Sommerkrimi
Jesper er taget til USA for sit firma og Bettina er alene hjemme i parcelhuset i forstaden Tilt. Nå ja, ikke helt, for svigermor kender sin pligt og holder hende med selskab. Og ved den blinde Svend måske hvem der dræbte hans far Karl med tilnavnet borgmesteren, hvis han altså ikke selv gjorde det?
»Det er skrækkeligt. Skrækkeligt! Tænk at den slags sker her. Hvor tør man snart være?«
Jespers mor ryster på hovedet og slår ud med armene og hendes skingre stemme fylder det store køkken, hvor den nedfældede induktionskogezone indtager hæderspladsen på kogeøen i midten. Og Bettina kan ikke helt beslutte om hun synes den har en lille ridse på frontlisten eller det er lyset, der spiller i det rustfri stål. Hvis bare Jesper havde været hjemme kunne hun have spurgt ham. Det er mærkeligt at tænke på, at han sover nu, derovre i Amerika, på grund af tidsforskellen.
»Hvis man ikke kan vide sig sikker i sit eget hus vil jeg snart ikke leve mere!,« siger Jespers mor og slår ud med armene. Hun er en lille tæt kvinde, der må leve af folkepensionen.
»Hvor er det dog dejligt for dig med det nye komfur!,« siger hun og sukker. »Jeg ville jo også gerne skifte mit ud men med den pension man skal leve af her i landet
når de skal bruge penge på alle de sorte, der kommer hertil
og alle de russere og polakker og hvad de nu alle sammen er, der kommer og stjæler og så får de alligevel lov til at blive her og får penge oveni
«
Og Bettina spørger, om hun skal lave mere kaffe, men Jespers mor siger, at det vel snart er tid til en bid aftensmad, og så kan hun jo også se, hvor hurtigt det nye komfur er, og hun ser gennemtrængende på Bettina med sine små stikkende øjne.
»De siger, det ikke er sønnen der har gjort det. Han er jo også blind. Men han er ikke rigtig i hovedet, det er han ikke, for det var fordi han slog hovedet, at han blev blind
men han har eget hus, som han ikke bor i, og bil som han ikke kan køre og han har fået det hele på kommunen
«
Og kunne de ikke få stegt flæsk med persillesovs, for det holder Jespers bror så meget af og han kigger nok ind om lidt, for hans kæreste går jo til aerobics om torsdagen?
Hunden bider
Marie bukker sig ned mens hun støtter sig til riven. Hun har luget bedet med sommerblomster ud mod vejen og der er langt ned for hendes gamle ryg. Hendes blinde søn Svend står ved lågen ind til gårdspladsen, hvor skiltet hænger med »Pas på! Hunden bider!« Det var en af Karls ideer til at holde tyvene ude, selvom det er mange år siden de har haft hund. Ikke siden han kunne se godt nok til at gå på jagt. Morderen kunne nok ikke se det i mørket, da han gik ind eller også vidste han, at de ikke har nogen hund.
Hun er sikker på, at det ikke er Svend det har gjort det. Men han er godt nok blevet underlig efter forhøret på politistationen. Der har været en fra kommunen eller måske var det amtet for at høre, hvordan det gik. Og selvom politiet har frafaldet sigtelsen og Svend derfor er renset for mistanken er det som om han ikke rigtig forstår det.
»Hvor er far?,« spurgte han imorges og Marie havde sagt »Lille Svend, du ved nok han er gået bort« og han havde bare svaret »nå, ja« og grinet underligt.
»Du ved, hvis det bliver for svært for dig kan vi visitere Svend til et bofællesskab for folk, der har det lige som han,« havde kvinden fra kommunen eller amtet sagt. Og Marie får tilbudt psykologhjælp og kriserådgivning og hun ønsker bare, at kvinden skal gå og lade hende i fred, for hvad skulle det hjælpe at snakke med vildtfremmede mennesker, som slet ikke kendte Karl? Og hvad Svend angår, så bliver han her.
Ingen lokale
Et opløb har samlet sig ved den hvide troldmands hus. De synger foran det høje plankeværk, der gør det umuligt at kigge ind fra vejen. »Det er nazisvin der bor derinde,« siger en ung mand med ring i næsen og en sort elefanthue om halsen, så han når som helst kan skjule sit ansigt. Kvinden fra lokalradioen spørger, om han da bor her, og nej, det gør han ikke men som borger i landet føler han, at det er hans pligt at rejse rundt fra sted til sted og synge ved naziborgene. De skal ikke kunne være i fred nogen steder.
Journalisten forsøger at finde en lokal beboer i den lille flok men ingen giver sig til kende. Og hvordan ved I, at han er nazist, ham derinde bag plankeværket? Og det må han vel være, hvorfor skulle han ellers have et tre meter højt plankeværk rundt om grunden? Og det står også i Ekstra Bladet. Og der er vist nok en, der har set efter i tingbogen og fundet ud af, at manden bag plankeværket er den tidligere ejer af en anden naziborg, hvor han og hans ligesindede blev drevet bort af fakler og sang. Han hedder i hvert fald det samme.
Den unge mand knytter næverne og nynner med på en sang han ikke kender om ugræs, der er føget over hegnet.
Bettina skyller af efter middagen og sætter tallerkner og fade og bestik ind i den nye opvaskemaskine med den flotte front i børstet stål. Og det er overflødigt at skylle tingene af, siger Jespers bror, det behøver man ikke, hvad skal man med en maskine til at klare opvasken, hvis man selv vasker det hele op, før man sætter det derind? Men sådan har Bettinas mor altid gjort og så man er sikker på, at det bliver rent. Og Jens ryster på hovedet og har hun hørt fra Jesper og ja, han ringer hver dag eller rettere sagt hver nat, for om dagen sover de jo i USA. Og hun har købt en ekstra telefon, som hun har sat til inde ved sengen, så hun ikke behøver stå op, når han ringer. Det var godt, at de fik installeret telefonstik i alle værelserne. Og det går ham godt og han har set Harvard, som er kæmpestort. Hun siger ikke, at hun ikke kan sove og ligger og vrider sig under dynen og lytter. Og Jens slår hende på skulderen og siger, at der er krummer i hans familie, de drenge kan bare.
»Jeg kunne godt trænge til en kop kaffe nu,« siger Jespers mor indefra stuen, hvor hun ser »Grisk når det gælder«.
»Skynd Jer, de er oppe på 250.000 nu!«
*Er der nogen der går hele vejen i Grisk og scorer de to millioner? Dette er femte del af Parcelhuset. Krimien fortsætter
