Læsetid: 3 min.

Hamlet ud af mørket

Kronborg klæder ikke den litauiske Hamlet-fortolkning, der mister en del af sin styrke under åben himmel
3. august 2001

Kronborg klæder ikke den litauiske Hamlet-fortolkning, der mister en del
af sin styrke under åben himmel

Teater
»Uanset om man vælger opførelser på engelsk eller på litauisk, og uanset om man vælger at se Hamlet, monologer eller et stykke om Ofelias kærlighedsliv, så foregår det inden for Kronborgs mure, det vil sige i slotsgården eller i Riddersalen. Og det kan kun gøre oplevelsen større.«
Sådan skriver Helsingørs borgmester Per Tærsbøl i forordet til programmet til denne sommers Shakespeare-arrangementer. Men han tager han fejl. Det er ikke forkert at påstå, at de ydre rammer – renæssanceslottets prægtige gård og den åbne sommerhimmel med skyerne på vej ud over Øresund – fratager den litauiske instruktør Eimuntas Nekrosius’ passionerede Hamlet noget af sin virkning. Forholdene er blevet større, men effekten mindre, så at sige.
Forestillingen gæstede Kanonhallens sorte kasse i 1999. Dengang præsenteredes fængslet Danmark som et bundfrossent, skræmmende dystert rige, hvor skabede hunde hylede i natten og ådselsgribbe skræppede. En iskold, mistrøstig frostverden, der både var rå science fiction og gotisk mareridt, en klaustrofobisk tilstand, der lukkede sin tilskuer inde i Hamlets sjælelige mørkekammer. En indre verden uden udveje. Den eksistentielle kamp med Hamlet som den lidende, hellige martyr og offerlammet, hvis død ikke bragte nogen forløsning, udspillede sig med lige dele koncentration og lidenskabelighed i det nøgne, indelukkede rum, der var den perfekte baggrund for Nekrosius’ eminente billedmæssige tolkning af klassikeren. På Kronborg har man nødtørftigt forsøgt at genskabe denne begsorte og vitale vision af tragedien ved at sætte mørke skærme op på scenen og ophænge soffitter, der skal tage udsynet til de lyse sandsten og slottes forfinede ornamentik. Nå ja, kanonerne brager og buldrer et par gange og Andrius Mamontovas’ Hamlet slår korsets tegn for sig, når tårnuret slår sine timeslag.
Men ellers trækker omgivelserne mere fra end de lægger til. Og er det ikke som om, opsætningen også forekommer mindre koncentreret og trættere i sit spil – og noget mere lemfældig i sin omgang med de visuelle virkemidler i denne billedrige udlægning af klassikeren, som ganske vist skærer ned på Shakespeares ord, men som stort set bibeholder handlingen intakt?

Overraskende billeder
Det betyder ikke, at forestillingen ikke stadig rummer frapperende øjeblikke med sin opfindsomme og underholdende brug af en religiøst ladet ikonografi af visuelle ledemotiver, der fyrer godt op under sin tilskuer. En billedsymbolik, der gør denne Hamlet til en både stram og ødsel, folkelig og dybt kompleks, traditionel og frisat, raffineret og uhyre enkel forestilling. Stadig virkningsfuldt sat på scenen med en sanselighed, der – i bogstaveligste forstand omtrent – er til at tage og føle på med sin kløgtige brug af is og ild, metal og dyrisk pels. Og ikke mindst den mistrøstige tåreregn, der ildevarslende drypper som iskoldt syrebad.
Naturligvis parret med spillets dynamik og heftige følelseskraft, passion og betvingende nødvendighed, der stadig får den litauiske rockstjerne Andrius Mamontovas til at fremstå som en Hamlet, der smelter og slides op af sine egne kæmpende følelser i brændpunktet mellem at være eller ikke at være. En forpint og groggy punkerrebel, nar og hævner, der med ubalance i kroppen slår sig voldsomt i tøjret, men som opfylder sin nedarvede bestemmelse med fatale konsekvenser i en brutal og besmittet verden, hvor den dybere mening er forkullet og forstøvet.

Op for blusset
Men de ydre rammer tvinger tilsyneladende også
skuespillerne til at skrue så meget op for blusset, at forestillingens uegalitet i spillet afslører sig. Råben er ikke nødvendigvis det samme som intensitet. Flere af skuespillerne er faktisk ikke særligt gode.
Og det som før var en suggererende lydside, bliver nu en alt for påtrængende baggrundslarm af mandskor, skrattende operaoptagelser og små-rørstrømsk klaverklimpren, der undertiden truer med at tage magten fra skuespillere og Shakespeares ord.
Når forestillingen er bedst, er den stadig i stand til at suge sin tilskuer ned i sjælens dunkleste understrømme. Hamlet og den vidunderligt gazelle-graciøse Ofelias første møde er for eksempel stadig en fuldstændig bedårende afprøvning af den fysiske kontakts muligheder, ligesom Hamlets faders ånd gnider, kysser og ånder hævnens iskolde åg ind i sønnen med stor virkning. Men den rystende uafvendelighed, det kuldslåede eksistentielle format, lider overlast i de nye, herskabelige omgivelser.

*Hamlet. Af William Shakespeare. Iscenesættelse: Eimuntas Nekrosisus. Teatret Meno Fortas, Litauen. Gæstespil på Kronborg til og med den 4. august. Spilles på litauisk med engelske tekster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu