Læsetid: 4 min.

Frankrigs langsomme bodsgang

KZ-lejren i Drancy er først for nylig blevet fredet som historisk monument. I mellem tiden har boliger gjort indhug i minderne
9. august 2001

Opgør
PARIS – Drancy er et navn, som nogle turister måske bemærker – men det er nemt at overse – når de kører med den regionale ekspres (RER, linje B) mellem Paris og den store Charles-de-Gaulle lufthavn i Roissy. Navnet på en trist S-banestation.
Men alle, der kender noget til Frankrigs krigstidshistorie og besættelsestiden 1940-44, forbinder navnet Drancy med den koncentrationslejr, der lå inde midt i denne forstadskommune nordøst for Paris. Her blev 76.000 jøder spærret inde, før de blev ekspederet videre til Auschwitz-Birkenau, Neuengamme, Belsen etc., hvorfra kun ganske få vendte tilbage. Drancy var helvedes forgård.
Fornylig har den franske kulturminister, Catherine Tasca, ved dekret fredet resterne af lejren i Drancy, der fra nu af er klassificeret som ’historisk monument’.
Det kan undre, at det ikke er sket før, for Drancy er et navn og et begreb, der er næsten lige så centralt for den pågældende epoke som Vichy – sædet for marskal Pétains kollaboratørregering.

Dobbelt historie
Drancy var en koncentrationslejr i en klasse for sig, og det sted, der nu ophøjes til historisk monument, har en dobbelt historie. Det klassificeres ikke blot i sin egenskab af dystert krigstidsminde, men også – ifølge Kulturministeriets formulering – som »et af de arkitektoniske værker, der har markeret det 20. århundrede«.
Når man i dag ser de boligblokke, der i ikke færdigbygget stand blev taget i brug som interneringslejr, tager de sig ud som typiske for 1960’erne – blot af lidt højere standard og lidt mindre format end den tids massive lejekaserner. Men det drejer sig om bygninger tegnet i 1933-34, og det var altså meget avanceret byggeri.
Kvarteret, der hedder Cité de la Muette, var et af Frankrigs første moderne boligprojekter og repræsenterer alt, hvad der var avantgarde i europæisk kollektivt boligbyggeri. Arkitekturhistorikere påpeger, at dette projekt, der skyldes arkitekterne Beaudoin og Lods, kan betragtes som forløberen for en type bebyggelse, der først blev almindelig 30 år senere.
Her ser man, hvor langt boligbyggeriet i 1930’erne undtagelsesvis kunne vove sig frem med hensyn til industrialiserede byggemetoder og teknologisk fornyelse.
I juni 1940 blev den ikke fuldførte Cité rekvireret af de tyske besættelsesmyndigheder for at blive brugt til internering af jøder, før de blev sendt videre – stuvet sammen i godsvogne – med jernbane til koncentrationslejre i Tyskland og Polen.
I dag holder en godsvogn af denne type for enden af et jernbanespor som en barsk påmindelse ved indgangen til Cité de la Muette. Tre fjerdedele af det oprindelige byggeri blev nedrevet i 1976, og tilbage er kun bygningerne omkring den centrale plads. Denne afgrænsning af rummet svarer nøjagtig til den daværende lejr.
Blokkene, der ligger i U-form, fungerede først som krigsfangelejr og blev derefter fra 20. august 1941 interneringslejr for jødiske familier. I juli 1943 overtager den berygtede Aloïs Brunner ledelsen af lejren, der fra nu af drives som en ægte nazistisk koncentrationslejr. De internerede – mænd til den ene side, kvinder og børn til den anden – fordeles i 38 fængsler, indrettet i de ikke færdigbyggede lejligheder uden skillevægge. Isolationsceller indrettes i kældrene – hvor nogle af fangernes graffiti endnu kan ses på væggene. I september 1943 begynder nogle af fangerne at forberede en flugt. De graver en tunnel, der skal gøre det muligt for samtlige fanger at slippe ud af lejren i løbet af en nat – mellem aften- og morgenappellen.
Desværre blev planen opdaget, før tunnelen var færdig, og de 14 fanger, der stod for arbejdet, blev omgående deporteret.

Akut boligmangel
Drancy-lejren, der blev dirigeret af Gestapo indtil Paris’ befrielse den 17. august 1944, spillede en hovedrolle som opsamlings- og transitlejr ved jødedeportationerne i Frankrig, og hovedparten af nazismens ofre i dette land er passeret denne vej.
I 1950’erne, da der var akut boligmangel i Frankrig, blev en del af Cité de la Muette rehabiliteret og indrettet til boliger for familier. I en årrække udfoldede der sig et normalt liv i de oprindelige bygninger fra 1930’erne.
I dag indgår de resterende bygninger fra dengang i en langt større Cité de la Muette, der tilhører departementet Seine-Saint-Denis’ sociale boligselskab. Beslutningen om fredning og klassificering af bygningerne er truffet af kulturministeren med dette selskabs samtykke. Fredningen gælder facaderne, taget, trappegangene, kældrene, gården og den ufuldførte tunnel.
Denne fredning er blevet modtaget med tilfredshed og lettelse af de foreninger og lokale personligheder, der arbejder for at redde krigstidens ofre fra glemsel, og den ventes fulgt op af andre initiativer. Man håber at give stedet en bedre arkitektonisk sammenhæng og indrette det på linje med andre lokaliteter, der fremvises som vigtige i Frankrigs historie.
Krigstidens jødeforfølgelser i Frankrig – foretaget af franske myndigheder og fransk politi i skøn forening med besættelsesmagten – er først blevet udforsket gradvist og med stor forsinkelse i de forløbne årtier, og det er kun få år siden, at der blev indført en officiel årlig mindedag for dem.
Selv om det er mindre dramatisk end Tysklands tunge Vergangenheitsbewältigung, har Frankrig altså også sin fremadskridende bearbejdelse af fortiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu