Læsetid: 3 min.

Fortabte sjæle på is

Den legendariske Manchester-kvartet New Order er tilbage med nyt udspil efter otte års pause – overraskelsen består i, at det er gruppens til dato bedste
28. august 2001

Ny cd
Længe før det kom på tegnebrædtet som en mulighed fusionerede Manchester-kvartetten New Order rask væk dance og rock – i den periode, hvor postpunken florerede og disco stadig var et skældsord, gik gruppen lystigt til blandingsmisbruget og skabte i processen en stribe af 80’ernes stærkeste og mest holdbare studiekreationer. Det startede ellers med en tragedie: I 1980 hængte Ian Curtis, Joy Divisons forsanger, sig og efterlod de tre resterende medlemmer af bandet i limbo, da det havde stået foran et mindre europæisk gennembrud.
De tre – sanger og guitarist Bernard Sumner, bassist Peter Hook og trommeslager Stephen Morris – indrullerede Morris’ veninde Gillian Gilbert til keyboard-positionen og søsatte det gode skib New Order, der måtte arbejde hårdt for at kæmpe sig ud fra under de dybe skygger, arven fra Joy Division kastede.
Efter et par tøvende udspil i samme stil lod gruppen påvirkninger fra den amerikanske electro-scene sive ind i musikken med intet mindre end en revolutionerende effekt, som det i henholdsvis 1981 og 1982 kunne høres på den synth-og-sequencer-dominerede 12-tommer single, Everything’s Gone Green, efterfulgt af den banebrydende Temptation i samme format, før gruppen med Blue Monday perfektionerede formlen i 1983.
Kombinationen af et vindende elektronisk dance-beat og en tordnende resonant baslinje med en molpræget melodilinje, afsunget med rolig, nærmest lakonisk stemmeføring, var et modigt skridt ind i et dengang endnu ikke kortlagt land.

Gudestatus
Udover den betydning, disse musikalske landvindinger fik for et hav af indie-bands verden over, betragtes denne 12-tommer single – New Orders favoritformat, idet det gav mulighed for at skabe længerevarende forløb samtidig med at det påviste gruppens ligegyldighed over for radioairplay, hvilket gjorde at den bevarede undergrundsstatus hele vejen igennem – som det afgørende bindeled mellem 70’ernes disco og sen-80’ernes bølge af dance og house. At Blue Monday stadig står som verdens mest solgte 12-tommer-udgivelse – 12 millioner eksemplarer til dato! – beviser, at det store publikum ind i mellem deler parnassets opfattelse af hvad der er væsentligt og værd at investere i.
Gruppens status blev for alvor slået fast med det efterfølgende album, Power Corruption Lies, udsendt samme år, og den kunstneriske udvikling toppede midt i årtiet med albums som Low Life og Brotherhood, omkranset af konsekvent gode 12-tommer udgivelser som Perfect Kiss, Sub-Culture, Shellshock, Bizarre Love Triangle, True Faith og Touched By The Hand Of God, der alle var med til at give gruppen gudestatus, selvom den aldrig blev et mainstreamfænomen.
Alle gruppens udgivelser udsendtes på det alternative pladeselskab Factory med tilhørende legendarisk klub Hacienda og da det imperium faldt fra hinanden i 1993, syntes New Order at være en saga blot. Men her – otte år efter – er gruppen tilbage i røvsparkende topform med karrierens måske mest helstøbte og overbevisende album, Get Ready, hvis 10 skæringer tilsammen udgør den mest konsistente sangskrivning fra den kant.
Enhver, der har set videoen til den første single, »Crystal«, vil vide hvordan gruppen elegant undgår at fremstå som gamle røvhuller: Nummeret performes simpelt hen af en af udseende fuldstændig tidstypisk rockgruppe, og der er ikke skyggen af de fire midaldrende medlemmer at se på billedstrimlen. Nu har New Order aldrig profileret sig synderligt visuelt og heller aldrig holdt sig tilbage hvad angår leg med videomediets konventioner, til gengæld er lyden umiskendelig deres: Fuld af de skønneste molklange bider sangene sig fast som burrer, mens Bernard Sumner afsynger dem som en fortabt sjæl på is. Sangene er små diamanter af stor skønhed og lydbilledet domineres af Hooks umiskendelige basspil, mens produktionen er mindre dance-fikseret og mere blød og tilgængelig end tilforn. Kapaciteter som Billy Corgan og Bobby Gillespie optræder som korsangere og i det hele taget er der grund til glæde, thi selvom gruppen hverken har fornyet sig nævneværdigt eller foretaget sig noget sonisk revolutionerende, er Get Ready ikke desto mindre en fornøjelse fra start til slut, leveret af et band, hvis særpræg og skaberevne er intakt efter 20 år i branchen.

*New Order: Get Ready (London/Warner) www.neworderweb.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu