Læsetid: 5 min.

Gud lige i synet

Et imponerende ambitiøst værk om de æstetiske ideers historie tager livtag med begrebet ’guddommelighedserfaring’ i kunsten fra Antikken til i dag
31. august 2001

(2. sektion)

Æstetikhistorie
Der er systembyggerværk af katedralske dimensioner i den 481 sider lange og 600 gram tunge smukt illustrerede bog om de æstetiske ideers historie Skønhedens metamorfose, som idéhistorikeren Dorthe Jørgensen har forfattet med imponerende lidenskab og stor indsigt.
Projektet i Skønhedens metamorfose er at vise, at de æstetiske ideers historie er beretningen om en stadig metamorfose af det skønne, men samtidig at det skønne skal forstås som ’guddommelighedserfaring’. Denne erfaring strækker sig fra den magiske oplevelse, der er at spore i hulemalerier, over antikkens Dionysos-Apollon-splittelse og forskellige former for kristen æstetik til det som i vor tid – med udtryk lånt fra filosoffen Walter Benjamin, som Jørgensen tidligere har skrevet om og tydeligvis er dybt inspireret af – fremtræder som profan aura og immanent transcendens. Bogen er veldisponeret og lægger for den intereserede læser op til videre undersøgelser med en imponerende litteraturliste.

Erkendelsesmetafysik
Alligevel skal man holde godt fast – ikke mindst i en fremmedordbog – for at følge med i Jørgensens projekt. Det forstyrrer desværre hendes ellers ligefremme ærinde om at lade æstetikken omhandle hele den æstetiske erfaring – og hermed menes både erfaringen af det skønne i naturen og det skønne i kunsten.
Dermed lægger hun dels afstand både til en æstetik som kunst for kunstens skyld og til en filosofi om den gode smag. Dels lægger hun også afstand til at identificere det æstetiske med det etiske, altså at gøre det skønne til noget, der skal nytte noget. I Skønhedens metamorfose opfattes æstetikken som en ’erfaringsmetafysik’. Dorthe Jørgensen kalder det for en ’metafysik’, fordi den har med noget »ugribeligt og ubegribeligt ’mere’« at gøre. Således selvstændiggør Dorthe Jørgensen den æstetiske erfaring – og det virker befriende. Den æstetiske erfaring berører direkte det værendes mystik i sin fornemmelse af noget ’mere’: Som suset ved at se en katedral, et oprørt hav eller et bjerglandskab.

Lys og form
Men når hun identificerer denne følelse med en følelse af guddommelighed, virker det til gengæld forstyrrende. Dorthe Jørgensen hævder selv, at guddommelighed i Skønhedens metamorfose skal forstås som et grænsebegreb, og at det altså ikke er betinget af, om Gud faktisk findes eller ej. Men hvorfor så kalde det noget med Gud? Holder man fast gennem fremmedordene og en eventuel modvilje mod at kalde et grænsebegreb for Gud – så virker Jørgensens begreb om guddommelighedserfaring metodisk frugtbart. Det gør det muligt at holde stien ren på vej gennem de æstetiske ideers vidt forgrenede historie og gennem utallige eksempler og meget fint kommenterede illustrationer at skabe forståelse for skønhedsmetafysikken som tradition.
Jørgensen påpeger, hvordan de æstetiske ideers historie lige fra starten rummer to forskellige former for æstetisk formidlet guddommelighedserfaring. Der er på den ene side den dionysisk-ekspressive danse-musik-poesikunst, der har med ekstasen og en slags indsigt i guddommeligt vanvid at gøre – og på den anden side er der den apollinsk-konstruktive arkitektur-skulptur-maleri-kunst og den pythagoræiske formæstetik. Selvom disse erfaringstyper umiddelbart virker vidt forskellige, har de det til fælles, at de er sansemæssigt formidlede indsigter i, hvad verden egentlig er. Disse to æstetiske erfaringsformer knytter an til den filosofiske tænknings stamfædre, Platon og Aristoteles, på subtile måder, hvortil føjer sig et yderst vigtigt tankemæssigt element med Plotins skønhedsmetafysik og kunstteori om »Lyset fra den ene«.

Metamorfoserne
Med udgangspunkt i de begreber, der allerede er på banen i antikken, og med stor indsigt i, hvordan disse antikke skrifter gradvist i bogstaveligste forstand dukker op og inkorporeres i de tidlige kirkefædres tænkning, gør Dorthe Jørgensen rede for opfattelsen af det skønne i middelalderen. Her finder man blandt andet en fremragende beskrivelse af de på en gang æstetiske og religiøse refleksioner, der ligger bag de byzantinske ikoner, deres stivnede skikkelser, fastlagte farver og guddommelige lys. Men parallelt gøres der lige så glimrende rede for ikonoklasternes ideer om, at Gud slet ikke kan afbildes, og at ikonerne derfor bør ødelægges. Vi kender selv resultatet af denne fortolkning fra de hvidkalkede reformerte kirker i Danmark.
Et af de stærkeste træk ved Jørgensens æstetiske idéhistorie er, hvordan hun hele tiden formår at trække trådene tilbage til forudsætningerne i den græske tænkning, men også gennem de utallige metamorfoser får vist, hvor tidligt der opstår træk, som vi ellers har for vane at henføre til den helt moderne tænkning. I kapitlet om renæssancen føjer guddommelighedserfarings-begrebet interessante aspekter til overvejelserne over opståelsen af centralperspektivet, og barokken får en glimrende behandling, der lægger afstand til den barokdyrkelse, som har været at finde i postmodernismen, men også løfter den værdigt ud af sædvanlige kitsch-fremstillinger.

Samtidskunsten
Mens det går ganske godt med at få føjet hele den gamle kunsthistorie ind i et guddommelighedserfarings-perspektiv, måske af den simple grund, at en stor del af denne historie selvforstået har noget med Gud at gøre, så knager det straks mere, når man nærmer sig kunsten fra det 20. århundrede. Mens det virker relevant nok – og optager en del plads – at gøre rede for Kandinskys formmystik, så virker det fuldkommen konstrueret at gøre rede for Marcel Duchamps ready-mades som en tingsmystik, hvor »Duchamp igennem en fremmedgørelse af hverdagens virkelighed (...) genopvækker muligheden for at opleve åndelighed i helt almindelige ting.«
Det virker også mindre vellykket med de ’provokerende’ perspektiver, som Dorthe Jørgensen med det samlede værk anlægger på samtidskunstens postmodernister, avantgarde, skandalekunst eller tilhængere af en hæslighedens æstetik. Det er, som om Dorthe Jørgensen springer i målet, og fra en sober redegørelse for, hvorledes guddommelighedserfaringen og skønhedsmetafysikkens faktisk har været til stede hele vejen op gennem kunstens historie, begynder at presse den ned over værker, der stritter som onde stedsøstres tæer.
De tre lysæstetiske værker af henholdsvis Paul Earl, Michel Verjux og Gun Gordillo, der er de eneste kunsteksempler fra de sidste årtier, og hvor »Transcendensen tydeligt er immanent« ifølge Dorthe Jørgensen, er således på ingen måde repræsentative for kunsten mod årtusindets slutning. Her synes Dorthe Jørgensen egenhændigt at sætte direktiver op for nutidens og fremtidens kunst. Skønhedens metamorfose er da også med hendes egne ord blot optakten til en senere bog, der skal pege frem mod en fremtidig æstetik.
Nu er Guds veje jo uransagelige, og man kan måske håbe, at guddommelighedserfaringens dermed også er det. Så måske har selv Dorthe Jørgensen ikke helt fået fod på, hvordan både det værende og Gud stikker deres smukke fjæs frem i den kunst, som er vores i dag?

*Dorthe Jørgensen: Skønhedens metamorfose – De æstetiske ideers historie 481 s., 398 kr. Odense Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu