Læsetid: 2 min.

Holmstrøm ny vicevært i FCK

Sportsdirektøren hos de danske mestre afløser for en tid cheftræner Kent Karlsson
31. august 2001

Fodbold
»For en cheftræner skal fodbold være et spørgsmål om liv eller død. For en mand med Kent Karlssons livserfaringer er fodbold ikke hele livet. Det forstår jeg godt, selv om det fodbold stadig er vigtigst for nogle af os andre,« sagde sportsdirektør i FCK, Niels-Christian Holmstrøm, der i går afløste de danske mestres svenske cheftræner.
Efter godt to måneder i jobbet havde den 57-årige svensker valgt at træde tilbage. »Fordi jobbet føltes for tungt og krævende i forhold til de krav, der stilles til en træner i en stor klub som FCK, og dem jeg stiller til mig selv. Efter en tung og svær periode hjemme i Sverige med vor multi-handicappede datter har jeg ikke haft de kræfter, det engagement og den motivation, som er nødvendig,« forklarede Karlsson nøgternt den meget personlige beslutning.

Tager øretæverne
Holmstrøm, der sluttede som træner i 1986, tager over, indtil en god og permanent løsning er på plads.
»Selv om jeg er diplomtræner og indtil sidste år var med til at uddanne toptrænere, så er jeg da rusten som Superliga-træner. Jeg betragter mig da også mere som ’vicevært’ end enerådende chef. Jeg vil være på banen hver dag, men jeg har et trænerteam, der fortsat vil køre den daglige træning og fortsætte den spillestil, vi har valgt. Men demokrati er ikke velegnet, når der skal sættes hold. Vi taler naturligvis sammen, men i den sidste ende bestemmer jeg. Og så tager jeg de øretæver, der følger med,« siger Holmstrøm om en opgave, der kan vare otte dage eller til vinterpausen.
Holmstrøm og den administrerende direktør Flemming Østergaard, der var så rørt, at han undervejs måtte indlægge en påfaldende stor og timet klump-i-halsen-pause, overlod det til Kent Karlsson at forklare, at der ikke var nogen sammenhæng mellem Heine Fernandez’ kritik af Karlssons manglende autoritet, efter at han var blevet sat af til returkampen mod Lazio i sidste uge.
»Heine og jeg har vel ikke fået handlet den sag helt af. Vi har kun talt kort sammen – om at han burde være gået anderledes ud – og jeg kunne have håndteret det på en anden måde. Uroen har ikke skubbet til min beslutning om at stoppe, og den skyldes ikke, at jeg føler mig uretfærdigt behandlet,« sagde Karlsson.
Han er noget for sin branche er så sjældent som menneskelig, venlig og værdig – og det har egocentriske topspillere paradoksalt nok ikke særlig respekt for.
»For en-to uger siden måtte jeg bare erkende, at jeg havde overvurderet mine kræfter, og effekten af det løft, jeg fik mentalt, da FCK’s Flemming Østergaard og Niels-Christian Holmstrøm bad mig komme igen. Det var en åbning tilbage til et mere normalt liv. Fodboldfagligt var det ikke noget problem at have været træner på lavere niveau i tre år, men det var det på det personlige plan. Jeg har ikke kunnet være 100 procent engageret, som man skal være,« sagde Karlsson.
Østergaard havde, sagde han, overvejet om Karlsson skulle med til pressemødet. Han frygtede, at svenskeren skulle bryde sammen.
»Men faktisk klarede han det bedre end mig,« sagde Don Ø.
Kent Karlsson valgte at gå af, før han gik ned.
Fordi der er vigtigere ting i livet end fodbold, er den beslutning rigtig for en blød mand som Karlsson og en hård klub som FCK.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her