helt absurd.«
Den slags har Sven Holm aldrig været bange for at gøre opmærksom på – af angst for at ’miste embede’, som han siger. Han holdt heller ikke mund, da en ny chef for TV-teatret ikke viste sig interesseret i en stor Tv-serie om Dirch Passer, som hans forgænger havde bestilt. At Sven Holm tidligere havde markeret sig med den uforglemmelige Syg og munter med Jørgen Ryg og siden med serien om Liva Weel, tæller ikke i en tid, der skal have hurtig, kvik action som Taxa.
Men har Sven Holms vej gennem teater og TV-teater været bestrøet med en del kampe og modgang, har litteraturen, prosaen, næsten kun givet ham glæder og anerkendelse. Han har sin rod i den klassiske modernisme, i den fabulerende, fantastiske fortælling, men havde faktisk aldrig læst Villy Sørensen, da han i tresserne blev udråbt som hans discipel. Og den unge oberstsøn og kostskoledreng fra Herlufsholm blev gennem årene en sprudlende både med- og modspiller i de skiftende litterære retninger, der har præget hans liv som forfatter.

Dyr og mennesker
Kanten af himlen har fået navn efter en utrolig stærk historie om en mand og to måger, der giver ham en lektion om kærlighed. Den og et par store fortællinger eller småromaner – som Brudekjolen og historien om den kynisk kvindeforbrugende kunstner Peter Peteris – ligger tæt på realismen , men bogen byder også på overgivent fantaserende, helt surrealistiske fabler med en indbygget moralsk eller civilisationskritisk pointe.
– Det er meget barske fortællinger, nogle af dem – om ensomhed, livsangst og misbrug af andre?
»Ja, jeg tror ikke, jeg kunne have skrevet bogen, da jeg var ung. Men et eller andet sted skal man jo samle hele denne kolossale ophobede erfaring med mænd og kvinder, med arbejdsmiljøer og børn og det hele. Og som kunstner er man nødt til at tage konsekvenserne af de tilskyndelser og tanker, man har. Det nytter ikke at sande til i en sofakrog – så er alt tabt.«
»Der er en form for, ja ikke egentlig religiøsitet, men en slags ikke forklarlig oplevelse af sammenhæng, som stråler ud fra tingene og forbinder én med alle de faser i tilværelsen, man har været igennem og også med andre menneskers liv. Og derind i kommer også dyr. Dyr betyder utrolig meget for mig. Jeg har lært mest om mennesker ved at gå i zoologisk have. Ved at betragte dyrene bliver man præsenteret for forskellige aldre og sider hos mennesket. Dyr er jo så ublufærdige, mens mennesker hele tiden prøver at dække sig.«
»Men selv om vi har drifterne og den dyriske side, er vi formentlig det eneste pattedyr, der har mulighed for at se sammenhænge. Der kommer tiden ind på en anden måde. Vi ved, at der findes andet end nuet, at der eksisterer et før og et efter – og det er af uhyre betydning, tror jeg. Den person, der benægter, at der er et før eller et efter, er jo en selvbedrager – og bedrager dermed en masse andre.«

Afskårne lemmer
– Som maleren Peter Peteris – en bedrager og selvbedrager, der ikke kan se sammenhænge, som kun kan male en finger eller fod – men ikke en hel kvinde? Er han også et billede på noget af det, der sker i litteraturen?
»Vi har jo meget kortprosa i øjeblikket. Det er ikke noveller, det er ikke digte – og romaner er det slet ikke. Det er skiver af prosa, ikke? Jeg synes, meget af det er uhyre talentfuldt, men jeg kan godt ærgre mig over, at der ikke er en vilje til at få tingene til at hænge sammen. At man, som Peter Peteris, koncentrerer sig om kun at male afskårne lemmer. Og jeg fornemmer, at nogle af dem, der koncentrerer sig om disse afskårne lemmer inden for prosaen, er præget af en slags livsangst, der bliver til tekstangst.«
»Men på den anden side – Chopin er jo ikke nogen dårligere komponist, fordi han skrev mange små stykker i modsætning til Beethoven, der skrev en helvedes masse sonater, vel?«
»Så det er ikke formen som sådan, der er forkert. Men man er nødt til at indse, at det er en hengivelsesproces at være forfatter. Og hvis man ikke hengiver sig, nytter det ikke at være nok så dygtig. Man er nødt til at fortabe sig og se i øjnene, at lortet ender med, at man dør.«

FAKTA
Sven Holm
*Født i 1940 og debuterede i 1961 med en samling fortællinger, Den store fjende, en blanding af mytisk fabuleren og tro virkelighedsgengivelse , der hurtigt placerede ham centralt i kredsen af yngre modernister. Den forfærdende fremtidsskildring Termush, Atlanterhavskysten (67), den skrift-tematiske utopi Min elskede. En skabelonroman (68) og senere den socialkritisk prægede Syg og Munter (72) og parforholdsromanen Det private liv (74) blev som hans senere store forfatterskab eksempler på hans evne til på en gang at indfange tidens litterært-ideologiske signaler og samtidig forholde sig uafhængigt til dem. I 1974 fik han Akademiets store pris.
Sven Holm har skrevet en lang række teaterskuespil og Tv-stykker og fik i 1985 Danske Dramatikeres hæderspris og i 1994 Nordisk Dramatikerpris for Schumanns nat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu