Læsetid: 1 min.

Fredsplan trods bagholdsangreb

Makedonsk fredsplan vil blive underskrevet på mandag – trods nye bagholdsangreb og kampe
9. august 2001

Lederne fra Makedoniens fire vigtigste partier godkendte i går en fredsplan, der skal afslutte det albanske væbnede oprør og give albanerne større rettigheder. Aftalen vil blive underskrevet formelt mandag, meddelte EU’s mægler, Francois Leotard.
Det skete, selv om partisaner fra den albanske oprørsbevægelse UCK i går angreb en makedonsk militærkonvoj på hovedvejen mellem hovedstaden Skopje og Tetovo, den største albansk-befolkede by. 10 makedonske soldater blev dræbt – det største antal hidtil i en enkeltstående episode under konflikten – og adskillige militærkøretøjer blev sat i brand.
Også i selve Tetovo blev der meldt om kampe i går – de første i den et halvt år lange konflikt. Byen har hidtil været under regeringsstyrkernes kontrol, mens UCK har kontrol med adskillige landsbyer i byens udkant. Men i går gik oprørsstyrker ind i selve byen og besatte flere huse i nærheden af militærets kaserner. Og ifølge det franske nyhedsbureau AFP ransagede albanske oprørere i UCK-uniformer slaviske makedoneres huse.
Den dramatiske eskalering faldt – næppe tilfældigt – sammen med sidste akt i de langstrakte forhandlinger om en politisk løsning. Der er blandt iagttagere bred enighed om, at radikale partier og bevægelser på både den etnisk-makedonske og etnisk-albanske side vil gøre, hvad de kan for at få konflikten til at flamme op igen.
Der forestår derfor de fire underskrivende partier et større arbejde med at sikre sig opbakning bag fredsaftalen. Dens endelige indhold var ikke offentliggjort i aftes, men planen vil øge den albanske repræsentation i den offentlige sektor og styrke det albanske sprogs status.
Aftalen indebærer også, at en NATO-styrke på 3.500 mand, ledet af den 57-årige danske generalmajor Gunnar Lange, skal indsættes for at afvæbne oprørsbevægelsen UCK. UCK’s vilje til at lade sig afvæbne er et af de store spørgsmålstegn, der kan sættes ved fredsaftalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her