På tur i turismen
Du ligger op ad de itusprængte skanser, din ene lunge er perforeret, du forbløder, du kalder på din mor, dine kammerater. Rundt omkring dig ser du kammeraterne kæmpe. Du ser dem falde med bajonetter stukket dybt i maven, også fjenden skriger, springer omkring dig med desperationen malet i ansigtet, ingen hører din fortvivlede kalden. Du er ved at dø verdens ensomste død, i krig, under den allerdybeste forråelse, uden nåde, uden kærlighed.
Det er dette billede, man ser for sig, når man besøger skanserne ved Dybbøl Mølle. Det er dét, der gør så dybt et indtryk på én. Det er derfor man kommer af mangel på forståelse, af fascination, af væmmelse.
Vi er på besøg på i »Historiecenteret Dybbøl Banke«, også kaldet 1864 på et stort logo uden på bygningen, et relativt mindre museumsanlæg beliggende ved slagmarken ved Dybbøl Mølle i Sønderjylland. Centret leverer oplysninger og oplevelser til forståelse af de omgivende skanser. Vi ser og hører skud fra et forladegevær. Vi ser og hører, hvordan soldaterne boede. Vi lærer om den politiske optakt. Men intet sted iklæder teatersoldaterne sig blod, skrig og det svindende håbs kalden på mor. Det er ikke hjerneskaller, vi ser smadret op mod skansernes jordvolde, det er den iscenesatte historie.
Pædagogisk mundfuld
Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om det. Det er selvfølgelig centralt at vide, at militæranlæggene i området har været i kamp, men der er nok grænser for, hvor cirkusagtigt man kan illudere kampscenerne. Lige nu er der skabt et diorama med bomber og brag, men spørgsmålet er, hvor meget længere man kan gå. Skal vi have publikummerne ind gennem et scenorama (sådan som det er planen for udvidelserne af centret), skal vi føres gennem røg og damp, skrig og skrål? Skal vi have bevægelige dukker eller kæmpende hobbystuntmænd á la familiefarskrigerne ved vikingespillene rundt omkring i landet? Skal vi have røde pølser til? Blodpølser?
På et eller andet tidspunkt vil man have fortrængt den tarmudkrængende mavetræffer så stærkt, at det begynder at ligne propaganda. For myten om de djærve vikinger, for myten om det historiske slag ved Dybbøl. Og for turistattraktionen og historiecentret 1864. For hvorfor hjælpe folks fantasi på vej, hvis man ikke vil gå over stregen og jage dem skrækken og ubehaget i livet, angsten, håbløsheden, og ensomhedsfølelsen i sit kolde, ubehagelige destillat? Hvad er det for en besked, man sender med oplevelserne, det blodløse tivoli?
Muligvis at alt er underholdning, og at vi kun har tillid til at I, turisterne, kommer, hvis I får det på dén letfordøjelige måde, som I er vant til. Kun derved får vi lov til at stikke den pædagogiske mundfuld i halsen på jer: At krigen i 1864 var en regional krig med national emblematik, og som sådan oplysende sammenlignelig med krigene på Balkan. Men hvad er læren, vi skal drage? Det er ikke særlig tydeligt.
Fodboldholdslogik
Højene omkring Dybbøl Mølle er formelig spækket med danske flag, mindesmærker og andre nationale monumenter. Selve gennemgangen af slaget ses med ganske få undtagelser fra en national vinkel (den danske), ja, og videoen, der afslutter den guidede tur rundt i centret, slutter faktisk af med et gribende Danmark tabte.
Der er med andre ord dømt fodboldsholdslogik, og det er logoet, man holder med, på samme måde som man måske holder med Burger King og ikke med McDonalds. Og døde slægtninge, siger man så. De døde for den danske sag. Ja, men de tyske døde for den tyske. Hvem dør bedst? Var den danske sag Danmark til Elben uanset sprogligt tilhørsforhold den retfærdige sag, sådan som der står på Chr. den IXs mindesten ved Dybbøl: »Med Gud for Ære og Ret?« Eller var retten i mellemtiden og ganske belejligt for eftertiden svundet ind til et krav om blot Nordslesvig? det Nordslesvig, Danmark sandsynligvis kunne have beholdt i 1864, såfremt forhandlerne havde taget imod det daværende preussiske forhandlingsudspil og ikke blot á la Milosovic havde holdt på et Stordanmark, Helstaten. I megalomanien valgte man at ofre endnu en stak tusinde soldater på hver side vel at mærke.
National hornmusik
Det er disse soldater, som vi øjensynligt skal identificere os med, med flag og retfærdighed og hele den nationale hornmusik. Det er dybt ironisk. Det handlede jo om storpolitik og ikke om følelser. Det handlede om et velstående og tidligt industrialiseret Holstein, som både den danske og den preussiske stat ville have; det handlede om et forsmået Stordanmark, der havde svært ved at indstille sig på de nye tider; og det handlede om en preussisk stat, der havde ambitioner på vegne af sig selv og et kommende forenet Tyskland. I disse spil var både den tyske og den danske soldat blot små brikker, men ganske nødvendige for de overordnede ambitioner.
Derfor spillede man med det nye sæt kort, som romantikken og borgerbevægelserne havde spillet magthaverne i hænde: Den nationale følelse. Dén kunne omsættes i værnepligtige soldater. Nu kunne man dø for fædrelandet i stedet for som tvangsudskrevet bønderkarl at dø for hvad som helst. Resultatet var det samme. Ensomheden og gruen den samme. Det er frontsoldaterne, der betaler prisen for magthavernes ambitioner.
De fleste mennesker lever fint side om side så længe, der ikke er nogen, der kommer og puster til deres indre svinehund og udpeger udvalgte syndebukke for hvad som helst, vejret, kriminaliteten, depressionen. Det er jøderne, sigøjnerne, tyskerne, danskerne, slaverne, tyrkerne og alle de andre usual suspects i én lang, tragisk række.
Se så at få strøget det flag ved Dybbøl Mølle det burde dog være den eneste, fornuftige lære af dén krig såvel som alle andre nationale krige.
Alle døende er lige
Slagmarksturistindustri er i fremvækst over hele verden. Den amerikanske borgerkrig er for længst kapitaliseret lige som slagmarkerne i Vietnam. I Frankrig satses der mere på mindeparker, mens tyskerne ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med 2. Verdenskrig, selvom det turistmæssige potentiale er enormt. Af gode grunde kvier man sig. Ikke desto mindre er det den samme rene oplevelse af gru, man får på slagmarkerne i det østlige Tyskland som ved Dybbøl. Det har nemlig ikke noget at gøre med farven på politikken. Soldaterne, det enkelte menneske, er fanget i et apolitisk rædselskabinet, der hedder krig og det uanset hvem eller hvad de kæmper for. Nådesløsheden er lige så forfærdende på begge sider af fronten, hvilket også en institution som Røde Kors vidner om. I nådens navn er alle døende lige.
Slagmarksindustrien kan sammenfattes under et turistfænomen, som vi vil se meget mere til i de kommende år, nemlig temaparken. Den mest kendte temapark i verden er Disneyland, hvis tema er Walt Disneys verdensberømte tegneseriefigurer. Ethvert tema kan i princippet gøres til genstand for en park, hvis ramme udgøres af temaets emblemer. I Bonbonland er det for eksempel slik, der er rammen.
Inden for rammen kan man i realiteten putte hvad som helst, blot man maler det i rammens farver. Der er dog oftest tale om traditionelle tivoli-elementer, men som det ses i 1864, vil også oplysende elementer kunne finde plads. 1864s tema er ved at udvikle sig til krigen generelt, hvilket vil forlene stedet med noget mere og noget væsentligere. Men selve temapark-aspektet bliver tydeligere, idet det nu er krigen som sådan og ikke blot skanserne på stedet, der bliver rammen. Fordi man vandrer hen over de døde, går man naturligvis frem med varsomhed, men strøg man én gang for alle den nationale vinkel, ville man have langt friere hænder. Ikke til at spytte på de dødes grave, men til at tematisere bredere.
Når man besøger området ved Dybbøl Mølle er den største oplevelse under alle omstændigheder at vandre rundt ved skanserne. I den forbindelse vil jeg anbefale at besøge skanserne I og II. Der kommer ikke ret mange mennesker, fordi de ligger langt fra parkeringspladsen. Udsigten over fjorden er formidabel, soldaternes enkeltmandsgravsteder og massegrave får lov til at gøre sin virkning i den blæsende ensomhed. Kun et enkelt lille skilt fortæller om begivenhederne, den dag stormen på skansen fandt sted. Det er alt rigeligt. Fantasien klarer resten.
*Dette er den 16. af 17 artikler hvor forfatteren Pablo Henrik Llambias via besøg på danske turistmål reflekterer over og fortæller turismens historie
