’Vi forsøder tilværelsen for USA’

Synkronpolitik
Efter Den Kolde Krig har Danmark for alvor fået mulighed for at vise sin sande udenrigspolitiske personlighed. Men det er svært at udskille den særlige danske politik fra den amerikanske dagsorden, mener to forskere, som Information har bedt om at analysere den danske udenrigspolitik gennem de seneste ti år.
»Under Den Kolde Krig var Danmarks handlemuligheder meget begrænsede, fordi vi var en såkaldt ’frontlinjestat’, der var nødt til at tale markant for afspænding og optræde forsigtigt over for Sovjetunionen. Før den tid var vi underlagt hensynet til stormagten Tyskland. Men siden 1989 har vi har haft en helt uhørt handlefrihed, fordi USA er en venlig supermagt på behagelig afstand,« forklarer dr.scient.pol. og seniorforsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut, Hans Mouritzen.
Handlefriheden er blevet brugt til at markere danske mærkesager – for eksempel konsolideringen af de baltiske lande med vores egen demokratiopfattelse. Men samtidig har stort set alle Danmarks udenrigspolitiske beslutninger de seneste ti år været synkrone med USA’s politik, understreger Hans Mouritzen.
Dr.phil. og lektor i historie Poul Villaume ser anderledes på Danmarks politik under Den Kolde Krig, men er enig i Hans Mouritzens analyse af det nuværende forhold til USA: »Min forskning peger på, at Danmark faktisk førte en forholdsvis selvstændig politik under Den Kolde Krig, hvor vi for eksempel stod mere fast på afspænding og dialog mellem blokkene end mange andre NATO-lande. I 1990’erne har den danske udenrigspolitik været meget mindre selvstændig. Den har først og fremmest handlet om at være 100 procent loyal over for USA, for eksempel da Danmark deltog i Golfkrigen og i krigen om Kosovo,« siger han.
– Men hvorfor er den danske politik så USA-venlig?
»Det er svært helt generelt at sige, om der ligger en selv-stændig dansk stillingtagen gemt i udenrigspolitikken, eller om Danmark er en slags marionet for USA’s forsøg på at skabe en ny verdensorden. I Kinapolitikken har vi fulgt konjunkturerne i Washing-ton mere end situationen i Kina, og da man valgte at fortsætte bombningerne af Beograd, selv om flere europæiske stormagter talte for en bombepause, bakkede Danmark USA entydigt op i stort og småt og var klart det mest pro-amerikanske land i Europa sammen med Storbritannien. Det virker som om, dansk politik går ud på at forsøde tilværelsen for USA i Europa,« konstaterer Hans Mouritzen. »Der er tale om en overordnet strategi, der handler om at få USA til at blive i Europa, så Tyskland er indbundet, men spørgsmålet er, om det er nødvendigt at blive ved med at sikre denne indbindning, eftersom det virker klart, at USA bliver i Europa, og desuden er Tyskland indbundet via medlemskab i EU,« mener han.
Han understreger des-uden, at det ikke nødvendigvis er en klog dansk politik at være så loyal over for USA, at stormagten tager Danmarks støtte for givet i enhver situation: »Man kan sige, at hvis vi får noget til gengæld, er det fint nok, men vi fik jo for eksempel ikke nogen dansk generalsekretær for NATO, selv om Danmark stod for tur to gange og havde to kvalificerede kandidater (Uffe Elle-mann og Hans Hækkerup, red.).«
Mens Danmark har ført sin loyale politik over for USA, er en ny ’stormagt’ dukket op på arenaen, og den har lige så stor indflydelse på den danske udenrigspolitik, som USA har. Det er den danske befolkning, vælgerne.
»Befolkningen er den nye ’stormagt’, som politikerne tydeligvis er meget påpasselige med ikke at træde over tæerne. Det svarer meget til de hensyn, der bliver taget i udlændingepolitikken, hvor det er tydeligt, at der bliver brugt lang tid på at læse Gallup-tal. Politikernes held er så bare, at de to stormagter sjældent er komme i konflikt med hinanden,« siger Hans Mouritzen.
Befolkningen kan altså lægge en dæmper på nogle af de visioner, politikerne har for den danske udenrigspolitik. Men det vil næppe være deltagelsen i militære interventioner som den i Irak eller Kosovo, der får danskerne til at slå bremsen i, mener begge forskere.
»Befolkningen bekymrer sig først og fremmest for, om der bliver grebet direkte ind i Danmarks suverænitet, og derfor har vi EU-forbeholdene. Men at Danmark er blevet lidt mindre FN–loyal ved for eksempel at have ageret uden klart FN-mandat i Kosovokrigen, har befolkningen ikke
reageret imod,« siger Hans Mouritzen. »Både befolkning og politikere har opdaget, at NATO kan være effektiv i mange sammenhænge, og ikke mindst er det nu legitimt at støtte NATO mere helhjertet, fordi Nato stod tilbage som sejrherren, da Den Kolde Krig sluttede,« siger han.
Poul Villaume mener imidlertid ikke, at Den Kolde Krigs afslutning er noget argument for at slække på princippet om, at FN er vigtigste aktør på verdensplan: »Der mangler i den grad en debat om konsekvensen af den ændrede danske udenrigspolitik. At forsvare demokrati og menneskerettigheder er på det overordnede abstrakte plan fælles dansk og amerikansk politik, men det bør ikke udelukke en diskussion om, hvordan disse værdier skal forsvares. Det er for eksempel ikke indlysende, at bombardementerne af Kosovo – med mange civile ofre og hundredetusinder af flygtninge som resultat – var den rigtige måde at forsvare den albanske befolkningsgruppes menneskerettigheder på,« siger Poul Villaume.

Møde
USA til debat på Information
*Mandag den 27. august kl. 19.30 afholder Luftskibet, Informa-tions Forum for Systemdebat, konferencen ’USA in these Times’. Tre hovedpersoner fra den progressive fløj i amerikansk politik diskuterer venstrefløjens muligheder på den parlamentariske scene.
Tilmelding nu på eller post til Information, mrk. ’Luftskibet’. Se annoncering i Information og på www.luftskibet.dk