Læsetid: 6 min.

Hjemmebrænderiets renæssance

Mens pladebranchen spændt venter på julemanden, måske i form af Michael Jackson, diskuteres årsagerne til de nyeste skræmmende omsætningstal
17. august 2001

(2. sektion)

Musikindustri
De seneste par år har pladeindustrien verden overført en heftig kamp mod Internettets ganske liberale forhold til sådan noget gammeldags som ophavsrettigheder, KODA-penge, Gramex – og gængs moral. Branchen var bange for at downloading, ofte med efterfølgende piratkopiering/hjemmebrænding, totalt ville underminere musikmarkedet, som vi har kendt det i de seneste snart 100 år.
De har ikke taget helt fejl.
I en branche som herhjemme først fik det blå stempel, da selveste finansministeren offentligt måtte ’takke’ den nu opløste popgruppe Aqua, – samlet pladesalg 28 millioner eksemplarer – for deres indflydelse på valutabalancen, er der tale om ganske alvorlige tal, også selv om samme branche bevisligt har en evne til at give sig selv kunstigt åndedræt hvert år omkring juletid.
I en artikel i Berlingske Tidende i slutningen af juli, ’erkender’ Michael Ritto, formand for IFPI, musikindustriens brancheformand, og administrerende direktør for pladeselskabet EMI Medley, »at de sidste måneder har været rigtig dårlige.« Med henvisning til det voldsomt stigende antal solgte blank-cd’er giver han først og fremmest piratkopiering skylden for de skræmmende lave salgstal.
»På verdensplan har der været en enorm stigning i salget af blanke cd’er. Vurderingen er, at pirat-markedet nu er omkring halvt så stort som det legale marked.«
Og her er der tale om milliardomsætning.
Men samme branche maner også til besindighed, ét navn kan ændre hele forholdet. Bl.a. henviser Michael Ritto til navne som Brødrene Olsen, Aqua og genudgivne Beatles-numre, som baggrund for høje tal ikke mindst sidste år.
De stigende priser i bl.a. detailledet har givet anledning til en del snak om at pladeselskaberne har ’genindført punktafgiften’, den forkætrede afgift på bl.a. plader/cd’er, som mange mente, var den direkte årsag til stagnerende/faldende salgstal på plademarkedet, sultende kunstnere og almindelig stilstand i musikkens verden. Afgiften blev afskaffet 1. januar 1996, men cd’erne er nu tilbage på nogenlunde det samme niveau.

Behov for nyvurdering
Branchen selv mener naturligvis ikke, at der er sneget en ’privatiseret statsafgift ind ad bagdøren’, men henviser blot til almindeligt stigende priser og ser ikke procentstigningen som voldsom. Samtidig er der efter pres fra udlandet sket en almindelig udjævning af priserne. I mange år havde vi herhjemme faktisk meget lave priser på cd’er, men som et led i EU’s bekæmpelse af bl.a. parallel-import/eksport, er der her sket en udjævning.
De frie markedskræfters vaner tro er der naturligvis ikke tale om en ’her ligger problemet’-sag. Men ingen tvivl om, at der skal nyvurdering til på flere områder.
T.P. Musik Marked Aps. er en af landets største pladeforhandlere. Her siger indkøbschef Søren Thorning:
»En cd koster det samme nu, som før punktafgiften blev fjernet, altså en grundlæggende pris på 149 kr. Dengang faldt priserne reelt med 13 procent. Men du kan ikke sige, at pladeselskaberne har ’genindført punktafgiften’, direkte.«
»Jeg tror i øvrigt ikke, det ville gøre nogen forskel, hvis du satte prisen på en cd ned med f.eks. 20-25 kroner. Jeg kan ikke forestille mig en kunde komme ind og sige ’Nej, den nye Michael Jackson til 150 kr., det er for dyrt. Havde den kostet 125 kr, så havde jeg købt den.’ Oven i det kan du lidt firkantet sige, at der altså har været alt for få plader, der virkelig har fået folk op på mærkerne, enkelte navne, der har sat rigtig gang i omsætningen.«
»Når der kommer en ny U2-plade, så sælger den altså 100.000 eksemplarer, så det er ikke, fordi folk ikke vil købe musik, der er bare for meget lort. Der bliver simpelthen ikke produceret danske kvalitetsplader med bred appel i dag.«

Manglende kvalitet
Søren Thorning ser ikke downloading som det store problem.
»Nej, det er ikke min opfattelse. Til gengæld er piratkopiering blevet en kanonting blandt de unge, på skolen, i ungdomsklubben, på kollegier, jeg tror, de har et kæmpe netværk i gang. Jeg forstår det egentlig godt, der er rigtig mange penge at spare.«
»Det er jo ikke sådan, at der ikke bliver solgt nogen cd’er overhovedet, men jeg tror, at det boost, du har set i andre brancher, det har vi ikke oplevet, ikke mindst på grund af piratkopiering. Og hvad angår pladebranchens ’gamle’ salgstal, skal vi også lige have med, at op igennem 90’erne solgte de dels alle deres plader én gang til, denne gang i cd-version, og senere sprøjtede de Best Of-compilationer ud. De tjente formuer uden at røre en finger.«
Søren Thorning står ikke alene med synspunktet om manglende kvalitet som en af grundene til miseren.
Jesper Bay er direktør for managementselskabet og konsulentfirmaet Music Matters, selv tidligere meget direkte involveret i pladebranchen som direktør for Genlyd og senere BMG. Han var selv en af de mest aktive punktafgift-modstandere i midten af 90’erne.
– De klynker derude. Hvad kan man gøre?
»Hvem klynker? Nå, pladebranchen. Det gør de vel. Det er jo også nogle fæle tal og en kompliceret sag.«
»Nej, jeg tror ikke, man kan sige, at selskaberne har ’genindført punktafgiften’. Hvis du kigger på det over en fem-årig periode, siden afgiften blev afskaffet, synes det ikke at være en urimelig prisudvikling. Måske har detailhandlen også lagt en lille del oveni.«
»Derimod tror jeg, det er rigtigt at piratkopiering, og fremkomsten af andre nye medier, spiller en rolle. Men det kan næppe forklare hele nedgangen. Hvis der slet ikke var nogen plader, der solgte, kunne det måske være det, men sådan er det jo ikke. Tag f.eks. Erann DD, som har solgt 120.000 eksemplarer, og som da ville være et oplagt emne til kopiering i spisefrikvarteret.«

Ris til egen røv
»Man kan jo se på tallene, at krisen er der, men det ironiske er så, at nogle af de samme konglomerater, som ejer pladeselskaberne, jo også producerer og sælger det her grej, der kan lave de kopier! Det, synes jeg, kunne godt få klynkeriet til at lyde lettere hult. Det er jo lidt provokerende at høre et radiospot for en ny MP3-optager fra Sony, hvor du nu kan få al din musik fra Internettet – under sloganet ’Go create’! Måske ikke provokerende, men det ændrer perspektivet lidt, der er også gynger og karruseller hos de multinationale.«
– Hjemmestudie, egen cd-brænder, eget salg via egen hjemmeside, har vi overhovedet brug for pladeselskaberne?
»Det er jo ikke tilfældigt, at den nye teknik – på alle områder – falder sammen med de faldende salgstal. Men jeg føler også, at selskaberne er klar over det, at de skal omlægge deres tankesæt til de nye tider. Der skal jo stadig nogen til at finansiere spøgen, fremstillingen er måske nok blevet billigere, til gengæld er det blevet så meget dyrere at markedsføre. Og som gammel pladeselskabsmand tror jeg da stadig på, at kunstnere, isoleret set, er bedst til at skabe kunst og har et klart behov for at alliere sig med forretningsdelen til at formidle den kunst.«

Alvorlig krusning
»Jeg ved ikke rigtig, om man kan tale om en krise, jeg synes, vi kan tale om en ’alvorlig krusning’, men måske er den krusning lige det, der sørger for en opvågnen til en ny virkelighed.«
»Folk, måske især de unge, bruger simpelthen mindre tid på musik. Men samtidig er der jo en sjov tendens til, at tingene ændrer sig på pladesalgsmarkedet, når der bliver lavet bedre plader – og når de store navne udgiver nye plader i november/december. Selvfølgelig står folk ikke i kø ved forretningen, der har ikke været ret mange gode plader at købe. Så er der også den virkelighed at cd’en nok er det mest uforandrede produkt over for ungdommen, måske bortset fra cowboybukser. En cd er en cd er en cd, og sådan har det nu set ud i 20 år. Hvis man ikke gør noget ved det, gør det spændende og attraktivt at købe den, også rent udstyrsmæssigt med booklets, covers osv., osv., så forstår jeg da godt, uden dermed at billige det, at folk kopierer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her