Læsetid: 3 min.

Heinesen fortæller

Som billedkunstner kaldte William Heinesen sig amatør; det var af lyst han tegnede og malede
4. august 2001

Udstilling
Der er mange gode grunde til at beskæftige sig med William Heinesen, den store fortolker af færøsk egenart, nu, tiåret efter hans død. Bl.a. har Museet for religiøs kunst i Lemvig på initiativ af Bodil Kaalund, sammensat en lille, sommerudstilling af hans malerier, papirklip, tegninger og akvareller. Det smukke lille museum, som stilfærdigt tilpasser sig beliggenheden mellem vandet og den stejle fjordside, og hvor lokale hjælpere tager imod og byder på hjemmebagte boller og kringle, viser året rundt velplejede små udstilling af skiftende bonitet. I forsommeren var det Kirsten Justesen, som engagerede de to udstillingssale, som er til rådighed i museet, der primært er viet Bodil Kaalund, og for tiden er det Heinesen, hvid udstilling hedder »I brændingen«, det sted hvor land og vand prøver kræfter, et tilbagevendende motiv både i hans digtning og maleri.
På Færøerne trives alskens troldtøj, selv om det elektriske lys’ udbredelse i 1950’erne har gjort fortræd. Fordum vrimlede det af sære eksistenser; ingen kunne vide sig sikker. Fra barnsben elskede William Heinesen folkesagn og eventyr, og han var først og fremmest fortælleren.
Hans ældste billeder er fra 20’erne og handler mest om det meget menneskelige troldeliv. I pastellen »Trolde flygter fra dagen« ser vi den lille familie på flugt for lyset, men det mindste troldebarn kan ikke følge med på sine korte ben, og stikker i hyl, da det rammes af solen og forvandles til sten. De sødlige, romantiske farver og bløde former her og i en række andre poetiske pasteller fortæller om forbilleder som Louis Moe og svenske Arosenius foruden naturligvis norske Kittelsen, »som, havde set trold«. Men også mennesker får troldefysiognomi når de samles til »Bestyrelsesmøde« eller andre alvorlige sammenkomster. Vi er alle underjordiske for karikaturtegneren, men for Heinesen var humoren altid det formildende islæt, og at tegne ansigter var ham en evig fornøjelse.
Desværre er der kun få tegninger i udstillingen. Men med tusch og blyant har han skabt en rigdom af herlige figurer og ornamenter som illustration til folkesagn og færøske beretninger. De er, skriver museumsdirektør Bardur Jakupssons, Thorshavn i sin udmærkede katalogtekst, »det ypperste i hans produktion«.

Olie og papir
Der er en markant forskel mellem pastellerne og oliemalerierne. I det store billede fra 1945 af Noah med familie i løssluppen dans på Ararat er de skyggeløse figurer tegnet med mørke konturer stilistisk i slægt med Willumsen og Nolde eller, om man vil, Henry Heerup. I et andet eksperimenterer han ved at lade figurerne, de tre norner, fremtræde effektfuldt frem som sorte flader og hvide ansigter på en let forsænket baggrund. Han maler stenede landskaber, hvor farerne lurer, stejle fjelde mod himlen og den evige brænding, »brim« på færøsk. Han skaber rammerne for en fortælling – eller viser det sted, hvor hans gode, syndige mennesker har hjemme. Han lægger farver på lærredet og bygger former op, til tider med vældig kraft, men oliemaleriet bliver aldrig så malende og rigt som hans ord, når han digter. I hans naturbeskrivelser er der en overvældende rigdom på sanseindtryk af farver, former og vejrlig, der kun vanskeligt lader sig samle til den koloristiske helhed, som er en forudsætning for maleriet. Bedst lykkes det i nogle sene akvareller, hvor hastigheden og oplevelsen af lyset, som forenende meningsbærer, samler farveoplevelsen og gør den til et billede.
I papirklippene, som blev Heinesens passion i hans senere år, formidler han fortællingernes løssluppenhed ved collagens enkelhed. Materialet, farvelagt og udklippet papir – jo enklere jo bedre – har en umiddelbar effekt, som er dekorativ og meddelsom.
En anden form for collage er skabt af bibliotekar Ejgil Søholm fra Århus. På fornemste vis har han på store plancher opklæbet fotografier, avisudklip, breve osv., som dokumenterer Heinesens liv, hans politiske, samfundsrevsende og menneskekærlige engagement samt en fint komponeret helside med portrætter af digteren i alle aldre og situationer.
Men læs og genlæs Heinesen og læg selv hans naturbeskrivelser og menneskeskæbner ind i billederne, så bliver de et berigende og relevant supplement.

*»I brændingen«, William Heinesen som billedkunstner. Museet for religiøs kunst, Lemvig. ti-sø 13–17, til 19.8.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her