Læsetid: 4 min.

En fredsaftale er ikke lig med fred

Troen på, at fredsaften i Makedonien bliver ført ud i livet, er lille blandt beboerne i Tetovo, Makedoniens næststørste by, der domineres af albanere
14. august 2001

Troen på, at fredsaften i Makedonien bliver ført ud i livet, er lille blandt beboerne
i Tetovo, Makedoniens næststørste by, der domineres af albanere

Tetovo – En sværm af unger stirrer fuld af beundring på den midnatsblå Mercdedes coupé, og mændende hilser ærbødigt med hånden på hjertet på den unge officer, der stiger ude af den sammen med sin bodyguard i sort uniform. Officer Llir, en af de øverstbefalende i UCK (den albanske befrielseshær i Makedonien) i Tetovo-regionen, færdes nu helt åbenlyst rundt i byen. Han sætter sig hen til et af bordene bagest i cafeen med den bolsjefarvede facade i Recicia-kvarteret.
Lidt derfra barrikaderer sandsække den hullede vej, hvor de mange halvfærdige murstenshuse ligger side om side, ligesom i de fleste andre albanske kvarterer. Centrum af Tetovo, Makedoniens næststørste by, ligger mindre end en kilometer væk. Et par panserkøretøjer patruljerer en gang imellem op og ned ad disse hoved-strøg, der ellers ligger øde hen fra allerede midt på dagen.

Fortsatte kampe
»Vi råder over så godt som samtlige af Tetovos forstæder, og vi kan indtage centrum når som helst« forsikrer en UCK-leder. Myndighederne i Skopje siger, at de stadig kontrollerer denne by med 100.000 indbyggere, heruadaf 80 procent af albansk herkomst, hvor de første alvorlige sammenstød fandt sted for seks måneder siden. Faktisk har polities og hærens specialstyrker fordelt sig ud over tre kaserner og nogle befæstede områder. Næsten hver aften bryder kampene ud. Hæren skyder terroristernes tilholdssteder sønder og sammen og indbyggerne forskanser sig indedøre.
»UCK er på hjemmebane her. En nat midt i juli havde de endda besat centrum, men så trak de sig tilbage på grund af pres fra NATO. Nu er de lidt mere afdæmpede,« forklarer Rifat, der er elektriker, og som ligesom størstedelen af albanere i Tetovo holder med oprørerne.
»Vi har i ti år forsøgt at opnå vores rettigheder, uden at det er lykkedes. Hvis myndighederne havde lyttet til os, havde der ikke været alle disse døde,« forsikrer Xhevat Halil, der er fransklærer.
Denne fredelige intellektuelle, der er en respekteret person i byen, er blandt dem, der synes godt om den aftale, der er blevet indgået efter en kraftanstrængelse fra det internationale samfund, og som giver det albanske sprog officiel status og går ind for albansk integration også i besættelsen af de offentlige stillinger, ikke mindst blandt politiet, i overensstemmelse med deres forholdsmæssige antal af befolkningen (23 procent ifølge officielle statistikker).

Tvunget til kompromis
De albanske parter har været nødt til at indgå nogle kompromiser og opgive nogle krav, blandt andet det om en stat med to nationer. Hvis man skal tro optimisterne, er der tale om en god udvikling. Men andre, og dem er der en del flere af, kan ikke tro på det.
»En aftale, også selv om den så er underskrevet, er ikke rigtig noget i sig selv, for så skal den jo først føres ud i livet, og det går makedonerne ikke med til,« argumenterer Kugtim Ademi, jurastuderende på parallel-universitetet, der er grundlagt af albanere, som ikke tidligere havde mulighed for at tage en videregående uddannelse på deres eget sprog. Efter underskrivelsen af aftalen skulle guerillaen i teorien acceptere afvæbning under kontrol af 3.500 NATO-soldater. De fleste albanere antager, at soldaterne alligevel for at opretholde afpres-ningen vil beholde deres våben på en eller anden måde.
»Det findes ikke andre midler for at minde dem om realiteterne,« forklarer en studerende.

Politiet ude af landsbyer
I flere uger har der hverken været makedonsk politi eller militær i de albanske landsbyer mellem Tetovo og Gostivar for foden af bjergene på grænsen til Kosovo. Albanerne har ikke officielt opnået den selvstændighed, de ønskede i de områder, hvor de udgør flertallet. Men i praksis er den en realitet.
Selv i hjertet af Tetovo har frygten skiftet side. Det makedonske politi bevæger sig ikke ud længere, ihvertfald kun forskanset bag panserværn. De få albanere, der arbejder indenfor politiet har i øvrigt også selv forstået, at situationen har ændret sig.
»Efter en bortførelse, en omgang seriøs bank og et langvarigt forhør, bliver de blide som lam,« siger en albansk forretningsindehaver ironisk.
UCK har også lukket alle bordeller i de områder, som de kontrollerer. Nogle ser det som et tegn på, at en vis moral vil indfinde sig. Andre tror simpelthen bare, at nye ma-fiaagtige ledere vil komme til at erstatte dem, som allerede har været tæt på de make-donske ledere. Oprørerne er overalt og viger ikke tilbage fra systematisk at ransage de lejligheder for våben, som de sidste tilbageværene makedonere i byen bor i.
»De var fem, alle i uniform, og de endevendte alt. Men de opførte sig ordentligt og sagde, at vi kunne blive. Tilgengæld er de efter alle i for-stæderne og landsbyerne, der ikke er albanere,« fortæller en makedonsk kvinde, der har en lille café i Sat Malo-kvarteret. Nogle hundreder makedonere og serbere bo-ede der i forvejen, men så godt som alle unge er allerede taget til Skopje eller Beograd.
»Der er ikke længere nogen fremtid for os, og selv et barn er klar over, at denne aftale er rent til grin,« udbryder en mand opgivende. Han har ikke noget at foretage sig udover at slå tiden ihjel. Han passer på huset, men hans pårørende er allerede rejst. Lyden af bæltekøretøjer, der nærmer sig, runger i gaderne. Alle rejser sig for i respekt for det pan-serkøretøj, som passerer forbi. Politiet har fingeren på aftrækkeren, og under hjelmen har de alle ansigtet dækket af en elefanthue. Det er de lokale reservister. De ønsker ikke at blive genkendt af frygt for repressalier.

© Information & Libération

*Oversat af Gitte Lyngby

Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her