Læsetid: 4 min.

Heftige kampe trods fredsaftale

Trods fredsaftale har der været heftige kampe i Makedonien mellem regeringsstyrker og UCK. Nato skulle i går beslutte, om der skulle sættes tropper ind og risikere at finde sig selv i endnu en krig på Balkan
22. august 2001

Fortsatte kampe
Neprosteno – I den lille landsby Neprostenos centrum står en snes udmattede mænd og besigtiger byens skader mandag eftermiddag. Omkring dem er flere huse brændt ned efter at være blevet ramt af granater og andre er sodede til efter granatnedslag. Mange steder er der skudhuller i væggene. Der lyder stadig skud fra snigskytter af og til. De fleste er flygtet fra byen, og på gaden er der kun civile mænd og et par UCK-soldater. Våbenhvile har der ikke været meget af i Makedonien, siden fredsaftalen blev underskrevet mandag i sidste uge.
Hele søndag aften har Neprosteno, der er kontrolleret af den albanske oprørsbevægelse, UCK, været skydeskive for de makedonske regeringsstyrker, der er i byen Ratae, kun tre kilometer herfra. Hele mandagen blev den stadig beskudt af snigskytter. Og hver dag meldes der om skudvekslinger. I går var der dog ikke meldinger om kampe.
Kampene er et klart brud på den våbenhvile, der er et krav for fredsaftalen, der blev indgået for blot en uge siden. Det sker samtidig med, at Nato skal afgøre, om de vil de sidste 3.000 tropper skal sættes ind i landet for at afvæbne UCK, der som en del af fredsaftalen frivilligt skal aflevere våbnene.
Nato’s øverstkommanderende i Europa, general Joseph Ralston, var i Skopje mandag for at vurdere, om det er sikkert at sende de resterende 3.000 Nato-soldater. General Joseph Ralston undlod at kommentere situationen, men sagde, at han ville samle sine indtryk i en rapport. I sidste ende skal det politiske organ, det Nordatlantiske Råd, der holdt møde i går, beslutte, om det vil løbe risikoen og sende de resterende tropper ind.
Men endnu synes det usikkert, om der bliver fred, hvis Nato ankommer.

Ligner en krigszone
Området nordøst for byen Tetovo er højspændt og ligner en krigszone. Langs vejen til byen Neprosteno kører man langs UCK’s front, hvor der er adskillige UCK checkpoints med bevæbnede UCK-soldater. De beskytter den UCK-besatte del. Regeringsstyrkerne og UCK har dannet front ved byerne Cilce og Ratae, hvor de hårde kampe foregik natten til mandag.
Værst er det gået ud over Neprosteno. I en kælder i et af byens huse sidder familien Mustafi, der har opholdt sig inden døre siden søndag aften, da kampene begyndte.
Gennem aftenen og natten til mandag opholdte alle familiens femten medlemmer sig i det lille kælderrum, hvor der er måtter langs væggene, som de nu alle sidder på.
Børnene og kvinderne har ikke vovet sig ud i dag. I ny og næ hører man skud fra snigskyttere, og det er bedst at blive inden døre.
Børnene er tydeligt bange. Den yngste dreng, ni-årige Artan, har ikke sovet hele natten og sidder nu tæt ind til sin mor.
»Det er frygteligt. Vi er bare civile,« siger Murtesan Mustafi, der ikke bor i det samme hus, men har opholdt sig her i kælderen gennem natten.
»Det var frygteligt. Der var skyderi og granater fra alle sider,« siger Murtesan Mustafi. Men heldigvis kom ingen til skade. Mens mange er flygtet fra byen, siger familien Mustafi, at den ikke har nogen steder at tage hen.
Familien Mustafi håber, den ikke skal se frem til endnu en nat med skyderi. I går var der da heller ingen meldinger om kampe.
Og det kommer der ikke, hvis man skal tro de udmeldinger, der kommer fra begge sider. UCK’s leder, Ali Ahmeti, sagde mandag i et interview med Information, at UCK vil støtte freden og aflevere våbnene, når Nato kommer. Og Makedoniens præsident, Boris Trajkovski, har mandag givet regeringshæren ordre til at trække sig tilbage fra konfliktområderne.
Men i samme åndedrag hed det i pressemeddelelse fra forsvarsministeriet:
»Men den makedonske hær står klar til at reagere øjeblikkeligt i tilfælde af, at terroristerne overtræder våbenhvilen.«
Samtidig tvivler de fleste observatører på, at UCK vil lade sig afvæbne. Tilliden mellem den makedonske regering og UCK er på nulpunktet.

Høge imod fred
På begge sider synes der at være interesser, der er imod en fredelig løsning. Det var også bemærkelsværdigt, at der var kampe natten til søndag netop som Nato-general Joseph Ralston skulle ankomme. Endnu er det ifølge OSCE’s talsmand, Harald Schenker, uklart, hvem, der startede kampene. Ifølge de make-donske myndigheder var det UCK. Og ifølge de UCK-soldater, vi snakker med ved Neprosteno, var det regeringsstyrkerne. Retorikken mellem UCK og politikere i regeringen er giftig.
Så sent som søndag sagde indenrigsminister Ljube Boskovski, at han ville stævne UCK’s leder Ali Ahmeti for krigsforbrydelser. I fredsaftalen sikres der amnesti til UCK-soldaterne undtagen dem, der har begået krigsforbrydelser. Ved et interview med Information mandag sagde UCK’s leder, Ali Ahmeti, klart, at amnesti er klart krav. Desuden rettede han en alvorlig anklage mod ministerpræsident Georgievski og indenrigsministeren for bevidst at sabotere fredsprocessen.
Der synes at være klare interesser i at ikke at slutte denne krig.

*Morten Østervang er studerende ved Danmarks Journalisthøjskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her